BAG HEGNET: KYNDELMISSE 1992

Posted by

Jeg kan være på farten i løbet af et kvarter, hvis vi bliver beordret til at evakuere – eller ‘relokere’, som det hedder i manualen. Min rygsæk er allerede pakket i henhold til sikkerhedsbestemmelserne. Maksimum 12 kilo. Heraf tre liter drikkevand og madrationer til tre dage. Resten må jeg bare efterlade, hvis det bliver for broget at være der. Det giver min tilværelse i Gaza et stærkt præg af at være på midlertidigt besøg. 

Jeg har lejet en billig lejlighed på tredje sal i den sydlige udkant af Gaza City. Lejligheden er alt for stor, men fra den lille altan er der udsigt over Middelhavet. Jeg opholder mig kun i lejligheden, når jeg skal sove. Kun stuen og det ene soveværelse er meget sparsomt møbleret. 120 kvadratmeter lyst flisegulv med kridhvide vægge. Ingen finurlige kringelkroge. Ingen luksus. Intet personligt præg. Køkkenet er ryddet, rent og ubrugt. Jeg har kun brug for min medbragte elektriske kedel og mit personlige krus med FN-logo på. Et hjørne af køkkenet optager mit lager af flaskevand. Jeg laver ikke mad i lejligheden. Det er for besværligt. Køleskabet er gabende tomt, bortset fra et par flasker vin og en ramme Budweiser. Det er nemt at holde. Det sparer mig for både rengøring og overvejelser omkring indretning. 

Jeg er sendt til Gaza som enkeltmand. Det betyder, at jeg selv skal finde ud af, hvor jeg skal bo. Der er ingen bevogtet militær lejr at trække sig tilbage til udenfor kontortid. I et aktivt katastrofeområde som Gaza, er det er mit eget ansvar at finde en bolig, der ligger i nogenlunde relativ sikkerhed. Jeg har valgt min bolig ud fra den betragtning, at to kvinder, der arbejder ved FN, bor på første og anden sal i bygningen.  De har krævende og risikofyldte jobs med monitering af den humanitære situation i flygtningelejrene. De har allerede været her i et års tid, så jeg stoler på, at de kender situationen bedre end jeg gør. 

I min iver for at finde et sted at sove overså jeg en lille detalje, inden jeg flyttede ind. Den lokale moské, en lille grå uanseelig firkant i gasbeton uden hverken minaret eller gyldne kupler, er placeret klos op ad min bolig. Hver dag ved solopgang bliver jeg vækket, når imamen tænder for mikrofonen. Det giver et drønende dunk i højtaleren, som er hængt op i en pæl direkte udenfor mit vindue i soveværelset. Et decibel-chok, der ryster sengen og kan vække selv de døde. 

Det er ikke det værste. Nogle dage rømmer imamen sig, snøfter, hoster og producerer en kalorietung hakker efter mikrofonen er tændt. Det er en brat og temmelig brutal opvågnen. Ikke ligefrem nogen åbenbaring.  

Men så bliver det endnu værre. Manden er tonedøv. Hans kald til morgenbøn dingler vilkårligt på må og få gennem tonearterne. En ynk uden lige. Nul point for det kunstneriske indtryk. Uskønt, men til gengæld bragende højt. Angstfremkaldende – grænsende til det traumatiske. Meget effektivt. Det skal han have. Der er hverken folk eller fæ, der tør at lægge sig til at sove efter en sådan indsats. Hans præstation kan kun sammenlignes med en kristen præst, der slår på et grydelåg med en ske i stedet for at ringe med kirkeklokkerne.  

Til gengæld sparer jeg udgiften til et vækkeur.  

Gaza har sin egen rytme. Dagen starter når solen stor op. Det sørger min nabo for. 

Jeg koger en kedel vand til dagens første kop Nescafé. Gold naturligvis. Morgenstund skal have guld i mund. En smule luksus i en minimalistisk tilværelse. Jeg slubrer den skoldhede kaffe i mig på den vestvendte altan med udsigt over stranden og havet. Den salte duft fra havet overdøver den sædvanlige stank af henkastet skrald og affald i opløsning, der er så kendetegnende for oplevelsen i Gaza. 

Den opgående sol varmer omgivelserne op, men her i skyggen af bygningen er luften stadig kølig omkring de 18 grader. Jeg har afsluttet min morgenrutine. Opvarmning; armbøjninger; kropshævninger; knæbøjninger og mavebøjninger. Udstrækning, barbering og brusebad. Jeg ville hellere tage en løbetur langs stranden i solopgangen, men sikkerhedsbestemmelserne for militære observatører tjenestegørende i Gaza Striben forbyder al færden til fods udenfor FN-installationer. 

I dag er en speciel dag i det Herrens år 1992. Tredje tirsdag i måneden. Det betyder, at vort lille hold på to militære FN-observatører ved United Nations Liaison Office Gaza endelig er betroet en faktisk opgave.  

Det er min tur til at eskortere en FN-lastbil med diplomatpost igennem Gaza fra nord til syd. Jeg skal sørge for, at posten kommer sikkert frem og undgå, at lastbilen farer vild. En simpel ‘Følg Mig!’ øvelse. Ubevæbnet naturligvis. Hvor svært kan det være? I regn og slud ….. 

FN vil vise flaget og foregive, at der midt under den igangværende kaotiske Intifada alligevel eksisterer en form for normaltilstand i Gaza. En argumentation, der holder fast ved, at man – til trods for den noget blakkede situation – kan opretholde en kurer-rute mellem Jerusalem og Cairo ved at køre postbilen igennem Gaza. International symbolpolitik, som skal demonstrere og dokumentere FN’s ubegrænsede bevægelsesfrihed. Ren paradeforestilling. Man kunne lige så godt køre udenom Gaza ad den nyanlagte omfartsvej, som alle andre bruger langs ydersiden af indhegningen. Det ville være mere sikkert og helt udramatisk at tage turen på den israelske side af hegnet. Men symbolværdien ville sandsynligvis gå fløjten. 

