I KRIG FOR ELITEN

Posted by

Det er Nytårsaften. Flyet fra Budapest lægger an til landing i Københavns Lufthavn klokken 22, kun få minutter forsinket. To timer til det nye år. Der er kun fire passagerer med det store fly, hvor der ellers er plads til 180. Besætningen er i overtal. Under turen er de i feststemning og serverer billig ungarsk champagne. De ser frem til at fejre overgangen til det nye år i København. Thorstein afslår champagne. Han har ikke lyst til at drikke alkohol, når han er i uniform. Han får et plasticbæger med juice i stedet. Det smager vammelt.

Thorstein skubber bagagevognen mod udgangen og igennem tolden. Den søvnige tolder standser ham. Tolderen ser opgivende på de fire køjesække og aluminiumskassen, der tynger bagagevognen. Heldigvis var flyet så mennesketomt, at de ikke havde afkrævet betaling for overvægt ved check-ind i Budapest.

”Hvor kommer du fra?” spørger tolderen. ”Ungarn,” svarer Thorstein. ”Hvad har du med?”. ”Udrustning, en flaske sprut og en karton smøger”, svarer han. Hans bjerg af bagage indeholder kun få T-shirts, en hættetrøje og et par jeans, der er hans. Resten af bagagen er hans uniform og kampudrustning. Hans private ejendele har han presset ind i et skab i en fugtig kælder på kasernen, mens han har været i Bosnien. I mellemtiden er kasernen lukket og hans ejendele er gået tabt. Udrustningen på bagagevognen er alt Thorstein ejer – og så tilhører det meste i virkeligheden Danmark. Med en håndbevægelse mod udgangen lader tolderen ham forstå, at han kan fortsætte. Heldigvis. Når Thorstein rejser i uniform, er han træt af at høre på toldere, der skal underholde med skrøner fra deres værnepligt.

Ankomsthallen er stort set mennesketom. Kun befolket af få ansatte, der ser sure ud, fordi de skal arbejde Nytårsaften. Der er ingen velkomst. Ingen familie, ingen venner, ingen blomster, ingen små knitrende Dannebrog i papir limet på en plasticpind. Der er kun ganske få, som ved, at Thorstein ankommer i aften. De få, der kender til hans færden, har andre ting at tænke på. De er på juleferie og fejrer det nye år sammen med familien. Det eneste, der tæller i deres verden er, at han møder på det rigtige sted til det befalede tidspunkt. Der er kun grund til at reagere, hvis han ikke møder. Ude af syne – ude af sind. Men Thorstein møder nu altid. Det er den pligt han er pålagt af nationen, men mest gælder det Thorsteins muligheder for at opnå endnu en kontrakt med Forsvaret og undgå arbejdsløshed.

Han glider igennem den mennesketomme ankomsthal og får læsset bagagen ind i en taxa. Chaufføren stiller ingen spørgsmål. Thorstein er i tvivl om, hvorvidt chaufføren kan tale dansk overhovedet. Hans ligegyldige sindstilstand er hugget ind i hans ansigt og det er kun de færreste, der tager initiativ til en hyggesnak med et forstenet ansigtsudtryk. Der er ikke noget at tale om på vej til hotellet. En officer i fuld uniform, der skal ind på et hotel lige før midnat på en Nytårsaften, har ikke lyst til at småsnakke eller dele løgnehistorier fra de varme lande. Han er selvfølgelig på vej til et andet sted. Det er svært i Danmark at forstå, at landet faktisk er i krig. Man mærker ikke krigen i Kastrup.

Lobbyen på hotellet er fyldt med feststemte gæster med små bøvede hatte og champagneglas. Der er varmet godt op til årsskiftet. Pigen, som tager imod hans reservation ser sød ud, men også lidt træt. Det må være lidt surt at arbejde på denne aften og vide, at kæresten og vennerne fester igennem et andet sted i byen. Thorstein prøver at give hende et trøstende smil. Hun belønner hans anstrengelser med et lige så anstrengt smil. Han får et værelse på 10. etage med udsigt over det indre København. Ikke noget særligt. Bare en seng og et lille badeværelse, men det er stadig langt bedre end den container, han er vant til fra den mudrede lejr i Bosnien.

