KOGNITIV DISSONANS

Posted by

I. TALMAGI

   Fejl i politiets anvendelse af tele-oplysninger; ansatte, der får indopereret chips for at lette adgangskontrol til deres arbejdsplads; armbånd med datachips til deltagere på Roskilde festival; ansigtsgenkendelsesteknologi ved fodboldkampe i Brøndby; brug af offentlige data til udpegning af socialt udsatte i Gladsaxe Kommune; ‘Lov om aktiv beskæftigelsesindsats’, som åbner for datadrevet profilering af arbejdsløse; udnyttelse af sundhedsdata til forskningsformål; Udbetaling Danmarks samkøring af data for at afsløre socialt bedrageri; folketingskandidaters brug af Facebook data til meningspåvirkning i den seneste valgkamp. Dette er blot et udpluk af den kontroversielle anvendelse af data, som er oppe i tiden i Danmark.

   En simpel gennemgang af din daglige nyhedsstrøm vil afsløre mindst én ‘nyhed’, som ikke omhandler en faktuel hændelse, men serverer et budskab baseret på et forskningsresultat, der er et produkt af empiri, tal eller dataanalyse. Anvendelse af data gør grænserne mellem nyhedsformidling og meningsdannelse flydende.

   I det data-drevne demokrati er tal og talbehandling en dominerende indflydelsesrig konstant. Tal er grundsubstansen i digital teknologi og data. Tal lyver ikke. Det kan de ikke. At lyve er en menneskelig egenskab. Til gengæld fortæller tal ikke altid hele sandheden. Alligevel er mange beslutninger, adfærd og meninger baseret på tillid til tal, digital teknologi og dataanalyse.

   Relationer mellem mennesker og digital teknologi har indflydelse på vor kognitive bias – flytter ved vores evne til at træffe rationelle valg. Data påvirker vore valg og beslutninger. Oftest uden vi opdager det eller har mulighed for at beskytte os selv imod det.

   Politisering og kommercialisering af data er vanskelig at forstå eller teoretisere. Vi har ikke kortlagt de sociale konsekvenser af digitalisering. Udviklingen går for stærkt. Teknologien er ugennemsigtig. Praksis er hemmelig og anonym. Data danner invasiv værdiskabelse gennem ‘overvågningskapitalisme’. Psykosociale og adfærdspsykologiske påvirkninger er snigende og svære at opdage over tid. Brugere er ofre for udspekuleret retorisk misinformation og målbevidst politisk eller kulturelt bedrag.

   I udgangspunktet udgør data et praktisk redskab for ‘objektive’ statistiske analyser i rammen af kvantitativ sociologi. Værdien af data finder i stigende omfang anvendelse i politiske argumenter og udgør det kvantitative grundlag for meningsdannelse og demokratiske beslutningsprocesser. Fremkomsten af den data-drevne tankegang kan tilskrives internettets globale udbredelse og fødslen af en esoterisk æra af Bigdata, der besværger data som rene, uskyldige og undfanget i en guddommelig intervention, hvor data og fakta konverteres til endegyldige universelle sandheder.

   Tillid til digital behandling af data overser imidlertid det faktum, at dataanalyse altid indeholder en subjektiv vurdering, der er afhængig af og opbygget omkring en række kognitive bias. Den subjektive vurdering sker uanset om dataanalysen gennemføres manuelt eller igennem kode indlejret i maskinel behandling, såsom algoritmer, ‘Artificial Intelligence’ eller ‘Machine Learning’.

   Dataanalyse danner subjektive bias, som betyder, at en forudgående opfattelse og fortolkning af en persons adfærd ofte vil få karakter af en selvopfyldende profeti. Det centrale faresignal i en sociologisk fortolkning af data er, at dataanalyse kan forårsage forskellige former for arbitrær segregering af enkeltpersoner eller eksklusion af hele befolkningsgrupper.

   Data er grundstof i digitaliseringsprocesser, der skaber stereotyper, eller kognitive skemaer, hvor simplificerede og kompromisløse digitale repræsentationer bliver overført til den fysiske virkelighed i form af indiskutable fakta.