Alligevel er jeg tændt. Opgaven giver mulighed for en beordret tur til Rafah, grænseovergangen mellem Israel og Ægypten. Helt legitim militær sightseeing i Ray Bans, blå baret og nystrøget hvid skjorte med masser af tingel-tangel henover brystet. Fås ikke bedre.  

Et tiltrængt afbræk i den noget rutineprægede daglige trummerum. En chance for at se noget andet end den faste tilladte rute mellem kontoret i Gaza City og den nordlige grænseovergang til Israel. Opgaven ligger udover de mange restriktioner, som er indeholdt i den sædvanlige instruks, observatørholdet normalt følger. Vores mandat handler om, at gøre sig usynlig og holde lavest mulige profil. Vi skal være her, men helst uden at blive smurt ind i noget.  

Som at gå en tur på stranden uden at efterlade spor i sandet.  

‘Vild med Dans’ på æg.  

Jeg har planlagt en tidlig morgentur i nabolaget, som en forberedende føler, der afgør mit valg af rute, når opgaven går i luften senere på formiddagen. 

Klokken fem får jeg liv i den gamle rustne Cherokee Jeep med bøn, overtalelse og trusler om vold. Den har bestemt set bedre dage for år tilbage. Som den sidst tilkomne på observatør-holdet i Gaza, har jeg fået udleveret den ældste bil. Den her synger på allersidste vers. Når jeg skifter gear, lyder det som om man ryster en dåse med løse bolte. Den hvide maling falder af i flager og er erstattet af rød rust. Derfor har jeg døbt bilen ‘Røde Orm’.  

Jeg kører mod syd ad strandvejen. Der er endnu ingen trafik. Kun et par få standhaftige fodgængere i nattøj og flip-flops, der trasker hjem efter morgenbønnen i den lokale moské. Jeg er alene med det smaragdgrønne glimtende middelhav på min højre side. Til venstre er de bølgende sandklitter delvis forvandlet til marker med jordbær, tomater og chilipeber.  

Kunstgødning er ikke tilgængelig i Gaza. Forbudt. Kemikalier kan bruges til fremstilling af sprængstof. Sandet er alligevel overraskende frugtbart, når man tilsætter rigelige mængder af vand blandet med gødning fra dyr eller mennesker. Specielt det sidste er tilgængeligt i overflod. Det giver den kølige morgenluft en lidt særpræget, men fyldig bouquet.  

Langs vejen ligger klynger af skure bygget i bølgeblik, hvor beboerne langsomt er ved at vågne og tænde bål. De bor, hvor peberet gror. Helt bogstaveligt.   

Jeg sætter mere fart på den gamle spand. Et par kilometer foran mig stiger en mørk koksgrå paddehattesky hurtigt mod himlen, som skudt op af jorden. Da jeg kører over en bakketop, kan jeg se en lille varevogn, der skødesløst er henslængt i højre vejside. Det er her røgen stammer fra, men bilen er ikke i brand. Der er røg og os, men ikke synlige flammer. Idet jeg kører forbi, kan jeg kort skimte en person bag rattet.  

Jeg standser, stiger ud, tager ildslukkeren og går tilbage mod varebilen. Forruden er helt krakeleret og jo tættere på jeg kommer, kan jeg se, at malingen er boblet op. Luften omkring varevognen flimrer af varme. 

Bag rattet sidder en sort mand. Han er forkullet. Hans hår, øjne og tøj er brændt væk. Huden hænger i sorte strimler fra hans blodige arme og bryst. Hans læber er også væk og tænderne er halvt synlige i en grotesk grimasse. Der er en stærk lugt af brændt flæskesvær. Hans venstre hånd sidder stadig på rattet. Den er er smeltet fast. Bilens sparsomme plastic interiør er forvredet i en ubestemmelig form. Bag førerens forkullede lig er varerummet fyldt op med gasflasker fra gulv til loft. Gasflaskerne er forbundet med et virvar af sodede halvt smeltede ledninger.  

Der er stadig noget, der syder. 

Det er et scenarie, jeg har oplevet før under øvelser på FN-kurset for militære observatører i de kolde finske vinterskove. Øvelsen var knap så virkelighedstro, men lærte mig, at der er kun en eneste fornuftig løsning: Se at komme væk! Det gælder om, at lægge så stor afstand til bomben som muligt. Hurtigt. 

Officerer løber ikke. Det skaber panik blandt soldaterne. Derfor bevæger jeg mig væk fra varevognen med faste og raske skridt. Muligvis lidt længere skridt end sædvanligt, men stadig med ophøjet ro og velovervejet værdighed – rank ryg og stramme siddemuskler. Det kan godt være, at jeg ikke er den modigste observatør i verden, men jeg kan knageme få en taktisk tilbagetrækning til at se godt ud. En skam, at der ikke er et publikum, som kan bevidne min påtagede stoiske ro. 

Jeg kan ikke gøre for chaufføren i varevognen. Han er et sikkert sted udenfor fare og uden tvivl allerede pakket ind i en flok skønne jomfruer.  

Den mindste gnist kunne potentielt ende med en meget kraftig eksplosion. Det henstår i det uvisse. Bedre at være på behørig afstand, hvis det skulle ske.  

Det er nok den første selvmordsbilbombe registreret i Gaza. Jeg har i hvert fald ikke hørt om tidligere tilfælde. En prototype, der ikke helt virkede efter hensigten. En mindre, men kraftig eksplosion med stærk intensiv varmeudvikling må have forårsaget martyrens endeligt. Spild af liv. Heldigvis kun hans eget. En noget morbid fortolkning af de hellige skrifter, der bygger på den påstand, at målet helliger midlet.  

Hvis den slags bliver en populær ekstremsport, så er der papirarbejde til mig. Så skal jeg til at ændre i risikovurderingen for Gaza. Det kan let gå hen og blive en diplomatisk gordisk knude. 