Han fylder badekarret. Imens vandet løber, klæder han sig af helt ind til skindet. Efter et år er det en befrielse at kunne lægge den slidte uniform fra sig og tage et karbad i ensomhed. Han åbner sin flaske sprut. Efter sigende skulle det være en meget fin vellagret whisky. Det interesser ham ikke. Thorstein har ikke forstand på sprut, så han købte bare den dyreste de havde i duty-free shoppen. En slags selvforkælelse. Noget skal der jo ske for at markere afslutningen på endnu en mission.

Thorstein hælder en sjat op i plastic kruset fra badeværelset. Det smager egentlig ikke særlig godt, men han prøver en lille slurk mere. Stadig ingen nydelse, snarere væmmelse. Han ved, at det ikke er alkohol, der kan få ham i godt humør. Især ikke, når han skal drikke alene. Han tømmer resten af kruset i en stor slurk. Han kan mærke varmen brede sig igennem kroppen. Han hælder op og tømmer igen plastikbægeret i en stor mundfuld.

Hans mål er at slå hjernen fra. Finde det lille stumme sted, hvor det hele er ligegyldigt, men ikke mere end det. Han skal videre til næste mission indenfor 48 timer og skal være klar igen. Thorstein synker helt ned under det varme vand i badekarret og holder vejret i stilhed et par minutter. Det er en anderledes god oplevelse, at alt er rent uden støv og mudder. Han har badeværelset for sig selv og skal ikke dele med 20 andre, som han er vant til. Under vandet forsøger han at finde sig selv – at få sjælen til at vende hjem – men han når det ikke, inden han igen må op for at trække vejret. Duften af hotellets shampoo fylder badeværelset. Han kaster det ene store håndklæde omkring sig og bruger det andet til at tørre issen og ansigtet.

Da Thorstein træder ud i rummet fra badeværelset, fornemmer han kontrasten mellem duften af shampoo og stanken fra hans uniform, der ligger spredt på værelsets gulv. Han har vasket lugten af lejren i Bosnien af kroppen, men den sidder stadig i uniformen. Han samler tøjet sammen og lægger det i en vasketøjspose. Det er egentlig spild af tid og penge at vaske hans falmede udslidte uniform, men det danske forsvar holder ferielukket, så han kan ikke få noget nyt tøj udleveret som erstatning, inden han skal videre til næste mission. Han mærker posen ”Express” og smider den ud på gangen. Stanken af Balkan forsvinder ud af døren.

Igennem vinduet ser Thorstein byens lys og de sporadiske glimt af fyrværkeri. Med våd overkrop og håndklædet om livet står han ved vinduet. Det er midnat. Himlen eksploderer i et overdådigt fyrværkeri. Han hælder en sjat mere i plastickruset. “Godt Nytår Danmark”, siger han stille og tømmer kruset. Han kigger på fyrværkeriet og imellem lysglimtene ser han sit eget spejlbillede i vinduet. Han er blevet tyndere. Hans ansigt er blevet mere markeret henover det sidste år. Håret er barberet af. I spejlbilledet er hans øjne trukket længere ind og gemmer sig i store sorte hulninger. Et forvrænget billede af den person han var engang. Hans spejlbillede i forgrunden med det glimtende fyrværkeri i baggrunden er næsten symbolsk for den fremmedgørelse, der følger med lang tids fravær.

Der er kun tre timers flyvning fra et godt udfordrende job, med gode kolleger og venskaber til et ensomt spejlbillede i en rude mod Danmark på et lille hotelværelse. Det billede han ser i ruden er af en hjemløs – en arbejdsløs uden familie, kæreste, børn eller venner. Efter mange år i hendes majestæts tjeneste på beskidte og støvede missioner i udlandet er hjemkomst i stigende grad forbundet med en nagende gru af mistænkeliggørelse, misbilligelse, ensomhed, isolation og afsavn. Danmark glemte ham og omfavner ham ikke længere. Selvom Thorstein har haft dannebrog på venstre skulder hver dag i mange år, føler han sig ikke længere dansk. Der er ikke noget at komme hjem til. Danmark er ikke klar til at tilbyde ham et liv. Hvis han skal overleve, må han fortsætte med at vandre. Han er blevet en mand uden fædreland. Det er blevet hans skæbne. Det gør ham trist og indelukket.

