DATADREVET TRYGHED

Posted by

Omtale af digitale problemstillinger har måske gjort dig mere bevidst om, hvad du får ud af at bruge alle de nye teknologiske muligheder.

Du har også opdaget, at du selv har ansvaret, når du navigerer det digitale univers.

Det er nok gået op for dig, at digitalisering ikke nødvendigvis er den rigtige løsning på alle dine problemer.

Du ved selv, om din verden er blevet bedre eller værre i takt med den teknologiske udvikling og den omfattende digitalisering.

Spørgsmålet er, om digitale løsninger også gør dig mere sikker og tryg.

INDLEDNING

    Ansatte, der får indopereret datachips for at lette adgangskontrol til deres arbejdsplads. Armbånd med datachips til deltagere på Roskilde Festival. Ansigtsgenkendelse ved fodboldkampe i Brøndby. Brug af offentlige data til udpegning af socialt udsatte i Gladsaxe Kommune. ‘Lov om aktiv beskæftigelsesindsats’, som åbner for datadrevet profilering af arbejdsløse og socialt udsatte. Udnyttelse af personhenførbare sundhedsdata til forskningsformål. Udbetaling Danmarks samkøring af data for at afsløre socialt bedrageri. Folketingskandidaters brug af Facebook data til meningspåvirkning i den seneste valgkamp.    Fejl i politiets anvendelse af teleoplysninger.  Dette er blot et udpluk af den kontroversielle anvendelse af data, som har været debatteret i den hjemlige andegård i 2019.

    De mange eksempler øger fokus mod den måde vi bruger data og giver anledning til en bredere forståelse for omfanget af både offentlig og privat indsamling og bearbejdning af persondata. Data er genstand for kapitalisering – både politisk og for profit. Data er en central ressource både i relation til kommercielle interesser, men også i forbindelse med offentlige ydelser og ikke mindst i sammenhæng med tilvejebringelse af sikkerhed og tryghed.

DIGITAL LYKSALIGHED

Digital teknologi skaber fremdrift – specielt indenfor uddannelse, videndeling, globalt socialt engagement, kreativitet og identitet. Offentlige myndigheder bruger indsigt fra data til at udarbejde love, bestemmelser og kommunikere på måder, der forbedrer indsigt i borgernes forhold og behov. Private virksomheder anvender data til at målrette personlige tilbud om mersalg, profilere VIP-forbrugere og forudsige kundernes adfærd under påskud om at forbedre kundeoplevelsen.

    Digitalisering og måden vi bruger data på, har skabt et datadrevet demokrati, hvor dataindsamling og databehandling avler effektive værktøjer, der i udgangspunktet har til hensigt at forbedre din tilværelse, men reelt anvendes til at forudsige din adfærd i fremtiden. 

TILLIDSKRISE

Det er svært at gennemskue, hvordan offentlige myndigheder og private virksomheder anvender digitale muligheder og ny teknologi. Det er ikke muligt at præcisere en skarp adskillelse mellem offentlig og privat dataindsamling. De to typer af overvågning overlapper og forstærker ofte hinanden.

    Det skaber en overvågningskultur, hvor du i princippet beholder dit frie valg, men i virkeligheden forføres til at træffe beslutninger, der ikke nødvendigvis er dine egne eller er i din egen interesse.

    Overvågningskulturen er en central markør for et datadrevet demokrati, som rykker ved idéen om den oplyste borger, der handler rationelt eller på baggrund af informeret samtykke. Du er som lovlydig borger forvandlet til bruger, hvor deltagelse i den digitaliserede demokratiske proces, afhænger af dit uinformerede eller ufrivillige samtykke. 

    Overvågningskulturen er krumtap i det datadrevne demokrati, der udgør et regime styret af et ugennemsigtigt selv-regulerende datamarked, hvor du, som bruger – bevidst eller ubevidst – konstant underkaster dig selvkontrol, selvbeherskelse eller selvcensur. Ikke af frygt for indespærring, men af frygt for udelukkelse.