Jeg kører op på den nærmeste bakke, hvor jeg stadig har øjne på varevognen, men fra sikker afstand. Indenfor den næste time vil den øde strandvej forvandles til en sand flod af trafik. Myldretid med israelske militærkolonner, der under bevogtning transporterer soldater og personel til baser, politistationer og den israelske civile administration. De militære kolonner har muligvis været mål for det fejlslagne angreb. 

Men kystvejen benyttes også af busser og biler, der fragter tusindvis af palæstinensiske FN-ansatte og andet godtfolk til jobs i Gaza City. I en blandet forening kunne palæstinensiske skolelærere og kontormus lige så godt være kommet galt af sted. 

Jeg forsøger at kontakte operationsrummet på radioen. Jeg kan ikke få hul igennem. Måske er radiooperatøren gået på skjoldet. Måske er systemet nede. Hvem ved? Arbejdsmiljøet i Gaza har en snært af ‘Palle alene i verden’ over sig. En noget ensom ørkenvandring, hvor troen på at gøre en forskel faktisk udgør den eneste reelle forskel. Målet bliver i sig selv helligt, når man er uden midler. 

Jeg sadler op og kører i hast de tre kilometer mod syd til den nærmeste israelske militærpost ved bosættelsen Netzarim. En flok hærdede israelske bosættere kører en stor hønsefarm bag høje volde bevogtet af soldater. Jeg finder et par måbende soldater, der bevogter indkørslen til basen. De forstår engelsk. Jeg forklarer dem situationen. I meget løse vendinger hentyder jeg, at det måske ville være hensigtsmæssigt, hvis kystvejen eksempelvis blev afspærret for trafik.  

Soldaterne ser ud til at fatte det. Efter nogen råben og skrigen springer et par mand ind i en jeep og halser af sted i den retning, jeg er kommet fra. Andre soldater lægger pigtråd ud over vejen og bemander kampstillinger. 

Der er ikke mere jeg kan gøre. Aben er sprunget fra min skulder. Hurtigt sidestep ud af rampelyset. Som besættelsesmagt har de israelske styrker ansvar for opretholdelse af ro og orden i Gaza. De har fået et vink med en vognstang. De har bolden. Det minimerer mit papirarbejde. Jeg noterer tidspunktet med filtpen i venstre håndflade. 05.41. Tidspunktet bruger jeg som stikord, når jeg senere skal skrive min rapport. Jeg laver ingen andre skriftlige notater, som kunne bruges imod mig, hvis jeg bliver standset af den ene eller den anden side i konflikten og afkrævet forklaring på min færden.  

Jeg smutter, imens soldaterne er optaget af at iværksætte deres beredskab. Det kan være skadeligt for mit helbred, hvis en tilfældig palæstinenser ser, at jeg taler med besættelsesmagten. Neutralitet er noget af en linedans, hvis man vil undgå at blive en del af konflikten. 

Heldigt, at det netop skete på den tredje tirsdag i måneden. Ellers havde jeg nok ikke været ude på vejene så tidligt. Jeg har tjent min dagløn i dag – og så er dagen knap nok kommet rigtig i gang. Nemt job. Jeg skulle bare give bolden et puf, så fandt den selv ud af at trille ned ad bakken. 

Jeg giver Røde Orm et par rap med ridepisken og kører en omvej tilbage mod Gaza City. Gearkassen synger sit requiem. 

Jeg kører ad hovedvejen, Salah Ed Din, der går fra nord til syd igennem hele Gaza Stribens længde. I Gaza City er Salah Ed Din en bred firesporet gade med midterrabat, men nogle steder er de yderste spor blokeret af parkerede biler, overfyldte affaldscontainere eller æselkærrer.  

Da jeg kommer tættere på centrum, bærer gaden præg af den sidste tids uroligheder. Murbrokker, betonelementer, armeringsjern, møbler, køleskabe, udbrændte bilvrag og smadrede affaldscontainere. Dynger af stinkende skrald. Bunker af ståltråd og sort støv efter brændte bildæk. Døde æsler og heste med store opsvulmede maver, der rådner i solen. Stanken er ulidelig. Barrikader, der på de fleste steder kun gør et enkelt spor farbart i den brede gade. De skal gøre det vanskeligt for de israelske patruljer at komme frem i en fart. Jeg snor mig ned ad gaden i adstadigt tempo. Der er stadig ingen trafik og kun få folk på gaden.    

Pladsen omkring den centrale moské i Sheyaia- kvarteret er epicentret for de sidste par ugers uroligheder. Kvarteret er ‘Ground Zero’ for en ny militant fraktion, Hamas. De vinder hurtigt tilhængere gennem en velfinansieret humanitær dagsorden, en rigid religiøs tilgang til tingene og en hårdtslående militær strategi. Deres militære strategi ændrer den igangværende Intifadah fra civil ulydighed til væbnet modstandskamp eller terror – afhængigt af, hvordan man ser på det.  

Pladsen foran deres moské bærer præg af voldsomme kampe. Bygningerne er overdænget med skudhuller fra håndvåben og et par enkelte store huller fra raketstyr. En mindre beboelsesejendom er styrtet sammen og ligger i ruiner. Beboerne kravler rundt i ruinerne og leder efter noget de kan redde imellem murbrokkerne.   

Hamas tog ansvar for et bagholdsangreb for små fire uger siden, hvor fire israelske soldater blev dræbt. Det udløste en række israelske militære operationer med fokus på området omkring Sheyaia. Kampene har kostet mindst ti gange så mange døde palæstinensere og et par hundrede sårede.    

Der er en flok skoledrenge, der stadig brænder bildæk på vej til skole. Det udvikler en tung giftig sort røg. Ungerne indsamler de brugte gummigranater med tåregas, som de israelske soldater har smidt henover de seneste dages kampe. Knægtene smider tåregasgranaterne ind i dyngerne af brændende bildæk. Det frigiver de sidste rester af gas i granaterne. Det kradser i næsen og halsen, men ikke mere end jeg lige får den snært af tåregas, som får mine tænder til at smage af metal. Ubehageligt, men det er til at leve med.  

