DET’ NERVER ALTSAMMEN

Posted by

DISRUPTION OG STATENS MONOPOL PÅ MAGTANVENDELSE

‘Hvem vogter ledvogterens datter, mens ledvogteren er ude at vogte led?’, sang Oswald Helmuth. Når man italesætter almindelige begreber med et ‘terror’ – eller ‘cyber’ – præfiks, er der pludselig ikke ledvogtere nok til at vogte led – så er ledvogterens datter alene hjemme, mens ledvogteren er på overarbejde. Oswalds poesi er en gyldig kommentar i debatten om politiets fremtidige kerneopgaver. Specielt i diskussionen om, hvorvidt nogle af opgaverne i fremtiden skal løses af private aktører. Denne artikel italesætter denne debat i en teoretisk ramme af disruption. 

Oswald Helmut: Det’ nerver altsammen

DISRUPTION AF VOLDSMONOPOLET

Politiet udfører nogle opgaver, der i princippet kan udføres af private aktører. Denne påstand er et grundlæggende element i debatten omkring privatisering af politiets fremtidige kerneopgaver. Debatten tager et afsæt i den akutte mandskabsmangel i politiet. Mangler, der i nogen udstrækning er opstået i forbindelse med hurtige forandringer i operative krav – altså ændringer i trusselbilledet, eksempelvis bandekonflikt, grænsebevogtning eller terrortrusler, som kræver omplacering i indsættelsen af ressourcerne. Politiets mandskabsmangel kan imidlertid bedre forklares ud fra de endnu hurtigere skift i politiske kriterier for politiets vilkår. Skift, der er forårsaget af politikernes forsøg på at leve op til mediernes krav om politiets anvendelse af begrænsede ressourcer.

Politiets opgaveportefølje er udsat for disruption. Forandringer i ‘markedet’, hvor de umiddelbare løsningsmodeller enten er at tilføre politiet flere ressourcer fra det nationale statslige beredskab eller overlade opgaver til private aktører. De to modeller kræver at vi foretager et principielt valg mellem at bibeholde det statslige monopol på magtanvendelse eller skære kagen i  skiver og uddele voldsmonopolet til kommercielle interesser.   Det er en central sikkerheds- og kriminalpolitisk overvejelse, hvorvidt private sikkerhedsvirksomheder skal overtage opgaver, der i dag løses af politiet. Beslutninger af denne karakter kan ikke gøres om. Den globale private sikkerhedsindustri banker derudaf. Det gør den danske sikkerhedsbranche også. De banker på døren for at tage markedsandele fra statslige aktører.

Politisk er der i Danmark en vis tilbageholdenhed, når der skal træffes afgørende sikkerheds- og kriminalpolitiske valg, som har indflydelse på hvordan borgernes sikkerhed og tryghed skal tilvejebringes. Man skubber spørgsmålet foran sig. Overdragelse af opgaver til private aktører er skudt til hjørne gennem indsættelse af Forsvaret og etablering af en koffeinfri politiuddannelse. Det er kun kortsigtede løsninger, der ikke på langt sigt kan håndtere udfordringerne i den eksponentielle disruptive forandring i markedet for social sikkerhed og tryghed.

Det følgende skitserer kort det danske voldsmonopol i rammen af EU,  disruption af voldsmonopolet, det offentlige private krydsfelt og selv-regulering som værktøj til fastholdelse af demokratisk kontrol. Analysen afsluttes med en diskussion af tværsektoriel samtænkning af det samlede sociale ansvar for tilvejebringelse af sikkerhed og tryghed. Måske kan det bruges i den videre politiske debat.