Thorstein tænker tilbage på de første hektiske uger på Balkan. I den sædvanlige tumult på det første hold var der kun tid til arbejde. Få alting på plads og skabe de rutiner, der er grundlaget for løsning af opgaven og samtidig sikrer, at alle kommer hjem igen i god behold til deres kære.

Pludselig havde regimentschefen ringet hjemmefra. “Går det godt?” Oberstens stemme havde buldret gennem felttelefonens knitren. Thorstein havde svært ved at beherske sin overraskelse. Det måtte være meget vigtigt, hvis obersten havde taget sig tid til at få hul igennem til ham personligt på det lukkede NATO netværk og havde fundet vej til den container, der var Thorstein tildelt som kontor omkranset af smadrede bygninger et sted på Balkan. Obersten ventede ikke noget svar. Han var i princippet ligeglad med om det gik godt eller ej. “Vi kan ikke finde nogen til at afløse dig.” Oberstens stemme havde ændret karakter. Den sædvanlige turbodrevne arrogance og nedladende ophøjethed havde taget en farlig drejning over i det nærmest venlige. “Vi ved ikke, hvornår du kommer hjem igen. Fortsæt det gode arbejde, så arbejder vi på sagen.” “Ok,” svarede Thorstein. Der havde ikke været så meget mere at sige, men det havde været rart at vide, hvor længe han skulle være væk, inden han tog af sted. “Tak,” sagde Thorstein og afbrød forbindelsen. Det var en tidsubestemt straf.

Thorstein havde først hørt fra regimentet ti måneder senere. De ville have ham til Østeuropa. Han havde søgt om orlov, havde forladt Balkan og taget til et sted i det tidligere Sovjetunionen. Bag fjendens linjer. Her havde han brugt en uge på at rekognoscere og opstille et træningsprogram for en specialenhed. Programmet skulle starte i det nye år.

På vej tilbage til Balkan havde Thorstein besøgt regimentet i Danmark. Regimentet var blevet lukket under hans udsendelse, så han tilhørte nu et nyt regiment et andet sted i landet. Thorstein kendte ikke hans nye kolleger og de kendte kun ham gennem rygterne på vandrørene. I deres øjne var han en missionsbums, en eventyrer, en trussel, et undermenneske. Deres afsky var til at føle på. De var eliten. Det var dem, som havde tjenestemandsansættelse, fast løn, rene risikofri arbejdsforhold. De var de pæne, de polerede, de udvalgte få. De havde mange års uddannelse betalt af staten. Han havde kun tre måneders officerskursus, han havde fået som værnepligtig. Det var Thorsteins eneste forudsætning for de sidste 10 års turné i det omrejsende cirkus hæren var forvandlet til. Han var billig arbejdskraft. En slave.

Obersten havde holdt tale til regimentets samlede skare af officerer. Projektet i Østeuropa var dukket op i oberstens lange selvforherligende pep-talk til det samlede mandskab. I sin tale havde obersten udnævnt Thorstein til leder af projektet i Østeuropa: “Thorstein er ikke den bedste – men han er den, vi bedst kan undvære.”

Bemærkningen havde fremkaldt et latterbrøl fra forsamlingen og en række skæve blikke til ham.

Han havde fremtvunget et smil tilbage, som svar på deres elitære jantelovssikrede skæven. Når frivillige blev bedt om at træde et skridt frem, tog eliten instinktivt et skridt tilbage. Thorstein vidste, at de fleste tjenestemænd ville foretrække, at blive hjemme, ligge i ske med konen, køre børnene i skole, pleje hus og have, lave mad lissom de gør på TV, bijobbe, tage i sommerhuset eller på solskinsferie og forfølge sunde fritidsinteresser. Hvis de blev tvunget til at gå i krig, bad de om orlov og brugte den betalte uddannelse som svingdør til et job på det private arbejdsmarked. I Danmark var Forsvaret en arbejdsplads. På missioner var Forsvaret en familie. Thorstein ville blive meget overrasket, hvis han en dag skulle få et tak for at tage tjansen, mens de andre blev hjemme og plejede deres karriere. Det havde ikke undret ham, at blandt de mange grinende ansigter var der ingen, der ville afløse ham. De var den elite han gik i krig for.

