JENSENS DIGITALE MANIFEST

Posted by

Hr. Jensen har lige et simpelt spørgsmål, der er inspireret af en nordjysk tilgang til virkeligheden: “Digitalisering. Hvad koster det?”

“Hvad koster det, at levere 3 GB internet til mig?” spørger han med knyttede næver. “3 GB internet koster mig 50 kr.! I fremtiden kommer det til at koste andet end ussel mammon,” fortsætter han. “Det kommer til at koste blod, sved og tårer.” Hr. Jensen tager et fast greb om den revolutionære høtyv, da jeg møder ham et hemmeligt sted i Brønshøj.

“Vi vil have gratis internet til alle – Nu!” Det er Hr. Jensens primære politiske krav til digitalisering. Kravet er ikke til forhandling.

Se også: DER BOR EN BAGER

“En betingelse for at drage nytte af digitalisering er, at man har adgang til digital teknologi. Hvis adgang til digital teknologi kun kan ske gennem kommercielle privatejede virksomheder mod heftig betaling, så bliver de fattigste, de syge, de gamle, og de mest udsatte lukket ude,” knurrer Hr. Jensen og svinger med den røde revolutionære fane. I det lille kælderlokale under en etageejendom i Brønshøj bliver der blæst klar til digital klassekamp i helt analog forstand. Konspirationsteorierne får en ordentlig en på frakken:

“Nu vil de også ha’, at min stemmeafgivelse skal digitaliseres. Det er dråben. Teknologien er så sårbar, at fællesskabet kommer helt udenfor demokratisk kontrol, når valgafstemninger bliver digitale,” siger Hr. Jensen, mens han snører støvlerne. “Frie valg er jo det eneste, der er tilbage af demokratiet. Resten er gået tabt i en tåge af fake news, sockpuppets, astroturfing bots og content filtering. Et digital demokrati kan man da ikke stole på. Det er ikke et rigtigt demokrati,” Hr. Jensen smører camouflage-creme i ansigtet.

SCAREM2

“Det er ikke rimeligt. Tele- og it-industrien har monopol på digital kommunikation og de folkevalgte kegler på Christiansborg har foræret dem rettighederne og nøglerne til demokratiet. Det er en forbrydelse mod fællesskabet.” Hr. Jensen sætter tændladninger i et par håndgranater.

Se også: DIGITALISERING: SKIBET, DER IKKE KUNNE SYNKE

“Jeg har hørt om tilfælde, hvor privatejede danske teknologi-giganter nægter at levere bredbåndforbindelse, hvis kunden har en negativ kreditvurdering eller ikke har fast arbejde. Det er selvfølgelig god risikobaseret liberal forretningsførelse. Men det forhindrer eller besværliggør de svageste borgeres adgang til at kommunikere med det offentlige digitale Danmark. Vi har vedtaget at digitalisere, men den kommercielle model udelukker de svageste.”

naever

Hr. Jensen er ikke kun træt af digitalisering. Han får udslæt over hele kroppen af snak om digital disruption og eksponentiel vækst.

“Jeg vil vove den påstand, at det, vores kære folkevalgte gør med digitalisering, er hverken disruptivt eller konstruktivt. Det er kriminelt. Det er en forbrydelse mod os alle sammen,” siger hr. Jensen, mens han fylder et par magasiner med patroner.

“Før fik man et brev fra kommunen med posten. Det var helt gratis at modtage post. Hvis kontanthjælpsmodtagere skal modtage samme post fra kommunen i dag, så skal de betale privatejede selskaber for digital teknologi, både hardware, software og serviceydelser, før de fattige har adgang til deres e-post fra det offentlige. Det er da rigtig smart. Især for de tunge drenge med aktier i tele og it giganterne. Portoen er pålagt modtagerne.”

“Digitalisering gør os ikke bare sårbare. Digitalisering skaber en kløft mellem dem, som er indenfor og dem, der er lukket ude. Digitalisering, som kun sigter mod kommerciel gevinstrealisering uden social målsætning forstærker modsætningsforholdet mellem inklusion og eksklusion. Det er en digital virkeliggørelse af tusindårsrigets budskab.”