Jeg vinker til knægtene. De vinker tilbage. De råber og skriger, da jeg lunter forbi.   

“Abu Jibneh, Abu Jibneh,” råber de og griner. De genkender mig. ‘Fader ost’ er det øgenavn de har givet mig på grund af mit blonde hår. Jibneh er en hvid ost, der regnes som en delikatesse. Jeg standser og langer et par håndfulde slik ud til den lille gruppe frontkæmpere. Børnene er oprørets soldater. Det er dem, som hånende smider med sten og udkæmper drabelige slag med de israelske soldater. Flere af dem kan prale med adskillige skudsår, som de stolt viser frem. Men de kan også lide slik ligesom alle andre børn. Jeg råber til dem, at de skal se at komme i skole.   

“Jallah, shebab, fi madrasa, ruh! Imshi, imshi, shebab!”   

De hujer og griner, mens de gør nar af min arabiske udtale.  

Jeg hilser i forbifarten på et par butiksejere, som er ved at fjerne metalskodderne fra deres forretninger. Det er et godt tegn. Det tyder på, at der ikke sker så meget i dag. De sidste par uger har været præget af 24 timers udgangsforbud, hvor Gaza blev forvandlet til en spøgelsesby både nat og dag. Udgangsforbuddet er hævet her ved solopgang. De fleste har nok brug for at få handlet. Butikkerne har brug for at sælge noget. Det kunne gå hen at blive en nogenlunde fredelig normal dag i Gaza. Jeg beslutter at køre postbilen igennem Salah Ed Din senere på formiddagen.  

Jeg når frem til Rimal, området tæt ved kysten omkring havnefronten, som uofficielt udgør diplomatkvarteret i Gaza. De store palæer med velplejede haver bag høje mure står i grotesk kontrast til de lurvede bebyggelser i flygtningelejrene, hvor flertallet af palæstinenserne bor. Små 50 meter fra kontoret beslutter Røde Orm at vende vrangen ud af de ædlere dele med et brag. Heldigvis kan jeg rulle langsomt ind foran muren, der afgrænser den lille bygning, som udgør observatørernes tilholdssted. Røde Orm har trukket et spor af sort olie i det gule sand på den stille villavej og afgiver en større pøl, hvor jeg standser. Heldigt, at Røde Orm besluttede at dø lige foran kontoret.  

Samtidig lander min makker, André, foran kontoret. Han griner og mobber mig, da han ser, hvordan Røde Orm vender bugen opad.   

“Det ser ud til, at du skal på gåtur til Rafah i dag,” siger han bebrejdende. “Du skal da også kun ødelægge alting. Du må ikke låne min bil.”   

Jeg prøver med en halvhjertet forklaring, men det bider ikke på André. Han har afsagt sin stædige dom.  

André er belgisk kavalleriofficer og min diametrale modsætning. Han er tynd, spinkel og camp. Specielt når han bliver beruset slår hans orientering igennem for fuld skrue. Måske fordi han ikke er til damer, er han meget populær hos spindesiden i det lille internationale samfund i Gaza. Han er en god kammerat, lynende intelligent, taler tre-fire sprog flydende, men er samtidig bindegal.  

Igennem de sidste par måneder har vi udviklet et tæt kammeratskab. Vi supplerer hinanden og har samme opfattelse og tilgang til jobbet. Vi arbejder selvstændigt helt uden opsyn. Det nemmeste ville være at solbade og suge sig i hegnet, men vi har begge den samme grundlæggende motivation. Hvis man ikke gør en forskel, skal man blive hjemme.   

Desuden har vi udviklet en barsk kynisk galgenhumor. Det er en grundlæggende forudsætning for at fungere i Gaza – og FN i det hele taget. Kynisme og galgenhumor tager trykket. Det skaber distance til den håbløse elendighed, vi er omgivet af. Men kynisme kan kun bruges i en meget snæver kreds. Ellers kan det blive misforstået som mangel på empati.  

Holdet i Gaza er normeret med fire observatører, men den hollandske chef og den franske næstkommanderende har været udlånt nogle måneder til en nyåbnet observatørmission i Sarajevo. De afvikler 6 ugers afspadsering, så det er kun André og jeg, som er tilbage på den synkende skude. Det betyder, at vi kører ud på opgaver alene, mens den anden er back-up på kontoret og kan træde til, hvis den første får brug for assistance. Det betyder også, at vi ikke har kunnet forlade Gaza i ugevis, da reglerne siger, at der altid skal være mindst to observatører indenfor hegnet.  

Chefens bil, en spritny Toyota Landcruiser med under 500 kilometer på klokken, står parkeret i forhaven indenfor muren omkring kontoret. Jeg fumler ved nøglerne til chefens bil, som hænger på nøglebrættet i kontoret. André skæver til mig.  

 “Hvis du tager chefens bil, så er du i en verden af rendyrket djævelskab, hvis der sker noget med den,” advarer han.   

Jeg tager resolut nøglerne ned fra tavlen.  

“Du kan jo tage den, så kører jeg til Rafah i din bil.”  

“Aldrig i livet. Du kan ikke stikke end pind i en lort uden at ødelægge begge dele. Det er bedre, at du smadrer chefens bil, så det ikke går ud over mig,” konstaterer André tørt med afværgende fagter.  

“Så er den ikke længere. Ikke så meget brok. Jeg skal nok passe godt på chefens lille bitch,” lover jeg selvsikkert.   

André spidser munden og ruller med øjnene.  