   Den måde vi anvender data som ressource understreger, at Danmark allerede er et data-drevet demokrati. Det er ikke en omstilling, som vil ske på et tidspunkt ude i fremtiden. Det er ikke en dystopisk science fiction fortælling. Omstillingen er sket og påvirker vores tilværelse – her og nu! Vi er alle under konstant overvågning enten helt frivilligt eller uden vi lægger mærke til det. Danmark er placeret på en fornem førsteplads blandt verdens mest digitaliserede – og dermed også mest data-drevne samfund. Det betyder også, at danskere er blandt de mest overvågede i verden. I Danmark overvåger vi os selv – både frivilligt og ufrivilligt – i samme omfang som staten gør i Kina eller regimer i lande, vi normalt ikke vil være i klub med. Forskellen er, at vi først lige er begyndt at opdage det.

II. OVERVÅGNINGSKULTUR

   Noget tyder på, at vi er blevet tonedøve overfor den overvågningskultur, som et data-drevet demokrati fører med sig.

   Fornemmelsen af, at ‘nogen holder øje med dig’, er blevet en accepteret del af hverdagen. Den fornemmelse styrer din adfærd online, den måde du tænker på, den måde du ytrer dig på og hvordan du møder, omgås eller bedømmer andre. Enten bevidst eller ubevidst. De fleste er vant til overvågning, hvis ikke de er blevet ligegyldige – eller endda afmægtige – overfor det faktum, at der er offentlige og private aktører, der sporer, overvåger, registrerer, analyserer og udnytter dine e-mails, telefonopkald, færden, forbrugeradfærd, onlineprofil, aktiviteter på sociale medier eller andre personlige data, der er i omløb. De digitale ‘fingeraftryk’, du uvilkårligt efterlader i et gennem-digitaliseret samfund, udgør et effektivt råmateriale til kommerciel adfærdsdesign eller politisk kontrol.

   I et data-drevet demokrati rækker overvågning langt ud over de klassiske discipliner indenfor skæg og blå briller, der skabte tradition for telefonaflytninger, sikkerhedskameraer eller skygning i koldkrigstidens spiongalleri. Overvågningskulturen er blevet digital og benytter en række nye teknologier, såsom ‘cookies’, webkameraer, GPS sporing, satellitter, droner, krops-scannere, biometrisk identifikation, wi-fi, brug af betalingskort, nummerplade- eller ansigtsgenkendelse. Den digitale udvikling har også flyttet fokus fra at spionere mod andre lande til at spionere mod nationalstatens egne borgere.

   De fleste slæber rundt med mobiltelefoner, som i sig selv er et fuldgyldigt selvstændigt overvågningssystem forstærket med apps, der registrerer data om løbeture, spisevaner, søvnrytme, helbredstilstand, drømmetydning, mærkedage, rejsehistorik, lokations-data, musikvalg og meget mere. I mange tilfælde sender apps dine data til dem, som har lavet din app – helt uden dit vidende. Det betyder, at hvis du bruger en app, skal du overveje, om din app giver dig mere, end du giver din app. 

   Indsamling og bearbejdning af data sker i en gråzone mellem frivillig og ufrivillig overvågning. Brugerne er ofte uvidende om, at deres personlige data opbevares og anvendes til kommercielle formål og statslig kontrol. Ufrivillig overvågning sker selvsagt uden samtykke. Samtidig er samtykkeerklæringer ugennemsigtige for de fleste. Overvågning uden samtykke er i strid med fundamentale demokratiske rettigheder, hvis der ikke foreligger en retskendelse.

   Alligevel er det ikke muligt at præcisere en skarp adskillelse mellem ufrivillig og frivillig overvågning, da disse to typer af overvågning ofte overlapper og forstærker hinanden. Populært sagt er der to grupper af mennesker, som er under konstant overvågning i det data-drevne demokrati: Den første gruppe er blevet udstyret med en fodlænke om anklen efter en domsafsigelse. Den anden gruppe er alle de andre.

   Data-drevet demokrati fremmer en form for social kontrol, hvor borgeren deltager ‘frivilligt’ for at undgå social eksklusion.

   Anvendelse af data i et data-drevet demokrati antager mange forskellige former for kontrol, men har specielt betydning for prioriteringer i tilvejebringelse af sikkerhed, ordenshåndhævelse, nye typer af bevisførelse eller ændringer i retslige normer. Dette skaber ændringer i den traditionelle relation mellem forbrydelse og straf. Indespærring, frihedsberøvelse og indskrænkninger i den personlige bevægelsesfrihed, som eksempler på de mest gængse principper for afstraffelse, er i det data-drevne demokrati suppleret med – eller helt erstattet af – udelukkelse og eksklusion, som det bærende kriminalpræventive paradigme. I det data-drevne demokrati har lange fængselsstraffe langt mindre forebyggende effekt end udsigten til at blive udelukket fra adgang til internettet.      