VOLDSMONOPOL I FRIT FALD

I Danmark er der et tradition for at fastholde opgaver indenfor ordenshåndhævelse og magtanvendelse i et statsligt monopol. Voldsmonoplet er uddelegeret til statslige aktører. Den danske statsligt centrerede model står i kontrast til mentaliteter på tværs af medlemsstaterne i EU. Enkelte EU lande har i langt højere grad overladt en lang række opgaver til private aktører, som i Danmark er tildelt statslige aktører. Der er ikke fælleseuropæiske rammer for udlicitering af statens magtmonopol til private. Det er op til den sikkerhedspolitiske mentalitet i det enkelte medlemsland. På trods af globalisering fastholder medlemslandene en sikkerheds- og kriminalpolitisk identitet, der er centreret omkring den nationale territoriale suverænitet.

Dette gælder især hvordan man nationalt skruer reglerne sammen for tildeling af magtbeføjelser, anvendelse af teknologi og eksempelvis bevæbning af private aktører – enten som erstatning for, eller som supplement til indsættelse af bevæbnede statslige aktører.  

Fysisk beskyttelse og bevogtning af privat ejendom er generelt ikke en politiopgave, men løses af private sikkerhedsvirksomheder. Det fælles træk går igen i alle europæiske lande. Her har Danmark i en vis udstrækning samme tilgang som i vore nabolande.

Dette princip kommer imidlertid under pres, når den politiske styring går i affekt over terrorbegrebet. Private sårbare mål italesættes i et sikkerhedspolitisk narrativ og opnår status, hvor beskyttelse bliver en statslig centreret pligt i rammen af statens monopol på magtanvendelse.

Det sikkerhedspolitiske narrativ øger presset på begrænsede statslige ressourcer. Specielt i en politisk mediefortælling om mindre stat og mere velfærd, har statslige sikkerhedspolitiske agenter ikke det fornødne ressource beredskab. Det er sparet væk.

Det statslige voldsmonopol er i frit fald – ikke kun i Danmark. Idéen om det statslige centraliserede monopol på magtanvendelse er i frit fald i hele EU. Faldhastigheden er bestemt af nationale sikkerhedspolitiske mentaliteter, der udspringer af fortolkningen af  suverænitetsprincippet i det enkelte medlemsland. Tempoet i den igangværende disruption af voldsmonopolet er derfor også forskellig i de enkelte medlemslande.

En komparativ analyse kan vise, hvordan andre EU lande har truffet beslutninger om at privatisere opgaverne. Det leder til spørgsmålet: Er det sådan vi vil have det?

VERTIKAL OG HORISONTAL DISRUPTION

Markedet for privat sikkerhed er i kraftig vækst. Vertikal vækst i omsætning, men også horisontal udvidelse gennem nye teknologier og nye hybride ydelser, eksempelvis efterforskning, efterretning, overvågning og it-sikkerhed. Denne kombination af vertikal og horisontal industriel vækst hænger sammen med den igangværende udvidelse af sikkerhedsbegrebet. Den globale private sikkerhedsindustri er inde i et ekspanderende eksponentielt vækstforløb, der kunne ses som det indledende stadie af vertikal og horisontal disruption.  

En diskussion af politiets kerneopgaver skal derfor ses i relation til en disruptiv model, hvor private aktører accelererer imod en overtagelse af politiets opgaver og fragmentering af statens monopol på magtanvendelse.

Præmissen for vækst er, at private aktører yder bedre service og er billigere på den lange bane. Private entreprenører kan tilpasse deres virksomhed til ændringer i operationelle krav og justere produktionen til de konstant skiftende politiske vilkår og kriterier. Den private sikkerhedsindustri reagerer langt hurtigere og mere effektivt end kostbare statsligt centrerede forvaltningsmodeller, der ikke har adgang til at benytte flexicurity i medarbejderstaben. Den private sikkerhedsbranche kan udkonkurrere politiet på mange af de centrale kerneopgaver, fordi deres strategiske forandringsparathed ikke er belastet af træge parlamentariske beslutningsprocesser. Det er den private sikkerhedsindustris styrke, men kunne også tolkes som en trussel mod demokratiets latente svagheder gennem en kommercialisering af det statslige monopol på magtanvendelse.