Henover en kop kaffe briefer jeg om de observationer jeg har gjort mig under den tidlige morgentur. Vi drøfter kort, hvilken betydning selvmordsangreb kan få for udviklingen i den militære situation i området. Observatørholdet har ansvar for planlægning af sikkerhedsprocedurer og evakueringsplaner for alle internationale, der officielt arbejder i Gaza. Vi sammensætter informationer til den overordnede sikkerhedsevaluering. Vi benytter indhentning gennem både formelle og uformelle kilder. Vi har i fællesskab designet en database over militære hændelser, som vi trækker på til de månedlige rapporter. Det er et følsomt emne. Det vigtigste er at definere, hvilke hændelser, der er forudsætning for at iværksætte en evakuering. Vi skal give input til, hvornår nok er nok. Vi bruger meget tid på at koordinere vores risikovurderinger gennem fortrolige samtaler med forskellige centrale nøglepersoner i det internationale miljø i Gaza, inden vores vurderinger af trusselbilledet ender op i Jerusalem og New York. Vi navigerer et politisk minefelt, hvor det gælder om at undgå selvsving i de øvre diplomatiske luftlag. En stram trusselvurdering kan få konsekvenser for de forskellige organisationers muligheder for at fungere og levere nødhjælp i Gaza.  

Vi beslutter at formulere nogle få sætninger til den ugentlige rapport til hovedkvarteret i Jerusalem, men det må vente. Vi har begge andre opgaver.  

André har aftalt møde med det Internationale Røde Kors. Han vedligeholder et register over alle internationale ansatte, der arbejder i Gaza for FN og andre hjælpeorganisationer. Omkring 30-40 bindegale individer. En broget flok af professionelle og frivillige. André har fået opsnuset, at der er tilgået nye ansatte hos Røde Kors, så derfor skal han have deres oplysninger til registeret.   

Med et skævt grin fortæller han, at han har hørt rygter om en ny kvindelig delegat fra Røde Kors, som er flyttet ind i den samme bygning, hvor jeg bor.   

“Det er noget af et harem, du er ved at samle dig, derude på strandvejen,” siger han.  

“Bare fordi man ser lidt godt ud, skal man altid høre for det,” knurrer jeg og trækker på skuldrene.   

André forholder sig tavs med et bedrevidende skævt grin.    

Jeg flytter mine stumper fra Røde Orm til chefens Toyota. Jeg har en lille sort boks, der udgør mit private ‘survival-kit’. Det indeholder nogle af de stumper, man kan få brug for i en snæver vending. En kikkert, udvidet førstehjælpstaske, Gerber værktøj, en stor pose slik til ungerne og cigaretter til de voksne. Toiletpapir og tre flasker vand. Vådservietter og håndsprit til at rengøre hænderne, når jeg har rørt ved andre. Det skulle holde smitsom øjenbetændelse og andre onder, der overføres ved håndtryk, på afstand.   

Jeg lister forsigtigt bilen ud af den smalle jernport og vinker til André, der lukker porten bag mig.  

Jeg kører til mødestedet med lastbilen, som skal komme fra Jerusalem. Mødestedet er parkeringspladsen bag en tankstation et par kilometer inde i Israel udenfor hegnet omkring Gaza. Tankstationen ligger ved vejkrydset, hvor hovedvejen fra Tel Aviv drejer væk fra ruten til Gaza og ind mod Ber Sheva og Negev ørkenen. Tankstationen har et cafeteria, der tilbyder en veludstyret morgenmadsbuffet. Derfor er jeg tidligt på den. Det giver mulighed for et solidt morgenmåltid, inden lastbilen kommer.   

Jeg når endda at få en sludder med en ung dansk servitrice, der arbejder i cafeteriet. Hun har lige afsluttet gymnasiet og tilbringer frivilligt hendes sommerferie i den kibbutz, der driver tankstationen og cafeteriet. Jeg kan forstå på hende, at det ikke lige var det arbejde, hun havde forestillet sig, da hun tog hjemmefra. Hun havde set frem til at plukke appelsiner og ferskner. Jeg tilbyder hende en sightseeingtur i Gaza. Hun afslår høfligt, men med et udtryk af dyb forfærdelse. Hun har sikkert hørt rygter om, hvad der foregår inde bag hegnet. Alligevel scorer jeg en kop gratis kaffe og et smil.  

Lastbilen lander. Jeg kender ikke chaufføren, der er amerikaner, men hans ‘shotgun’ er ‘Olsen’, en rødhåret dansk befalingsmand, som har været under min kommando på en anden tidligere mission. Olsen har på forunderlig vis scoret sig et civilt job ved FN-hovedkvarteret i Jerusalem. Han har taget tjansen på transporten til Cairo i håbet om lidt adspredelse fra det lidt rutineprægede kontorjob. Gensynet skaber glæde.  

Vi får formiddagskaffe i cafeteriet, mens jeg opdaterer dem om den generelle situation, dagens rute gennem Gaza, afstand mellem køretøjerne, radiokommunikation, osv. Vi drøfter, hvordan vi skal forholde os til tekniske problemer, punkteringer, angreb, stenkast og brandbomber.   

Jeg sikrer mig, at lastbilens vinduer er udstyret med ‘blast-film’, en gennemsigtig plastic hinde monteret indvendig på ruderne. Det gør ikke ruderne skudsikre, men forhindrer, at ruderne splintres, hvis de rammes af stenkast. Chaufføren nikker. De har fået blast-film monteret på lastbilen dagen før.   

Vi beslutter, at Olsen kører sammen med mig på den første del af turen, så vi kan få snakket og fortælle historier fra gamle dage. 

Vi kører mod syd ad Salah Ed Din gennem Gaza. Vi pludrer og sludrer undervejs. Masser af løgnehistorier og grin. Den lille konvoj får ikke meget opmærksomhed. De indfødte har for travlt med at genoprette hverdagen efter de sidste par ugers udgangsforbud. Jeg udpeger de sparsomme lokale seværdigheder. Vi glider uhindret gennem de forskellige israelske kontrolposter på ruten.   

Vi når til Khan Younis i den sydlige del af Gaza efter en lille times kørsel ad hovedvejen. Jeg standser og Olsen indtager sin plads ved siden af chaufføren i lastbilen. Den firesporede hovedvej går over i en snæver gade gennem Khan Younis. Observatørerne har døbt gaden ‘Korridoren’.  