   Netop kombinationen af frivillig og ufrivillig dataficering gør det misvisende at beskrive den eksisterende overvågningskultur som totalitær eller anti-demokratisk. Det data-drevne demokrati er snarere en ny type af kontrolsamfund, hvor den enkelte selv deltager i et samspil med samfundets kontrolforanstaltninger og – bevidst eller ubevidst – konstant underkaster sig selvkontrol, selvbeherskelse eller selvcensur. I den eksisterende overvågningskultur udføres overvågning af den enkelte borger selv ved egen drift – og ved eget valg. Overvågning er ikke nødvendigvis påduttet den enkelte af et totalitært undertrykkende regime eller skruppelløse tech-giganter. Overvågning i et data-drevet demokrati er en konsekvens af en række ‘frie’ valg og beslutninger, som den enkelte selv tager. Med udgangspunkt i overvågningskulturens talmagi, er det imidlertid diskutabelt i hvor høj grad borgerens beslutninger er baseret på rationalitet eller informeret accept. Overvågningskulturen har en indbygget latent ubalance – en disharmoni, som jeg kalder kognitiv dissonans.

III. KOGNITIV DISSONANS  

   Data-drevet demokrati indebærer en ugennemsigtig udveksling af rettigheder, hvor en række etiske, retssikkerhedsmæssige og menneskeretslige forhold kommer under pres. Når børn og voksne boltrer sig i et data-drevent demokrati, skal de navigere et komplekst juridisk miljø, der udover latente strafferetslige restriktioner eksempelvis omfatter metervis af brugerlicenser, ansvarsfraskrivelser, samtykke-erklæringer, osv. Den juridiske kompleksitet bevirker, at man ikke kan forvente disse mekanismer giver meningsfyldt samtykke for den ‘uindviede’. Det gælder hverken i form af accept, som findes i de traditionelle kommercielle markedsmekanismer, eller i form af demokratisk kontrol udtrykt i lovgivning og regulering. 

   Udøvelse af retten til privatliv og ytringsfrihed i et data-drevet demokrati indebærer altså et valg. Man kan vælge at holde noget for sig selv eller man kan dele det med resten af verden. Rettigheder til privatliv og ytringsfrihed afskrives i en byttehandel, hvor retten til at deltage og ytre sig byttes mod ophavsret til indholdet og ejendomsret til de data, som aktiviteten genererer. Alle brugere giver deres samtykke til denne tuskhandel mod at få ‘gratis’ adgang til online sociale platforme. Ejerskab og ophavsret til data overføres fra brugeren til platformen. Dette skaber i princippet en usynlig ‘Paywall’ omkring både offentlige og private online sociale konfigurationer: Brugere betaler for adgang ved helt eller delvist at afskrive ejerskab til deres personlige rådata.

   Det skaber kognitiv dissonans. Skal borgere have adgang til private online konfigurationer, offentlige tjenester og ydelser – eller deltage i den demokratiske samtale – er de tvunget til at foretage et valg mellem to lige dårlige alternativer: Accept af overvågning – eller udelukkelse. 

   Kognitiv dissonans er et centralt omdrejningspunkt i den gængse kritik af den overvågningskultur, som er grundlaget for et data-drevet demokrati. Imellem de to yderpunkter – frihed eller sikkerhed – skal den enkelte give helt eller delvist afkald på nogle fundamentale demokratiske rettigheder. Kognitiv dissonans er dermed en grundlæggende post-demokratisk markør, der tegner omridset af et data-drevet demokrati. 

   Alligevel opgiver de fleste retten til privatliv helt frivilligt. Borgere deler offentligt deres data, ferieoplevelser, billeder af husdyr, præferencer og særlige personlige/private forhold på sociale medier som Facebook, Instagram, YouTube eller Twitter og bidrager dermed frivilligt til overvågning og kommerciel udnyttelse af deres data for profit.