Accelerationen i den private sikkerhedsindustri sker i et voksende tempo på vej imod det ultimative resultat af den disruptive proces: En singularitet, hvor det statsligt centrerede voldsmonopol uddelegeres til private og ikke til statslige aktører.

I den disruptive præmis kan privat sikkerhed opnå en så absolut indflydelse, at sikkerhedsindustrien i sig selv får tillagt statslig autoritet, beføjelser og beslutningsmandat i sikkerheds- og kriminalpolitiske spørgsmål. Dette er det centrale omdrejningspunkt i en kritik af nodale forvaltningsmodeller, hvor statsmagten er fragmenteret.

I dette futuristiske scenarie bliver det afgørende, hvorledes statsmagten navigerer det offentlige-private krydsfelt og tager beslutninger i nuet, der har effekt på den eksponentielle udvikling i den disruptive model.

 

PUBLIC PRIVATE PARTNERSHIPS

Den helt overordnede udfordring ligger i en principiel holdning til ansvarsfordelingen mellem offentlige og private aktører i sikkerhedspolitiske spørgsmål. Når nationale sikkerhedspolitiske løsninger udliciteres til private entreprenører, fragmenteres ansvaret. Politiske beslutninger omkring privatisering af statens magtmonopol bør tage udgangspunkt i en overvejelse af, hvordan staten forvalter den demokratiske parlamentariske kontrol med private sikkerhedspolitiske aktører.

Et aktuelt eksempel er den netop udkomne beretning fra Rigsrevisionen om offentlige myndigheders styring af it-sikkerheden hos private it-leverandører.  Rigsrevisorernes beretning er en konstatering af udfordringerne ved at etablere it-sikkerhed i krydsfeltet mellem offentlige og private aktører.  Rigsrevisionen kommer til den erkendelse, at forvaltning af offentlige-private partnerskaber omkring sikkerhed i vitale samfundsfunktioner kræver tydelige spilleregler, der afspejler en klar afgrænsning af ansvarsområder i samvirket mellem offentlige og private aktører.

Rigsrevisorerne konkluderer, at staten kan privatisere opgaver, men ikke kan udlicitere statens ansvar. Den lære kan overføres til det principielle spørgsmål om privatisering af statens magtmonopol og politiets kerneopgaver: Den enkelte borgers sikkerhed og tryghed er statens ansvar, selvom opgaven overdrages til private virksomheder.

I princippet handler diskussionen om, hvem der styrer og hvem der ror. De overordnede forvaltningsmodeller har ændret sig. ‘Styring’ og social koordination foregår i langt større omfang i forskellige netværk, som består af både statslige, private og frivillige sektorer. Denne udvikling medfører, at beslutninger af sikkerheds- eller kriminalpolitisk karakter ikke længere sker som resultat af centraliseret forvaltning, men i langt højere grad styres af processer, der ligger udenfor nationalstatens institutioner. Denne disruption – eller forandring af statslig styring er motiveret af en række forskellige tendenser. Dels er der den politiske reaktion mod ‘top-down’ statslig interventionisme til fordel for at sociale funktioner og behov opfyldes af ‘markedet’ eller ‘civilsamfundet’; dels er der opfyldelse af et pragmatisk behov for ændrede styringsfunktioner, der afspejler ændringer i en øget global kompleksitet, nye mønstre i en indbyrdes afhængighed og markante forandringer i opfattelsen af nationalstatens identitet. Den liberale model medfører at de samfundsvigtige funktioner, der før var fastholdt i et statsligt monopol, enten overdrages til private aktører eller underkastes markedsøkonomiske mekanismer.

Al privat virksomhed har en markedsøkonomisk tilgang, som præger den grundlæggende mentalitet. Dette gælder også for sikkerhedsindustrien, uanset om industrien leverer bevogtning eller teknologi. Den grundlæggende mentalitet prioriterer ikke nødvendigvis socialt ansvar eller samfundets samlede behov som målsætning for virksomhedens aktiviteter. Staten er overfor den enkelte borger garant for bæredygtighed, gennemsigtighed, ansvarlighed, sikkerhed og tryghed. Denne statslige garantistillelse skal fastholdes,  når opgaver overdrages til private entreprenører.

