RESILIENS SOM STRATEGISK PARADIGME

Posted by

Til trods for den udbredte anvendelse af begrebet, eksisterer der ingen fælles definition af resiliens på tværs af forskellige fagområder, såsom psykologi, økologi, sociologi, statsvidenskab, militære studier, kriminologi, økonomi og teknologi. I mangel på en præcis tværsektoriel definition kan resiliens antage karakter af ‘Buzzword’.

Alligevel finder resiliens anvendelse som centralt koncept i en række af de seneste dokumenter fra NATO. Dette kommer til udtryk på det overordnede sikkerhedspolitiske niveau[1] og gennem analyser af resiliens i relation til alliancens artikel 3.[2] Resiliens får endvidere status som overordnet strategisk begreb i relation til kollektive sikkerhedspolitiske tiltag overfor trusler i cyber-segmentet og risici i forbindelse med beskyttelse af kritiske infrastrukturer.[3] Resiliens har hermed opnået status som strategisk paradigme i alliancens sikkerhedspolitiske ramme.

Den forsvarspolitiske anvendelse af konceptet er tidligere kommet til udtryk gennem et bredt udvalg af amerikanske nationale strategiske direktiver, se eksempelvis Det Hvide Hus 2011,[4] DHS 2009,[5] NIAC 2009.[6]  Specielt i relation til begrebet ‘Homeland Security’ har resiliens opnået status som et tværsektorielt sikkerhedspolitisk paradigme.

Resiliens anvendes i stigende grad som centralt paradigme i nationale forsvarsstrategier på tværs af alliancens medlemsstater. Dette gælder eksempelvis det overordnede nationale militære beredskab; udvikling og dimensionering af brand- og redningsberedskabet; beskyttelse af vitale samfundsfunktioner og kritiske infrastrukturer; beredskab for cybersikkerhed og det samlede nationale anti-terror beredskab.

I en forsvars- og sikkerhedspolitisk ramme er resiliens udtryk for en principiel tankegang, der er omdrejningspunkt for strategiudvikling, hvor resiliens generelt defineres som et sæt af egenskaber, der gør et system eller en enhed i stand til at genoprette en normaltilstand efter at være udsat for en given hændelse. I den holistiske definition er resiliens en betegnelse for et systems evne til at reducere sandsynligheden for at en hændelse indtræffer, evne til at reducere negative konsekvenser af en hændelse og en reduktion af den tid det tager før systemet er genoprettet til en normaltilstand efter en hændelse er indtruffet.

Resiliens får i denne fortolkning en generel betydning som fællesnævner for strategiske processer, der indbefatter afgørende overordnede principper og egenskaber, såsom beredskab; forbyggende foranstaltninger; reaktionskapacitet og restitution eller reetablering.[7] De grundlæggende principper og egenskaber kan opfattes som omdrejningspunkt i en sikkerhedsstrategisk definition af resiliens.

iso-22316-principskitse

Disse principper, egenskaber og aktiviteter er allerede velkendte koncepter indenfor risikostyring og sikkerhedsledelse i både private og offentlige virksomheder. Definitionen af resiliens i offentlige-private partnerskaber medfører en argumentation, hvor ansvaret for nationens sikkerhed og borgernes tryghed deles mellem både statslige og private aktører. Denne tilgang indeholder en ny politisk realitet, hvor offentlige og private aktører, til trods for deres forskellige opfattelser af sikkerhed og risikostyring, har som overordnet målsætning at skabe resiliens på tværs af samfundet. I denne tolkning bliver gensidig ansvarlighed en grundlæggende forudsætning for en definition af resiliens.[8]

Denne nye politiske virkelighed kan opfattes som et udtryk for en generel udvidelse af den traditionelle forsvarspolitiske interessesfære, hvor forsvar af territoriet oprindeligt var en kerneopgave forbeholdt statslige aktører. Udvidelsen forekommer at ske både horisontalt, i et samspil på tværs af en øget kreds af både offentlige og private aktører, samt vertikalt, hvor resiliens defineres henover et bredt spektrum, der rækker fra det enkelte individ, over lokalsamfundet, det regionale og nationale til det overstatslige eller internationale niveau. I det udvidede sikkerhedspolitiske kompleks opnår resiliens betydning som et fælles centralt paradigme på tværs af forskellige aktører på alle niveauer.

Resiliens som strategisk paradigme skal generelt forstås som den overordnede ramme for samfundsøkonomiske og sociale processer i forvaltningen af det omskiftelige og komplekse  risikobillede. Komplekse sammenhænge i risikolandskabet medfører et behov for at forstå disse sammenhænge og formulere en hensigtsmæssig respons. Dette kræver et tværsektorielt samarbejde med det formål at opbygge ansvarlighed og modstandskraft på tværs af samfundet i et samvirke mellem offentlige myndigheder, den enkelte virksomhed  og den enkelte borger. Resiliens beskriver dermed ikke kun en individuel tilgang, men kræver også et tværgående institutionelt engagement.

I denne sikkerhedspolitiske tolkning bliver resiliens et udtryk for den samlede kapacitet hos individer, samfund, institutioner, virksomheder og systemer til at udvikle strategier, hvor  resiliens har værdi uanset, hvilke former for risikofaktorer og kritiske hændelser, der forekommer.

Når resiliens italesættes i NATO alliancen, må det forventes, at krav indeholdt i det strategiske paradigme vil påvirke udarbejdelse af nationale strategier. Her bliver den afgørende udfordring at fastlægge mål for validering af resiliens i et tværsektorielt perspektiv.

[1] NATO (2016) Commitment to Enhance Resilience,  Press Release Issued by the Heads of State and Government participating in the meeting of the North Atlantic Council in Warsaw, 8-9 July 2016. http://www.nato.int/cps/en/natohq/official_texts_133180.htm
[2] NATO (2016) Resilience and Article 3, http://www.nato.int/cps/en/natohq/topics_132722.htm
[3] Shea, J. (2016) Resilience: A Core Element of Collective Defence http://www.nato.int/docu/review/2016/Also-in-2016/nato-defence-cyber-resilience/EN/index.htm
[4] The White House, 2011, Presidential Policy Directive/PPD-8: National Preparedness, March 30, Washington, D.C.
[5] DHS, 2009, National Infrastructure Protection Plan: Partnering to Enhance Protection and Resiliency, Washington, D.C.
[6] NIAC (National Infrastructure Advisory Council), 2009, Critical Infrastructure Resilience, Final Report and Recommendations, U.S. Department of Homeland Security, Washington, D.C.
[7] Carlson, L. et al (2012) Resilience: Theory and Applications, Decision and Information Sciences Division, Argonne National Library, US Department of Energy. Chicago.
[8] Matz, S. (2011) Public-Private Resilience: State vs. private conceptions of security risk management in cyber-based critical infrastructures, Paper presented at the European Intelligence and Security Informatics Conference 2011, 12-14 September 2011, Athens, Greece: IEEE Conference Papers.
Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.