   Men omfattende offentlig digitalisering betyder også, at borgere er tvunget til at overdrage personlige data til offentlige myndigheder, der samkører borgernes data i politisk eller strategisk øjemed – eller med hensigter om social kontrol. Offentlig anvendelse af data indebærer både muligheder og risici. Offentlig dataanalyse anvendes til forskellige former for social rubricering eller indplacering. Datadrevet offentlig forvaltning giver muligheder for økonomiske fordele ved at identificere adfærdsmønstre og forudsige behov for indsatser overfor udsatte borgere. Men offentlig kapitalisering af data øger risikoen for at træffe afgørelser, som kan indebære marginalisering, stigmatisering eller segregering af individer, hvis de udviser uønsket adfærd eller tilhører en risikogruppe, hvor data registrerer og forudsiger en vis grad af sandsynlighed for, at den enkelte er disponeret mod sygdom, arbejdsløshed eller kriminelle tendenser. Kognitiv dissonans i offentlig overvågning indebærer en risiko for social ubalance, hvor datadrevne kognitive skemaer erstatter sund fornuft og fastholder eller udelukker borgere i alenlange ugennemsigtige ‘behandlingsforløb’, snarere end at inkludere eller involvere.

IV. DECENTRALISERING  

 Kognitiv dissonans ændrer ikke kun de grundlæggende demokratiske eller kommercielle spilleregler, men flytter ved relationer mellem offentlig-privat virksomhed og den enkelte borger. Overvågning er i stigende grad decentraliseret. Decentralisering distribuerer overvågning på et bredere felt af offentlige og private aktører og er mere vedvarende og vedholdende, da overvågningen ikke bare foregår i det offentlige rum, men også trænger helt ind i privatlivssfæren. Data er en vigtig ressource både i relation til kommercielle interesser, men også i forbindelse med offentlig kontrol. Begrebet ‘overvågningskapitalisme’ dækker anvendelse af data for profit, mens begreber som ‘Big Brother’ eller ‘Det Frivillige Panoptikon’ beskriver den offentlige anvendelse af data som råstof.

   Decentralisering betyder, at afgrænsningen mellem offentlig og privat overvågning bliver porøs og medfører konvergens mellem statslig overvågning, der underbygger social kontrol eller har en sikkerheds- eller kriminalpolitisk målsætning, og en kommerciel overvågning, der sker med henblik på adfærdsdesign og profit. Statslig og kommerciel overvågning udgør samlet et ugennemsigtigt netværk af offentlig-privat samkøring af data, hvor statslig overvågning i høj grad benytter og er afhængig af data, som borgere deler gennem internetudbydere, teleselskaber og åbne kommercielle platforme såsom Google, Facebook, Microsoft og Apple. Decentralisering skaber data-strømme, som føder offentlige og kommercielle algoritmer. Øget regulering af digitalisering og dataficering kunne have den uhensigtsmæssige effekt, at reguleret adgang til data som råmateriale står i vejen for data-drevet innovation og data-drevet offentlig forvaltning. Derfor er der stærke kræfter, der argumenterer imod øget centraliseret regulering af det data-drevne demokrati og ønsker at fastholde fragmentering af statens indflydelse og autoritet.

   Disse tendenser er udtryk for en transformation i opfattelsen af de grundlæggende demokratiske ideer om en samfundsmodel, der stiller garantier for åbenhed, gennemsigtighed, ytringsfrihed og ret til privatliv. Et data-drevet demokrati er en decentraliseret post-demokratisk model, hvor lovgivningen tillader, at offentlige myndigheder og statslige efterretningstjenester – i et ugennemsigtigt samarbejde med private virksomheder – indsamler millioner af private e-mails, telefonopkald og andre data – og dermed i virkeligheden behandler enhver borger som en potentiel fjende, der kræver konstant overvågning. Man overvåger hele høstakken for at finde frem til en nål. Denne udvikling er resultat af et narrativ, hvor angst for terrorhandlinger har retfærdiggjort en generel accept af politiske beslutninger, der øger både Forsvarets og politiets beføjelser. Anti-terror indsatsen indebærer en generel accept af offentlig adgang til omfattende overvågning af befolkningen udenom proportionalitetsprincippet. 

   I dette narrativ synes flertallet at være villige til at godkende begrænsninger i demokratiets traditionelle grundpiller. Argumentet er, at hvis man ikke gør noget forkert, har man ikke noget at frygte.