Fra et kriminalpolitisk synspunkt kan kommercialisering af sikkerhedsbegrebet medføre en uheldig social effekt: I en markedsorienteret mentalitet eksisterer sikkerhed og tryghed kun for dem, der har råd. Gated Communities er et eksempel. Det skaber intern splittelse i den demokratiske velfærdsmodel mellem dem, der er indenfor muren og dem, der står udenfor. Ved en kommercialisering af sikkerhed og tryghed bliver de svageste endnu mere sårbare.

I en fragmentering af statens monopol på magtanvendelse, der omfatter sikkerhed og tryghed for alle borgere, skal demokratisk kontrol forvaltes gennem offentlige-private partnerskaber, hvor statsmagten fastholder styringen. Denne styring skal navigere på tværs af vertikal og horisontal disruption gennem tværsektoriel samtænkning af industriel selv-regulering og lovkrav. Kravspecifikationer i industrielle standarder er den krumtap, som sikrer regulering af et ansvarligt socialøkonomiske aspekt, når vækst accelererer i en disruptiv model. Selv-regulering er imidlertid ikke løsningen, men kun en del af den disruptive påvirkning af den forvaltningsmæssige ligning. Her er industrielle standarder det fælles sprog, der bør anvendes for styringsfunktioner i Public Private Partnerships.

 

SELV-REGULERENDE DISRUPTION

‘Shit in – shit out’ er et mantra, der florerer i cirkler blandt de højest placerede og mest indflydelsesrige ledere i den private sikkerhedsindustri. Mantraet anvendes i en sarkastisk kritik af industrielle standarder. Kritikken udspringer i en opfattelse af, at standarder hæmmer den industrielle markedsøkonomiske vækst. Denne latente ledelsesmæssige misopfattelse af standardernes sproglige betydning i en ansvarlig sikkerhedspolitisk udvikling udgør et centralt skræmmebillede i en industri, der udadtil synes at trives på baggrund af en oprigtig social ansvarlighed.

Selvom udgangspunktet for fragmentering af statsmonopolet er velment og med de bedste intentioner om mindre stat og mere velfærd, overdrages ansvaret til virksomheder, der grundlæggende har en resultatfikseret markedsøkonomisk tilgang til den enkelte borgers sikkerhed og tryghed. Pludselige ændringer i det generelle operative trusselbillede kan forårsage behov for nye løsningsmodeller og inddragelse af yderligere ressourcer for tilvejebringelse af sikkerhed og tryghed.

Pirattruslen mod skibsfarten er et rigtigt godt eksempel på det foranderlige trusselbillede. I Danmark tog det forholdsvis lang tid at overbevise politikerne om, at der var behov for en løsning, der indebar ændringer i den fremherskende mentalitet og justeringer i lovgrundlaget omkring bevæbning af civile vagter til akut afhjælpning af truslen. Andre lande var meget hurtigere til at reagere ud fra en mere agil mentalitet. Den danske proces afslørede imidlertid fundamentale mangler i Lov om Privat Vagtvirksomhed, der generelt forekommer ufleksibel, forældet, ude af trit med det foranderlige trusselbillede og den vertikale og horisontale disruptive vækst i den globale sikkerhedsindustri.

Processen omkring legalisering af civile bevæbnede vagter afdækkede en sikkerhedspolitisk tilbageholdenhed overfor skibsfartens krav om privatisering af voldsmonopolet. Denne usikkerhed i beslutningsprocesserne  resulterede i en forsinket lovgivning, hvor overliggeren var sat meget lavt og hvor bestemmelsesgrundlaget væsentligst var løst tilknyttet selv-regulering. Selv-regulering, forstået som efterlevelse af industrielle standarder, tog indledningsvis udgangspunkt i en tolkning af principperne i ISO 9001:2008, men blev senere afløst af ISO/PAS 28007:2012. Kun to danske sikkerhedsvirksomheder opnåede certificering. I et internationalt perspektiv var der mange flere private udbydere af bevæbnede ydelser, der arbejdede ud fra mere lempelige krav og agile beslutningsprocesser i andre jurisdiktioner.