Vi rammer korridoren og lastbilen vækker omgående stor begejstring hos skolebørnene. Den lille konvoj løber spidsrod ned ad gaden. Alle ungerne kaster sten og andet kasteskyts mod lastbilen med stor fornøjelse. Den er nem at ramme. Jeg kan se, at de to stakler i lastbilens førerhus er anspændte og dukker sig. Jeg sætter farten op og de følger efter.   

Vi tager et hårdt venstresving for enden af korridoren og fortsætter ud på hovedvejen mod syd.   

Det er overstået. Ikke flere stenkast, men jeg standser først efter omkring 15 kilometer, da vi når indkørslen til terminalen udenfor Rafah på grænsen til Ægypten.   

Jeg stiger ud og sammen besigtiger vi skaderne på lastbilen. Den er oversået med buler fra sten og har fået en smadret baglygte. På venstre side finder vi et kort stykke armeringsjern, der har boret sig fast i lastrummets aluminium. Stumper af armeringsjern er en ny trend indenfor kasteskyts. Et velplaceret stykke armeringsjern kan faktisk gennemtrænge de israelske soldaters fragmentationsveste.  

Chaufføren er rystet. Olsen griner. De har fået en på opleveren, men slap fra det i god behold. Kun materielle skader.   

Vi tager afsked og jeg venter indtil lastbilen er forsvundet igennem den elektriske port i hegnet til terminalen.  

Jeg får kontakt til André på radioen og melder, at jeg er på vej tilbage. André kvitterer.   

Jeg kører tilbage samme vej, som vi er kommet. Ikke særligt smart, men der er ikke andre muligheder. Da jeg når til korridoren i Khan Younis, er alle skolebørnene stadig på stikkerne. Jeg ruller vinduet ned og stikker armen ud af vinduet og vinker til ungerne. Det er min mulighed for at afvæbne stenkast. Knægtene griner og vinker.   

Da jeg passerer en lille sidegade, ser jeg, at en ung mand har spændt en slangebøsse og affyrer et projektil fra 25-30 meters afstand i samme øjeblik jeg kører forbi. Der lyder et skarpt højt smæld lige bag mit hoved. Jeg banker omgående pedalen i bund og bilen springer frem med et brøl. Jeg brager ned ad korridoren og standser først, da jeg er kommet ud i relativ sikkerhed på den brede hovedvej.  

Sideruden lige bag mit hoved er gennemhullet. Ruden holdes på plads af blast filmen, men projektilet er gået lige igennem, som en varm kniv gennem smør. Sideruden på modsatte side er også splintret. På bagsædet ligger en lille stålkugle og ruller rundt. Jeg er godt nok tykpandet, men det kunne være gået helt galt, hvis jeg var blevet ramt.   

For FN-ansatte er der en meget fin tynd streg i sandet mellem at være en hellig ko, som er under lokalsamfundets accept og beskyttelse, til at være en meget sårbar skydeskive. Et blødt mål eller lokkedue for det internationale samfunds dårlige samvittighed. Jeg stopper stålkuglen i lommen, skriver ‘12.03’ med filtpen i venstre hånd og kører tilbage til kontoret.  

André skriger af grin.   

“Hvad sagde jeg?” hulker han. “Man kan da heller ikke sende dig i byen uden du laver lort i det hele. Den her tager du selv, når himlen falder ned over dig. Chefen får et føl. Du har ødelagt hans nye bil.”   

Jeg haler stålkuglen frem fra bukselommen.   

“PCMB,” siger jeg. “Plastic Coated Metal Bullet,” understreger jeg, da jeg rækker André projektilet.  

PCMB er et våben de israelske styrker anvender ved bekæmpelse af optøjer. Det er en ladning på størrelse med en sodavandsdåse fyldt med stålkugler dækket af et tyndt lag plastic, hver med en vægt på omkring 20 gram. Dåsen monteres på et geværløb og skytten affyrer en gaspatron, der får stålkuglerne til at spredes i en sværm med stor hastighed. Meget effektivt mod demonstranter og større opløb. Man dør ikke af at blive ramt på kroppen, men det er som at blive sparket af en hest og giver store blå mærker. Hvis man bliver ramt i hovedet er det imidlertid en anden sag.   

 “De må have indsamlet nogle PCMB og genbruger dem som ammunition i slangebøsser. Det er min hypotese. Jeg så ham, der skød og han var ikke israeler.”  

André holder op med at grine og undersøger stålkuglen.  

“Du har ret. Det er alvor. Du var mindre end en halv meter fra at blive slået ihjel i dag. Korridoren er ikke for børn længere.” I et kort øjeblik ser André faktisk bekymret ud.  

“Slangebøssen havde en støttebøjle til underarmen. Det var ikke bare hjemmelavet legetøj og drengestreger,” siger jeg. “Projektilet kom så hurtigt, at jeg ikke kunne se det.”  

André ryster på hovedet. Han rækker stålkuglen tilbage til mig.   

“Den kan du gemme til børnebørnene,” formaner han. “Du skriver selv rapporten. Du må hellere få den sendt til Jerusalem med det samme. Du skal nok ikke gøre det for detaljeret. Det kunne skræmme dem deroppe på kommandobroen. Jeg skal til kaffemøde hos Medêcin Sans Frontiere. Vi ses på klubben senere?”  

André stikker af.   

Jeg banker en hurtig rapport sammen. Vi har fået en computer på kontoret. Stort monstrum. Grønne flimrende bogstaver på en sort skærm. WordPerfect for DOS. Kanonsmart. Jeg bruger et par timer på at få maskinen til at printe det samme, som jeg har skrevet på skærmen. Det spiller ikke.   

Til sidst giver jeg op og klaprer hurtigt rapporten ind på den gamle skrivemaskine. Det virker. Jeg stikker rapporten i fax maskinen og får den skudt af til operationsrummet på hovedkvarteret i Jerusalem.   

Det der med computere tror jeg ikke, at der er en fremtid i. Det er godt nok moderne, men det er for bøvlet.  