Hr. Jensen tager en slurk vand. Protofascisme gør ham tør i halsen.

che

“Uber, Airbnb, Facebook, Google, Amazon er virksomheder, som er vokset eksplosivt eller eksponentielt, som det hedder i de hellige skrifter, der uddeles af menigheden omkring Church of Singularity,” siger Hr. Jensen med hovedrysten. “Deres succes ligger i, at de bevæger sig i en juridisk grå zone, der grænser til det kriminelle,” siger Hr. Jensen og tager hætten over hovedet. Han er klar til kamp.

“Vi har ikke brug for politikere, som lever i deres eget lille beskyttede luftkastel bag voldgraven på Christiansborg og opfører sig som reality-stjerner for at tækkes vores opmærksomhed. Det er blikfang og klikfang, men ikke fornuft, der styrer det digitaliserede demokrati. Vi har behov for ansvarlige beslutningstagere, som kender virkeligheden og ikke kun bevæger sig henover en disruptiv digital himmel på en sky af likes fra tilkøbte følgere på sociale medier,” siger Hr. Jensen. Han har ikke meget tilovers for et dansk demokrati, som lever et liv på en amerikansk ejet digital platform, der bliver styrtende rig ved at stjæle data med arme og ben for at sælge brugernes data til højestbydende.

Se også: FOLKESTYRE ELLER FACEBOOK-STYRE?

SCAREM1

“Den digitalisering jeg kan se herfra, bliver man jo kommunist af. Revolutionær. Noget så regulært knotten,” siger Hr. Jensen og tager ladegreb på automatgeværet. “Den sårbarhed digitalisering har medført, udspringer af teknologiens medfødte disruptive egenskaber. Vi har digitaliseret hele butikken og nu skal vi forsøge at tænke sikkerhed ind i en teknologi, der ikke ejer begreb om tryghed. Alle er sårbare i det digitale univers. Eksperterne siger nu, at enhver sørøver med ungdomssløvsind kan destruere eller disrupte teknologien. Selvom det kræver ressourcer og ret vidtstrakte kompetencer at røve netbanken i Kardemomme By, så virker den slags udsagn som industriens forsøg på at sælge billetter på en baggrund af oppisket cyberangst. I regeringens nye cyberstrategi er det brugerne, der kommer til at betale gildet. Ikke de virksomheder, der leverer en sårbar teknologi. Det er jo helt på hovedet,” brummer Hr. Jensen, mens han justerer lasersigtet på finskytteriflen.

Se også: ROBUST CYBERSIKKERHED

“Hvis jeg ejede en karrusel i Tivoli og karrusellen begyndte at smide folk hid og did – så er det da ikke dem, som bliver smidt af karrusellen, der har et ansvar og skal betale for bedre sikkerhed. Det er da ejeren af karrusellen. Sikkerhed skal da være indeholdt i prisen, når jeg køber min billet. Jeg skal da ikke tilkøbe en sikkerhedssele, når karrusellen først er begyndt at køre rundt. Det er jo tilfældet med digital teknologi. Hvis produktet ikke øger min tryghed, så er det underlødigt og skal skrottes,” slutter Hr. Jensen, retter på pistolhylsteret og rider mod den nedgående aftensol.

“Sikkert gratis internet til alle – Nu!” råber han over skulderen, mens han løfter lansen og rider til kamp mod vindmøllerne i Brønshøj. Det er grundsætningen i Jensens Digitale Manifest. Han er på korstog mod blå digitale evangelister.

Hr. Jensens tro væbner, Sancho, følger efter med dronerne og kufferten med dimserne til elektronisk krigsførelse. “Tag dig ikke af ham,” siger han i forbifarten. “Don Jensen er bindegal. Det næste bliver, at han vil ha’ it-industrien og de sociale medier til at betale ham for, at han opretter en profil, så de kan høste hans data,” griner han. “Det er måske bindegalt, men du må indrømme, at det er da underholdende at sælge sin sjæl,” bræger Sancho og hiver presenningen af mellemdistance missilerne. “Det bedste forsvar er selvforsvar. Sådan har det altid været og digitalisering har ikke ændret på det. Tværtimod,” smiler han. Det kan nok være, at Hr. Jensen i den grad har bevæbnet sig i nødværge. Der er budt op til revolutionær kinddans i Brønshøj. Det skal nok blive underholdende.

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.