   Data-drevet demokrati er dermed en post-demokratisk tilstand, hvor en overvågningskultur har reduceret de demokratiske dyder til en symbolsk illusion. Det er med udgangspunkt i denne noget dunkle baggrund, at vore kære folkevalgte opfordrer til fortsat tillid til data-drevet demokrati.

   Selvom formålet med både offentlig og privat digitalisering oprindeligt fremstår legitimt og anerkendelsesværdigt er manglen på demokratisk kontrol meget problematisk. Overfor konvergens af offentlige og private interesser i en magtfuldendt overvågnings-industri er den enkelte borger overladt til at forsvare egne interesser ved enten at gå off-grid – eller deltage i tillid til et data-drevet demokrati.  

   Fortællingen om data-drevet demokrati handler om stigende overvågning, kapitalisering og social kontrol, der skaber øget mistillid til offentlig-privat digitalisering, samkøring af data i det online sociale miljø, og brug af data som ressource eller anvendelse af dataanalyse som argument.

   Selvom digitalisering indebærer positive påvirkninger, såsom effektivisering, øget kommunikation, innovation og vækst, skaber stigende erkendelse af den kognitive dissonans i data-drevet overvågning øget skepsis og krav om regulering af digitalisering.

   Data om alder, sygdom, uddannelse, oprindelsesland, statsborgerskab, økonomisk stabilitet, job historik, social baggrund, familie-relationer og bekendtskabskreds kan give dig tilbud om bedre produkter, bedre behandling og nemmere adgang til arbejdsmarkedet. Men borgere kan også blive helt eller delvist ekskluderet på baggrund af sociale eller kommercielle rangeringssystemer. Data kan holde dig udenfor, begrænse dine muligheder og sanktionere dig om 20-30 år, for ting du siger eller gør i dag – uden du forstår hvorfor – eller kan opponere. Data har ingen ‘sidste salgsdato’. 

   I totalitære stater er der ingen tvivl eller diskussion. Her anvender regimer meget direkte og hårdhændede – men åbenlyse – metoder til overvågning af befolkningen. I et data-drevet demokrati er overvågningskulturen stadig ugennemsigtig, uoverskuelig og skjult. Overvågningskulturen i et data-drevet demokrati har en indbygget kognitiv dissonans, der opstår ved decentralisering af dataficering. Brug af data i et kontrolsamfund, der er præget af en overvågningskultur, devaluerer borgerens fundamentale rettigheder og indsnævrer den enkeltes valgmuligheder. I denne data-drevne post-demokratiske konstruktion er retten til at deltage i demokratiske valg det eneste tilbageværende levn af den oprindelige demokratiske idé. Men det er stadig et demokrati. Et data-drevet demokrati. Et demokrati uden demokratisk kontrol. Det udligner forskellen mellem social kontrol i totalitære stater og et data-drevet demokratisk kontrolsamfund. Når vi peger en finger ad den kinesiske model, er der tre fingre, som peger på os selv.

V. DEREGULERING   

   Den lovgivningsmæssige arkitektur for digitalisering generelt – og sociale medier i særdeleshed – har udviklet sig på en måde, som eksemplificerer skiftet fra “Government” til “Governance” i den almindelige opfattelse af ansvar for tilvejebringelse af sikkerhed i det online sociale univers. Der er generelt et efterslæb af regulering, lovgivning og politisk styring af digitalisering og dataficering. Efterslæbet gør den demokratiske model sårbar. Det giver afstand mellem det industrien finder på – og den samfundsmæssige kontrol med de sociale konsekvenser af den eksponentielle teknologiudvikling. Målsætninger om at gøre internettet til både det sikreste sted for online social interaktion og det bedste sted for digital værdiskabelse, kan vise sig at være gensidigt uforenelige.

   Det er meget lidt sandsynligt, at en liberal markedsøkonomisk tankegang kan leve med begrænsninger af den lukrative forretningsmodel, især hvis politisk styring og regulering indebærer placering af øget socialt ansvar og skærpede krav til rettidig omhu hos leverandører af sociale medier og digitale løsninger. Samtidig betragtes statslige forsøg på regulering af indhold på platforme som censur eller indgreb i individets ytringsfrihed. Denne ambivalens skaber et neoliberalt skær over tiltag til datalovgivning, da der tænkes i individer og ikke i kollektiver eller sociale grupper. Det kan eksempelvis forudses, at en fremtidig revideret version af persondataforordningen bør tilpasses en dagsorden, der øger regulering af det data-drevne demokrati og mindsker kognitiv dissonans.  