Telefonen ringer. Det er personelofficeren i Jerusalem. Han er tilfældigvis en dansk oberstløjtnant, som er stationeret med familie i et par år i Israel. Vi udveksler høfligheder og snik-snak. Oberstløjtnanten træder vande.  Der er betingelser forbundet med udstationering i Gaza. FN tillader kun, at observatører er tjenestegørende i Gaza i maksimalt 90 dage. Det skal forhindre, at observatører går sukkerkold eller får stress i det noget intense miljø. Jeg har aftjent over halvdelen af min tur. FN-missionen er generelt en familiemission, men det er ikke muligt at have familien med til Gaza. Det giver problemer. De fleste, der har familien med, vil ikke arbejde i Gaza. Til gengæld kan observatører frit vælge deres næste tjenestested, efter de har taget deres tur i Gaza. Det er den lokkemad, som organisationen lægger ud. Jeg har bedt om overflyttelse til Beirut. André har fået en overførsel til Beirut og skal flytte indenfor de kommende tre uger.  

Men oberstløjtnanten har en udfordring.   

“Vi har ikke nogen, der kan afløse dig. Kan du blive lidt længere indtil vi finder en? Vi skulle få nogle singler indenfor de næste seks måneder. Jeg har på fornemmelsen, at du klarer det godt i Gaza,” siger han opmuntrende.  

“Javist,” siger jeg. “De tossede har det altid godt. Det går nok.” Der er ingen grund til at nævne den tiltagende udmattelse, som langsomt sniger sig ind på mig. Jeg vil jo nødigt fremstå som en slapsvans eller brokkerøv. Den forbandede pligtfølelse slår igennem. Jeg er klar over, at det ville være meget bedre for mit helbred at komme ud af Gaza inden alt for længe.  

Jeg tager seks måneder ekstra i Gaza. Der må jo være en belønning i den anden ende. Oberstløjtnanten er lettet.  

“Det løser virkelig min udfordring,” siger han og lover, at han ‘skal se, hvad han kan gøre’ vedrørende en overflytning til Beirut. Oberstløjtnanten ved, at han skylder, men han vil ikke love noget. Jeg er afklaret. Det selvstændige liv i Gaza uden nogen, der fortæller mig, hvad jeg skal gøre, er tiltalende. Men det siger jeg ikke højt.  

Jeg når kun at tænde for elkedlen til en kop kaffe før telefonen ringer igen. Det er operationsofficeren i Jerusalem. Han er amerikaner. Flink fyr. Jeg har mødt ham et par gange ved festlige lejligheder i Government House, det lille rustikke palads, der er rammen om FN missionens hovedkvarter. Han fortæller, at generalen, på baggrund af dagens hændelse med lastbilen, har besluttet at udstede et adgangsforbud for alle, der ikke er stationeret i Gaza. Det betyder, at lastbilen ikke skal igennem Gaza, når den returnerer fra Cairo. Heldigvis pålægger generalen os ikke yderligere restriktioner.  

Jeg bruger et par timer på at banke data ind i vores hjemmelavede database. Der er en voldsom stigning i kidnapninger og summariske henrettelser af lokale. Uden en egentlig politistyrke til at opretholde lov og orden er det de militante grupper, som udøver selvbestaltet justits i lokalsamfundet. Det er i mange tilfælde brutalt.   

De forskellige grupper har deres egne henrettelsesmetoder, som viser, at det netop er dem, der har stået for afstraffelsen. Hængninger, nakkeskud, halshugning eller hug oveni hovedet med en økse i al offentlighed, oftest efter middagsbønnen om fredagen. De fleste offentlige henrettelser er religiøst begrundet. Alkoholisme, narkomisbrug, udenomsægteskabelige forhold, blodfejder og æresdrab. Men også henrettelser direkte knyttet til konflikten og samarbejde med de israelske myndigheder. Sympatisører, stikkere, kollaboratører eller politiske modstandere, Det er umuligt at få bekræftet med sikkerhed, hvad baggrunden for det enkelte drab er i virkeligheden. Det er næsten for nemt at tage en hætte over hovedet og derefter gennemføre forskellige uhyrligheder.   

Den seneste trend er kidnapninger af personer, som er mistænkt for samarbejde med de israelske styrker. De bliver afhørt og tortureret, hvorefter de aflægger en tilståelse, der bliver videofilmet, før de bliver henrettet. Det kan skabe en illusion af, at der har været en form for proces bag dødsdommen.   

De store nyhedsbureauer har udlovet stor dusør til dem, som kan fremlægge videomateriale, der dokumenterer hele processen. Derfor er der flere og flere blandt de lokale, som løber rundt med et videokamera henslængt over skulderen.   

Det er ikke kun konflikten med israelerne, der afstedkommer sårede og dræbte. Lokalsamfundet i Gaza er i opløsning. Justits følger ældgamle regler og traditioner. Nogle interne palæstinensiske konflikter har eksisteret mellem familier henover flere generationer. Oftest er konflikterne opstået i forbindelse med uenigheder om land, fast ejendom eller mislykkede tvangsægteskaber. Desuden gør forskellige militante fraktioner territoriale krav på visse områder eller bydele. De håndhæver selv deres egen opfattelse af lov og orden uden indblanding fra den israelske besættelsesmagt.   

Jeg laver notater om nogle enkelte hændelser, som jeg vil drøfte med nogle af vores lokale kontakter og dermed forsøge at få vores data bekræftet eller uddybet inden de får en rapport i Jerusalem.   

Min mave begynder at rumle sent på eftermiddagen.       

Jeg forlader kontoret og kører de 200 meter til klubben.   

UN Beach Club ligger direkte ned til stranden ved siden af den lille fiskerihavn, hvor bådene bliver trukket op på stranden om dagen. Klubben er en mangeårig institution i Gaza. Den har en lang historie siden 1957, hvor den gamle træbygning med bliktag oprindeligt blev etableret som officersmesse for staben i de helt tidlige fredsbevarende FN-missioner. Klubben er samlingspunkt for alle internationale, der arbejder i Gaza. Klubben er vores fælles fristed.  