På det maritime område var der i den danske proces en manglende styrke i opkoblingen mellem lovkrav og selv-regulering. Denne mangel gjorde, at rederierne ud fra en økonomisk betragtning kunne bemande danskflagede skibe med billige bevæbnede vagter, der ikke var danske. Eksempelvis leverede danske sikkerhedsvirksomheder civile bevæbnede vagter med estisk statsborgerskab til danskflagede skibe. En markedsøkonomisk løsning, der reflekterede kundernes økonomiske krav, men ikke nødvendigvis fastholdt nogle samfundsøkonomiske interesser, såsom at skabe arbejdspladser til dansk arbejdskraft.

‘Kunden har altid ret’ er et princip, der indeholder en grundholdning, der kommer alle til gode, når man handler i Bilka. Samme princip kan imidlertid eliminere parlamentarisk kontrol med private sikkerhedsaktører, når private kunder shopper private sikkerhedspolitiske løsninger.

Overfører man denne erfaring til den aktuelle debat om udlicitering af voldsmonopolet, herunder eksempelvis privatisering af grænsevagter, kan man i en disruptiv tolkning af fremtiden risikere, at den danske grænse bemandes af private danske vagtvirksomheder, der ud fra et markedsøkonomisk profitabelt synspunkt leverer grænsevagter, der fremdeles består af billige kaukasiske bjergbønder, som ikke nødvendigvis taler dansk. Samme tendens finder også anvendelse i andre sektorer, eksempelvis ved udlicitering af statslige digitale løsninger til private leverandører af it-sikkerhed.

Selv-regulering, som styringsredskab i en disruptiv markedsøkonomi, må antages at accelerere til et stade, hvor statens ansvar i sikkerhedspolitiske spørgsmål kun har marginal indflydelse på udviklingen. Selv-regulering kan ikke stå alene. Ansvaret bør underlægges demokratisk kontrol gennem lovgivning.   

 

TVÆRSEKTORIEL SAMTÆNKNING AF DISRUPTION

Man kan konkludere, at selv-regulering ved fragmentering af voldsmonopolet skal forankres i tydelige politiske lovkrav, der fastholder statens ansvar og forpligtigelser overfor den enkelte borgers sikkerhed og tryghed.

Opretholdelse af den demokratiske kontrol med private sikkerhedsaktører bør være det afgørende udgangspunkt for nye typer af politiske styringsredskaber, der effektivt skaber en social og samfundsøkonomisk retning i eksponentielle disruptive processer. Specielt når disruption sker i et så centralt element, som privatisering af statens voldsmonopol, skal den politiske proces ske i et holistisk sikkerhedspolitisk og social-økonomisk narrativ, hvor tværsektoriel samtænkning er et bærende princip. Samvirke og sammenhængskraft skal prioriteres.

I en terapi af det potentielle trusselbillede, hvor eksponentiel disruption ultimativt indebærer en privatiseret singularitet af voldsmonopolet, skal omfanget af privatisering af sikkerhed og tryghed ikke kun overvejes som en ‘quick-fix’ løsning på den korte bane. Lige nu skal vi beslutte os for, hvor vi vil være om 5 – 10 år og justere den nationale sikkerhedsstrategi i en retning mod tværsektoriel samtænkning af det samlede sociale ansvar. Vi skal træffe et principielt valg omkring en fastholdelse  af statens voldsmonopol, som et udtryk for  nationalstatens grundlæggende identitet. Selvom ledvogteren er ude at vogte led, skal han vide, at hans datter er sikker og tryg.

 

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.