    Et datadrevet demokrati er en post-demokratisk tilstand, hvor overvågningskulturen har reduceret dine demokratiske rettigheder til en symbolsk illusion.

    Alligevel er det misvisende at beskrive den eksisterende overvågningskultur som totalitær, diktatorisk eller anti-demokratisk.

    Overvågningskulturen er datadrevet og skaber mistillid til, hvorvidt samfundsmodellen stadig stiller garantier for grundlæggende demokratiske idealer som åbenhed, gennemsigtighed, ytringsfrihed og ret til privatliv. Men det er stadig et demokrati. Et datadrevet demokrati. Et demokrati uden demokratisk kontrol.

MELLEM FRIHED OG SIKKERHED

    Fortællingen om datadrevet demokrati handler om stigende overvågning, kapitalisering af data og social kontrol. Det skaber øget skepsis til offentlig-privat digitalisering, samkøring af datahøst på sociale medier, brug af data som ressource og anvendelse af dataanalyse som forudsigelser eller politiske argumenter.

     I valget imellem de to yderpunkter – frihed eller sikkerhed – skal du helt eller delvist give afkald på nogle fundamentale demokratiske rettigheder. Alligevel opgiver de fleste retten til privatliv helt frivilligt. Du deler offentligt dine data, ferieoplevelser, billeder af husdyr, præferencer og særlige private forhold på sociale medier som Facebook, Instagram, YouTube eller Twitter og bidrager dermed frivilligt med materiale, der kan anvendes til profilering af dig og kommerciel udnyttelse af dine data for profit.

    Men omfattende offentlig digitalisering betyder også, at du er tvunget til at overdrage personlige data til offentlige myndigheder, der samkører data i politisk eller strategisk øjemed – eller med skjulte hensigter om social kontrol.

Overvågningskulturen i et datadrevet demokrati indebærer altså en tuskhandel, hvor du helt eller delvist bytter din personlige frihed mod en garantistillelse for sikkerhed og tryghed.

DECENTRAL OVERVÅGNING

    Datadrevet overvågning ændrer ikke kun de grundlæggende demokratiske eller kommercielle spilleregler, men flytter ved relationer mellem offentlig-privat virksomhed og den enkelte bruger.

    Overvågning er i stigende grad decentraliseret. Decentralisering distribuerer overvågning på et bredere felt af offentlige og private aktører og er mere vedvarende og vedholdende, da overvågningen ikke bare foregår i det offentlige rum, men også trænger helt ind i privatlivssfæren. Decentralisering betyder, at afgrænsningen mellem offentlig og privat overvågning bliver porøs og medfører konvergens mellem statslig overvågning, der underbygger social kontrol eller har en sikkerheds- eller kriminalpolitisk målsætning, og en kommerciel overvågning, der sker med henblik på adfærdsdesign og profit. Statslig og kommerciel overvågning udgør samlet et ugennemsigtigt netværk af offentlig-privat samkøring af data, hvor offentlig overvågning i høj grad benytter og er afhængig af data, som brugere deler gennem internetudbydere, teleselskaber og åbne kommercielle platforme såsom sociale medier. Decentralisering skaber ugennemsigtige data-strømme, som føder offentlige og kommercielle algoritmer.

     Et datadrevet demokrati er derfor en demokratisk model, hvor lovgivningen tillader, at  offentlige myndigheder og statslige efterretnings-tjenester – i et ugennemsigtigt samarbejde med private virksomheder – indsamler millioner af private e-mails, telefonopkald og andre data – og dermed i virkeligheden behandler enhver bruger som en potentiel fjende, der kræver konstant overvågning. Den digitale udvikling flytter fokus fra at spionere mod andre lande til at spionere mod nationalstatens egne brugere.

MERE DRAMA-MINDRE DEMOKRATI

    Denne udvikling er resultat af en fortælling, hvor angst for terrorhandlinger har retfærdiggjort en generel accept af politiske beslutninger, der øger både Forsvarets og politiets beføjelser til overvågning.