Obersten havde med en koket bemærkning og et behændigt politisk håndelag fejet al spekulation under tæppet. Han havde standset de interne magtkampe og rygsvømning blandt regimentets officerer om udpegningen af den ansvarlige for projektet på østfronten. Ved at vælge en reserveofficer til at lede indsatsen i de tilfrosne østlige skove, havde obersten ikke bare markeret regimentets modstræbende holdning overfor den opgave man var pålagt ovenfra, men han havde også sendt et kraftigt signal til de fastansatte tjenestemænd om, at man ikke var klar til at udsende de bedste og forstyrre deres karriere og familieliv, men brugte en, der kunne undværes. Det elitære selvværd var genoprettet. Hvis projektet gik skævt, var syndebukken allerede udpeget. Som så mange gange før, var Thorstein blevet tildelt en ny umulig opgave med at lede opstarten af en mission med ryggen mod muren. På nye missioner var der ingen, der på forhånd kunne præcisere hvad det hele egentlig gik ud på. Det måtte den første mand i rækken selv famle sig frem til. Hvis Thorstein ikke lykkedes til oberstens tilfredshed, vidste han, at han ville være på gaden. Så var der ingen ny mission eller et job at komme tilbage til. Kun arbejdsløshed uden dagpenge eller offentlig støtte. Han havde jo ikke haft adresse i Danmark i mange år. Fejltagelser var ikke en option.

I det ensomme spejlbillede i hotelværelsets vindue og med det glimtende fyrværkeri som baggrund vidste Thorstein, at han ikke ville få støtte hjemmefra, når han først var glemt i de østeuropæiske skove. Dertil havde projektet for lav prioritet i oberstens øjne. Årene derude havde gjort ham erfaren i at tage ansvar i en umulig situation, gøre det rigtige efter splitsekunders overvejelser og leve under en sten. Kompetencer, der kun vanskeligt kunne omsættes til et civilt job i Danmark. Thorstein var undværlig og udstødt. Han havde ikke længere noget valg. Der var ingen alternativer til at tage på togt. Han havde søgt hundredvis af jobs henover årene, men uden held. Selv hendes majestæt afviste at give ham fast ansættelse og pension. Han var trængt op i en krog. Der er ingen plads til de undværlige i Danmark. I fejringen af det nye år glemte Danmark ikke bare krigen, mens også de krigere man sendte på togt. De var eventyrere. Krigsliderlige. Adrenalin-junkies. Missionsbumser. De havde jo meldt sig frivilligt. De var selv ude om det, hvis det gik galt. De kunne jo bare blive hjemme, hvis de ikke kunne tage lugten i bageriet. Mange havde kun foragt for soldater, der tog på togt.

Thorsteins belønning for at tage tjansen et år på Balkan blev en direkte overflytning til østfronten. Han skulle anstrenge sig for at se denne overflytning som anerkendelse af veludført arbejde. Men det holdt arbejdsløsheden fra døren. Det betalte hans studiegæld. Han glædede sig over, at han kun havde et par år tilbage før gælden var betalt. Så ville der endelig blive plads til at spare lidt op og forlade Forsvaret. Bare et par år mere, så var han fri.

Hans afløser havde forlangt at holde jul med familien inden han overtog jobbet i Bosnien og mødte først op to dage før det nye år. Derfor var Thorsteins hjemrejse blevet udskudt og forsinket, så der kun var 48 timer imellem de to udsendelser. Det var næsten ironisk, at han netop denne dag var i København, hvor himlen blev oplyst af fyrværkeri. Det var noget af en velkomst, hvis det ellers havde været iscenesat for hans skyld.

Thorstein griner grumt til sit spejlbillede. Han hælder resten af flaskens indhold ud i vasken. Ingen grund til at drikke mere. Det formørker kun hans sind, påvirker hans disciplin og afsporer hans vej mod en bedre tilværelse. Kontrol er nøglen til overlevelse.

Han trækker gardinerne for og kaster sig nøgen på sengen. Det er ulideligt varmt i værelset. Han er vant til frostgrader i containeren, der var blevet hans hjem det sidste års tid. Han er udmattet. Køreturen ad isglatte veje fra det frosne Bosnien gennem Kroatien til Ungarn. Et kort ophold i den danske lejr i det sydlige Ungarn, herefter med tog til Budapest og endelig flyet til København. En ensom tur på to dage med hele klædeskabet på slæb.