   Deregulering er imidlertid blevet et fast punkt på den politiske dagsorden i de seneste år. Denne udvikling åbner et paradoks i regulering af eksponentiel digital udvikling. Argumentet for statslig deregulering støtter ideen om, at øget frihed fra statslig indflydelse giver virksomheder og enkeltpersoner flere muligheder for selvrealisering, som menes at føre til et mere velstående samfund. Dette argument er generelt plausibelt i en traditionel markedsøkonomi, men i forbindelse med regulering af en eksponentiel digital udvikling, danner princippet om deregulering en paradoksal situation, hvor regeringer vender sig væk fra regulering samtidig med, at monopolistiske platformsvirksomheder fokuserer på at skabe deres egne reguleringssystemer, som såvel brugere som ikke-brugere mere eller mindre frivilligt tilslutter sig med henblik på at opnå adgang. Dette skaber et paradoks i politisk styring: Brugere accepterer gerne at blive styret for at få adgang, men platforme sætter deres lovgivningsmæssige standarder med deres egen forretning i tankerne.

   Dermed er platforme blevet udøvende politiske strukturer i deres egen ret. Samtidig udgør data genereret af brugere en potent strategisk ressource.

   Regulering af det digitale univers har været passiv og reaktiv. Regulering har sigtet mod opsplitning af monopoler og uddeling af bøder i et forsøg på at håndhæve beskatningsregler eller love om ret til privatliv. Fra et overordnet synspunkt kan det konstateres, at lovgivning og regulering i Web 3.0 bør være mere proaktiv, idet forretningsmodeller og praksis i den nuværende platformsøkonomi ser ud til at ignorere sociale behov eller unddrage sig socialt ansvar. Det er sikkert at påstå, at deregulering er den direkte årsag til fragmentering af demokratisk kontrol med det online sociale univers.

   Fragmentering af roller, ansvar og ressourcetildeling synes at hæmme det tværsektorielle samarbejde mellem offentlige myndigheder og private platforme. Fragmentering af den statsligt centrerede demokratiske styringsmodel har kortsluttet implementering af politiske intentioner om, at regulere den eksponentielle udvikling af digitale teknologier og online sociale konfigurationer.

   Dette dilemma danner et tomrum – et ‘cybergap’ – hvor der eksisterer en afstand imellem det, som teknologi og data kan bruges til og det social kontrol, beskyttelse, regulering og almindelig sund fornuft burde gøre.

VI. KONKLUSION

   I Web 3.0 er det en vigtig udfordring at modvirke fragmentering af politisk autoritet og mindske afstanden mellem statslig regulering og selvregulering. Det tyder på, at offentligt-privat samarbejde skal skabe lovgivningsmæssige rammer, der både regulerer platforme og er designet til at arbejde gennem de mekanismer, der benyttes af platforme.

   I fremtiden skal regulering styrke en omfordeling af ejerskab af data for at sikre, at kognitiv dissonans mindskes eller helt forsvinder, når alle får en retfærdig byttehandel. Fremtidige lovgivningsarkitekturer skal bestemme, hvordan offentlige og private aktører udnytter data som en ressource – både hvad angår overvågning, værdiskabelse, indflydelse og rettigheder til profit. Det betyder, at morgendagens platforme kan komme i en situation, hvor de afkræves betaling til de brugere, som skaber indhold eller accepterer at overføre ejerskab af personlige data til platformen.

   Samlet set er det data-drevne demokrati opbygget omkring en overvågningskultur, der er præget af kognitiv dissonans, som forstærkes af decentralisering og deregulering. Denne post-demokratiske tilstand er udtryk for en massiv etisk og social deroute, som nødvendigvis skal adresseres både i en politisk og markedsøkonomisk ramme for regulering i Web 3.0.

Platformøkonomi i Web 3.0 skal ske i en afvejning mellem regulering af dataficering og digital innovation i en eksponentiel vækst, hvor der i højere grad stræbes efter at etablere kognitiv balance gennem en bredere fordeling af værdiskabelsen, så digitalisering er til gavn for alle og ikke kun de få.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.