    Dramatisering af trusler mod den nationale kritiske digitale infrastruktur – og narrativer om en allerede igangværende hemmelig krig i cyberspace –  forankrer cybersikkerhed inden for det forsvars- og sikkerhedspolitiske kompleks.

    Dramatiseringer omkring bandekrig, organiseret kriminalitet og terror motiverer en generel accept af offentlig adgang til omfattende overvågning af dig helt udenom proportionalitetsprincippet og helt uden du mærker det eller kan gøre indsigelse. 

    Dramatiseringer reducerer demokratisk kontrol og medfører lukkethed omkring sårbarheder ved digitalisering og dataficering. I et datadrevet demokrati er overvågningskulturen stadig ugennemsigtig, uoverskuelig og skjult.

    Kritik af overvågningskulturen er sporadisk, flygtig og får kun kortlivet opmærksomhed i mediebilledet. Samtidig kan modstandere af ufrivillig digital overvågning risikere, at blive udpeget som naive konspirationsteoretikere, dissidenter eller systemkritikere, når de lufter deres skepsis.   

    I dette narrativ synes flertallet at være villige til at godkende begrænsninger i demokratiets traditionelle grundpiller og den personlige frihed.

DATADREVET TRYGHED

    Det er med det udgangspunkt, at vore folkevalgte opfordrer til tillid til data-drevet demokrati, fortsat digitalisering og øget overvågning.

    Digitalisering i et datadrevet demokrati tager mange forskellige former for kontrol, men har specielt betydning for prioriteringer i tilvejebringelse af sikkerhed, ordenshåndhævelse, nye typer af bevisførelse eller ændringer i retslige normer. Din tryghed er blevet datadrevet.

    Ved valgsejren i 2018 har den nye regering arvet en kriminalpolitisk tendens, der henover tidligere regeringsperioder først og fremmest er kommet til udtryk i Bandepakke I-III. Den nye ‘tryghedspakke’ er endnu et skridt til udvidelse af den overvågning.

    Men sideløbende er  politiet tildelt øget adgang til databaserede analyseredskaber. Det gælder eksempelvis adgang til registrering af flypassagerer; logning og anvendelse af teledata; udbredelse af automatisk nummer-pladegenkendelse (ANPG) og ikke mindst indkøb og indfasning af den amerikanske virksomhed   Palantir’s mega seje system til datasamkøring, POL INTEL.

    Dermed er der intet nyt under solen i Regeringens ‘tryghedpakke’ der indeholder 16 specifikke initiativer til øget ‘tryghed og sikkerhed i det offentlige rum’. Initiativet er en politisk reaktion på en række eksplosioner henover 2019, der muligvis kan kobles til bandekriminalitet. Initiativet sætter turbo på mere overvågning, flere redskaber til dataanalyse, flere droner og øget indsats mod eksplosivstoffer. Alt sammen til den klingende lyd af øgede bevillinger stigende til ca. 90-105 mio. kr. pr. år indtil 2023.

    De reelle omkostninger forbundet med tryghedspakken forekommer imidlertid at være begrænsninger i dine demokratiske, etiske, retssikkerhedsmæssige og menneskeretslige rettigheder.

    Tryghedspakken er bare mere af den samme medicin uden at forebygge eller kurere de grundlæggende sociale problemer, der er grobund for kriminalitet.

FALSK TRYGHED

    Der er ingen entydig forskning, der underbygger den påstand, at overvågning kan forebygge kriminalitet.  Overvågning har ingen præventiv effekt. Mere overvågning giver ikke mindre kriminalitet. Det stiller spørgsmål ved, om overvågning er det rigtige værktøj til at skabe tryghed.   