Thorstein lukker øjnene og forsøger at finde den bløde varme glemsel i søvnen. Det er som en pude løftes fra hans ansigt og han igen kan trække vejret. I mørket fralægger han sig sit ansvar. Thorstein har opfyldt det stille løfte han afgav inden afrejsen til sig selv, fædrene, mødrene og kæresterne om, at deres sønner og kære kom hjem helskindet. Thorstein havde ikke mistet nogen på sin vagt. Nu har han kun ansvar for sig selv og han har brug for søvn. Han føler sig tryg i vished om, at han lever et indesluttet liv under radaren og at ingen ved, hvor han er.

Thorstein vågner brat og er straks på vagt. Han har sovet under en time. I et kort øjeblik ved han ikke, hvor han er. Han famler, men hans våben er ikke der, hvor det burde være. Panik. Han ruller instinktivt ud over sengekanten og flader ud på gulvet halvt inde under sengen. Lysglimtene og de dæmpede dunk fra nytårsfyrværkeriet udenfor har tændt hans underbevidsthed. Det er den indbyggede alarm, der har vækket ham. Han venter på gulvet indtil hjerterytme, vejrtrækning og adrenalin-niveau igen bliver acceptabelt. Det går langsomt op for ham, hvor han er og hvad der sker. Det er bare fyrværkeri.

Han er glad for, at han er alene. Normale mennesker ville kalde ham tosset, hvis de så ham nu. Psykologer ville straks klaske en diagnose i panden på ham og plastre ham ind i psykofarmaka, rundkreds og samtaleterapi. I virkeligheden er det netop denne instinktive reaktion, der har sikret hans overlevelse i mange tilfælde. Det er helt normalt. Han er håndværker. At overleve i krig er hans håndværk. Man ville jo ikke give en diagnose til en tømrer, når han slår søm i.

Han forsøger at falde i søvn igen, men han kan ikke overbevise hans indre dæmoner om, at der ikke er fare på færde. Det er svært at overbevise hans krop om at droppe kriseberedskabet. Han må have frisk luft. Thorstein står ud af sengen og finder hans eget sammenkrøllede tøj frem fra en af køjesækkene. Hans jeans er blevet for store henover det sidste års tid og slasker løst omkring livet. Hans T-shirt strammer henover hans overkrop og arme efter de mange timers vægttræning i lejren. Han trækker en hættetrøje på. Der står ‘ARMY’ i store bogstaver henover brystet. I spejlet ser han en kronraget karikatur af sig selv. De fleste mennesker ville nok helst undgå at møde ham på en mørk gade.

Thorstein tager elevatoren. Nytårsfesten i lobbyen er feset ud. Der er stadig bøvede hatte og et par standhaftige meget berusede festgæster tilbage. Natportieren nedstirrer ham. Han går ud i mørket foran hotellet. Han går igennem gaderne, der stort set er mennesketomme. Han sætter sig på en bænk på Sct. Thomas Plads. Der er ingen vand i springvandene, men han er hjemme på barndommens gade. Der er stille. Et sted han altid besøger, når han er i København. Et ritual, der fører ham tilbage til udgangspunktet.

Thorstein ser sig selv som dreng lege med et lille skib, han trækker i en snor rundt i springvandet. Det er sommer, solen skinner og hans mor og bedsteforældre sidder på bænken og holder øje med ham. Han hører lyden af deres stemmer og han fornemmer den samme lykkelige varme fra dengang. “Nu skal vi hjem og spise,” siger hans mor. Han tager mor i den ene hånd og bedstemor i den anden. Sammen går de hjem til lejligheden i Frederiksberg Allé, hvor han sidder på skamlen i køkkenet, mens bedstemor laver frikadeller.

På bænken i mørket tænder han en smøg. Billederne fra barndommens sommer forsvinder i takt med at tændstikken brænder ud. Efter en times tid på bænken rejser han sig og begynder at gå for at få lidt varme i kroppen.