Der er en spisesal, køkken, en opholdsstue med pejs og tv, en stor terrasse, hvor der er uhindret udsigt over stranden og havet. Der er også en lille bar, som er det eneste sted i Gaza, hvor der udskænkes alkohol. Der er ikke adgang for palæstinensere udover de få, som arbejder der. Under terrassen er der et mindre rum med meget sparsomt træningsudstyr. Selvfølgelig har et finsk kontingent på et tidspunkt indrettet en sauna.   

På hver side af bygningen er der placeret israelske poster og observationstårne mod stranden foran klubben. Stranden foran klubben er afspærret med massive ruller af sammenfiltret rusten pigtråd.  

Klubben styres af Rashid. Han er en del af institutionens historie og fast inventar. Han har været ansat siden klubben åbnede. Dengang var han bare en stor dreng. Han har været der i små 40 år.   

Jeg finder ham i køkkenet på en stol med hovedet begravet i begge hænder. Han ser opgivende på mig, da jeg kommer igennem døren.  

På terrassen sidder André med et krus kaffe og betragter den nedgående sol over Middelhavet.   

Richard Wagners ‘Das Rheingold’ brager for fuld hammer ud af klubbens højtalere. Richard Wagner, Adolf Hitlers yndlingskomponist, er forbudt i Israel grundet komponistens antisemitiske disposition.   

André har fået den bindegale idé, at det er hans pædagogiske kald og pligt at uddanne de israelske soldater i vagttårnene på begge sider af klubben. Det er blevet hans faste fyraftensritual at spille udvalgte dele af Wagners ‘Der Ring des Nibelungen’ for fuldt drøn for de israelske naboer. Jeg hiver stikket til pladespilleren. Stilheden sænker sig over UN Beach Club. Rashid ånder lettet op og sukker i taknemmelighed. André vender sig om med et mopset udtryk, men accepterer min løftede pegefinger.   

“Det må være nok for i dag.”    

“De skal lære det,” siger André belærende.   

“Rashid får tynd mave af Wagner. Du må forstå, at han kan blive beskyldt for undergravende virksomhed, hvis israelerne får fat i ham.”   

André trækker på skuldrene.  

Jeg sætter mig overfor André på terrassen. Solen er ved at gå ned bag horisonten. Himlen skinner orangerødt. Det bliver hurtigt mørkt. På havet udfor klubben tænder de små fiskerbåde lygterne, som lokker fiskene til. En israelsk patruljebåd tænder projektørerne og kontrollerer fiskerbådene en efter en.  

Rashid kommer med et stort fad dagfriske kæmperejer kogt i hvidløg og chili. Der følger en stor tallerken pommes frites med. Rashid forsvinder og kommer tilbage med to glas og en flaske Moët & Chandon.   

“Det er kyndelmisse i dag,” siger jeg. “Det skal fejres.”  André ser uforstående på mig.   

“Det er den katolske lysmesse, der markerer, at halvdelen af vinteren er gået,” forklarer jeg, mens jeg beskrivende slår ud med armen mod det blinkende tæppe af lys fra fiskerbådene, der glimter og vugger på havet udfor klubben.   

“Så lærte du også noget i dag,” siger jeg. I øvrigt er det også min fødselsdag, men det holder jeg for mig selv. Jeg vil nødig have at André bliver kærlig og vil kramme eller bryder ud i sang.  

Vi skåler i champagne og går i gang med at pille rejerne.  

Lidt efter lidt ankommer de sædvanlige stamgæster fra de forskellige FN-organisationer og slutter sig til bordet. Der er ikke andre steder at gå hen og ingen har tv i deres lejligheder. Det bliver til snak, pjat og flere flasker champagne henover aftenen.   

Ved ti-tiden går jeg til den lille bar for at betale regningen og tømme den sidste flaske champagne. Rashid skifter til sit barmandskostume, som væsentligst består i, at han ifører sig en mørklilla fez. Han kæmper med regnskabet. Matematik er stadig ikke en af hans kernekompetencer.  

Jeg kører mod lejligheden gennem de mørke tomme stræder. Da jeg næsten er nået hjem, bliver jeg stoppet af en israelsk fod patrulje, der er gået i stilling omkring et vejkryds. Jeg slukker bilens lygter og tænder kabinelyset, så de kan se mig. Soldaterne er nervøse. De sigter på mig med deres våben. En soldat kommer op på siden og stikker geværmundingen ind i bilen. Han peger på mig med hans automatvåben. Mundingen er mindre end en halv meter fra mit bryst. Soldaten ser noget stram ud, mens en befalingsmand kontrollerer mine papirer. Jeg sidder helt stille og forsøger at smile afvæbnende til soldaten. Jeg har det stramt med jødiske teenagere, som på klods hold sigter på mig med deres automatvåben. Det gælder om at sidde stille, selvom jeg har mere lyst til at afvæbne knægten og stikke ham en flad. I mørket kan jeg se, at soldaterne har omringet et hus og trukket de mandlige beboere ud på gaden. Mens nogle soldater gennemsøger huset, er familiens mandlige medlemmer opstillet med hænderne på nakken og med ansigtet ind i muren. Soldaterne går hårdhændet til dem. Min tilstedeværelse er uønsket og en noget brysk officer beordrer min vogter til at lade mig fortsætte. Jeg får lov til at køre videre.   

Jeg kører hjem meget langsomt uden at tænde forlygterne. Der er øget militær aktivitet i nabolaget her til aften. Det er ikke særligt betryggende. Det er vist på tide at finde et andet sted at bo, som er tættere på ambassadekvarteret.  

Et hurtigt brusebad og så i seng. Jeg falder hurtigt i søvn. Lang dag. Det er som om der kun er gået en time, da min nabo begynder sit højlydte kald til morgenbøn. En ny dag starter på kontoret.   

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.