    Til gengæld er overvågning et formidabelt effektivt politifagligt efterforskningsredskab. Politiet har allerede adgang til de databaserede analyseredskaber, som senest har muliggjort optrævling af terror netværk og organiseret kriminalitet, herunder distribution og salg  af narkotika. Værktøjerne har endda frembragt et retrospektivt grundlag for sigtelser af små 300 personer for køb af kokain i Skive. Som efterforskningsredskab er argumentet, at teknologien reducerer kriminalitet ved at øge antallet af forbrydere, som dømmes og fængsles. Men teknologien virker kun indtil kriminelle lærer at gå under den digitale radar.

    Overvågningen har primært en reaktiv funktion og bliver ikke bedre end øjnene, der ser. Det betyder, at den øgede overvågning regeringen foreslår, ikke har værdi i relation til hændelser i det øjeblik kriminaliteten finder sted. Politiet har ikke ressourcer til at monitere alle de overvågningskameraer og andre databaserede værktøjer i realtid. Øget overvågning kan ikke forebygge eller reducere risikoen for, at du bliver offer for en forbrydelse. Teknologi giver dig ikke mere tryghed her og nu. Tryghedspakken kan indgyde til en fornemmelse af falsk tryghed.

POLITISK QUICK-FIX

    Mere digitalisering, dataanalyse og bedre profilering af dig er blevet et universelt politisk quick-fix. En naiv tro på, at digitalisering, teknologi og overvågning kun er en god ting. Det tyder på, at lovgiverne generelt  overvurderer teknologiens muligheder for at tilvejebringe sikkerhed og tryghed for dig.

    Derfor kan overvågning ikke stå alene. Mere teknologi kan ikke erstatte nærvær, gadeplansarbejde, tilstedeværelse, integration og dialog. De politiske teknologiske tiltag udfordrer samfundsmodellen og får et fordomsfuldt skær, når blind tillid til data mangler proportionalitet.    Databaserede analyseredskaber er ikke en løsning, men kan være en del af løsningen til at forebygge kriminalitet og skabe mere tryghed og sikkerhed.

    På den anden side må man konstatere, at mere overvågning skaber enighed henover midten i det danske parlamentariske landskab. Du skal forberede dig på, at denne brede politiske enighed vil skabe flertal for øget overvågning af din tilværelse i fremtiden. Enten i form af ansigtsgenkendelsesteknologi eller øget anvendelse af nye teknologier og invasiv data analyse.

    Det kan betyde en fremtid, hvor offentlig dataindsamling og profilering anvendes til forskellige former for social indplacering eller adfærdsmodifikation, som kan indebære marginalisering, stigmatisering eller udelukkelse af dig, hvis du udviser uønsket adfærd eller tilhører en risikogruppe, hvor data registrerer og forudsiger en vis grad af sandsynlighed for, at du er disponeret mod eksempelvis sygdom, arbejdsløshed eller kriminelle tendenser.

    Det vil betyde ændringer i den traditionelle relation mellem forbrydelse og straf. Indespærring, frihedsberøvelse og indskrænkninger i den personlige bevægelses-frihed, som eksempler på de mest gængse principper for afstraffelse, er i det datadrevne demokrati suppleret med – eller helt erstattet af – udelukkelse og eksklusion, som det bærende kriminalpræventive paradigme. I et datadrevet demokrati har lange fængselsstraffe langt mindre forebyggende effekt end udsigten til at blive udelukket fra adgang til internettet.

        Overvågningskulturen i et datadrevet demokrati indebærer altså en byttehandel, hvor du helt eller delvist bytter din personlige frihed mod en statslig garantistillelse for sikkerhed og tryghed. Du kan vælge ikke at deltage i digitalisering ved at gå off-grid, men det kan samtidig også mistænkeliggøre dig. Det er et svært valg og det bør du nok tænke over næste gang du sætter dit kryds.

Kort udgave af indlægget er udgivet på Version2 den 21.01.2020 under titlen “Tryghedspakken og det politiske quick-fix – Overvågning er ikke til folkets fordel, men til statens”: https://www.version2.dk/blog/tryghedspakken-politiske-quick-fix-overvaagning-ikke-folkets-fordel-statens-1089820

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.