En bil kører i samme retning som Thorstein. Da den er kommet et stykke forbi, foretager bilen en vending med skrigende dæk og kommer mod ham. Med høj fart banker bilen over kantstenen og spærrer fortovet foran ham. En ung uniformeret politibetjent springer ud og løber mod ham. Den anden betjent slutter op og de blokerer hans muligheder for at slippe væk. “Hvad laver du her?” spørger den første betjent aggressivt. “Hvor skal du hen så sent?”, spørger den anden betjent. “Hvor har du været og hvor skal du hen?”, spørger den første betjent igen. “Har du et ID vi kan se?”, istemmer den anden betjent. Det er tydeligt, at de ikke forventer svar, men allerede har en forudfattet mening om ham. Det er ren mobning. Med to ivrige unge betjente skal der ro på hurtigt inden situationen eskalerer. Thorstein rækker hænderne i vejret og fremtvinger et smil. De beslutter at visitere ham og imens de gennemroder hans lommer fortsætter en regn af spørgsmål, han ikke får tid til at svare på. De finder hans smøger og tændstikker i lommen på hans hættetrøje. De smider dem på gaden ved hans fødder. Endelig finder de plastickortet i hans baglomme. “Det er nøglen til mit hotelværelse,” siger Thorstein, før de får stillet spørgsmålet. “Den må i helst ikke tage,” siger han smilende. “Det skal du sgu ikke bestemme,” siger den første betjent brysk. Thorstein fornemmer, at de to alfa-hvalpe lugter blod, så han forbliver tavs. De har svært ved at kapere, at en kronraget rockertype bor på et af byens hoteller. Den ene betjent peger på hans T-shirt. Der er et stort NATO logo på brystet under ‘Bosnien Hercegovina’ i store bogstaver. “Har du været der?” spørger betjenten. Thorstein nikker. “Hvad har du lavet der?” spørger den anden. “Jeg har været major der,” svarer han og haler forsigtigt hundetegnet, som han har i en kæde rundt om halsen frem fra under trøjen. “Navn, grad og nummer er alt i får,” siger han. “Hvad jeg har lavet der, rager ikke jer. Det ved i også godt.” Alfa-hvalpene smelter til de ligner helt almindelige grønne politiassistenter. De kigger på hinanden, mumler og går tilbage til bilen.

Thorstein samler sine smøger op fra gaden. Både smøger og tændstikker er blevet våde. Han smider begge i en affaldskurv. “Det gik jo rigtig godt,” tænker Thorstein. Han havde mødt det officielle Danmark og der var ingen, der var kommet til skade.

Thorstein kigger sig hurtigt omkring og i et spring er han over muren til kirkegården. Han finder den sædvanlige bænk ved de ukendtes grav. Der ligger de alle sammen. Hans forældre og bedsteforældre. Hele hans familie. Han ved, at formålet med hans besøg er, at gøre hans mor mere rolig, efter han er kommet hjem igen. I mørket smiler han til hende. “Jeg er tilbage hos dig, som jeg lovede”, hvisker han.

Han tænker tilbage på den lørdag for snart 10 år siden, hvor han var vågnet tidligt i den spartanske hytte af bølgeblik, der var hans hjem i lejren et sted i Mellemøsten. Thorstein havde drømt, at hans mor var blevet syg og var overført til intensivafdelingen. Gennem weekenden prøvede han at ringe til hende flere gange, men uden at få kontakt. Han havde taget orlov og var heldig at få et lift på et militært transportfly hjem.

Da han kom hjem fortalte naboen, at hans mor var blevet indlagt. På hospitalet var han blevet henvist til intensivafdelingen, hvor hans mor var døende. Han blev hos hende og hun syntes af få det bedre. Efter et par uger fik han et opkald fra personelofficeren. Han gav Thorstein et ultimatum. Enten at blive fyret eller tage tilbage til missionsområdet. Det var et svært valg. Thorstein havde valgt at tage tilbage. Han tog afsked med hans mor. Han fik plads på et transportfly tilbage til missionsområdet fra Værløse en onsdag. Den følgende lørdag ringede de fra hospitalet og fortalte ham, at hans mor var død. Helt alene blandt fremmede på hospitalet. Thorstein havde svært ved at tilgive sig selv.

Thorstein var fløjet hjem igen. Personelofficeren havde tilladt ham en uge til at ordne bisættelse og dødsbo. Thorstein havde brændt alle broer på den uge. Han havde truffet et valg, som han vidste, ville forfølge ham resten af livet. Han havde svigtet. Han kunne kun retfærdiggøre det valg overfor både hans mor og ham selv ved at forfølge det valg og bevise, at det var det rigtige valg. Det var ikke frygten for arbejdsløshed, pengenød eller hjemløshed, som drev ham frem. Det var ikke kærlighed eller loyalitet til Gud, dronning eller fædreland. Thorsteins motivation var blevet et krav til ham selv om, at hans valg som udsendt for Danmark skulle være en succes – ihvertfald indtil studiegælden var betalt. At der ikke var nogen eller noget at komme hjem til, gjorde bare det meget lettere at blive på farten og skabe sig en midlertidig tilværelse, hvor militæret havde brug for ham.

Thorstein springer igen over kirkegårdsmuren efter en times tid på bænken. Han er blevet kold. Han begynder at jogge ad Roskildevej for at få varmen. Da han kommer til foden af Valby Bakke sætter han farten op. Han spurter alt, hvad han kan op ad bakken. Da han når Zoologisk Have skal han brække sig. “At brække sig betyder, at man har givet sig 110%,” havde træningsofficeren indprentet dem under træningen på militærpolitiskolen. Thorstein når lige forbi indgangen til Frederiksberg Slot, da han må standse og brække sig. Han har glemt at spise noget de sidste par dage, så det er mest whisky, der kommer op. Det smager ikke bedre i anden omgang.

“Hvad fanden laver du?” Thorstein hører et råb bag sig og vender hovedet mod to kadetter i fine selskabsuniformer og deres balkjoleklædte vedhæng. De har åbenbart været til fint nytårsselskab på slottet og er nu på vej hjem. “Hvad fanden bilder du dig ind?” råber den ene kadet. Stadig foroverbøjet vender Thorstein sig imod dem. “Hvem fanden tror du, at du er? Du skal fandeme ikke stå her og brække dig op ad slottet, dit fulde svin,” råber kadetten tydeligt provokeret. Han tager nogle hurtige skridt og giver Thorstein et hårdt cirkelspark, men Thorstein parerer med venstre arm. Han vejer nok det dobbelte af kadetten, så der er ikke rigtig nok vægt bag sparket til at ryste Thorstein. Kadetten indleder endnu et cirkelspark med højre ben, men samtidig glider lakskoen under ham og han går hårdt ned på de glatte brosten med et klask og et hyl af smerte. Faldet har kostet ham et brækket kraveben. Hans veninde iler til hans hjælp med et skrig.

Thorstein skæver til det andet par. Han er nu fuldt oprejst og den anden kadet stirrer på Thorstein. Han er et hoved kortere og meget smallere over skuldrene end Thorstein, der indtager den obligatoriske klarposition. Kadetten er tydeligt rystet og bange. “Jeg har en kniv. Jeg har en kniv,” råber kadetten uden overbevisning og fumler halvhjertet i bukselommen. Hans yndige ledsager griber med begge hænder om hans venstre arm og holder ham tilbage. Thorstein griner. “Hjælp din kammerat,” siger Thorstein roligt, mens han fastholder kadettens blik. “Og i øvrigt Godt Nytår til jer alle sammen,” hilser Thorstein, vender sig om og løber ned ad bakken ind mod byen. Han har mødt den nye kommende generation af officerer. Han er ikke imponeret. Thorstein lunter gennem de tomme gader tilbage til hotellet.

I hotellets restaurant er to unge servitricer i gang med at dække op til morgenbuffet. Serveringen er endnu ikke begyndt, men han forsøger at skrue op for charmen. Thorstein viser sin nøgle og får lov til at spise morgenmad i et ensomt hjørne af den tomme restaurant. Han forsøger at indhente de seneste par dages sparsomme kalorieindtag med rigelige mængder af rundstykker og wienerbrød. Da han igen kaster sig på sengen, falder han i dyb søvn.

24 timer senere bryder flyet ud af det lave skydække lige før landingsbanen et sted i det tidligere sovjet. Det er rasende koldt og alt er dækket af et metertykt lag sne. Endnu en stejl mudret bakke at bestige. Thorstein er landet på endnu en ny mission.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.