KVIDDER FRA ØSTFRONTEN

Posted by

Det er lige efter midsommer i Riga. I den varme lyse sommeraften skinner præsidentpaladset gult på den anden side af Daugava. Det er sådan en aften, hvor Letland kan være et behageligt sted at være – i hvert fald set i et meteorologisk perspektiv. Ved stambordet i det lokale fashionable vandhul på flodbredden er det tid for Niels til at reflektere. Efter fire måneders intens gennemgang af kildemateriale og samtaler med spillere på den baltiske banehalvdel skal den sikkerhedspolitiske og militærstrategiske situation i Baltikum koges ned til nogle få centrale udsagn, der kan klemmes ind i et digitalt kvidder med et lixtal selv et barn kan forstå.

“Her tror man også, at det går rigtig godt. Send flere kampvogne, krigsskibe og kampfly,”

kvidrer Niels til dem derhjemme. Budskabet ligger lige til højrebenet. Det er jo populær koldkrigsretorik. Den vil gå rent ind på lystavlen og skabe hektisk begejstring hos dem, der slider de bonede gulve hjemme i hovedstaden. Det er en fortælling, som rummer en tilbagevenden til en bipolar sikkerhedspolitisk krammebamse med en beroligende terapeutisk vished. Et comeback for et klassisk trusselbillede, som alle kan forstå, og alle kan nikke genkendende til. Blå styrker overfor orange styrker indeholder en renæssance af et simpelt budskab, der skaber glæde og tryghed i de små hjem over aftenkaffen i selskab med Bagedysten eller Søren Ryge.

Skal hyggen bevares, må man udelade en lille strategisk fodnote. De danske soldater, som udstationeres i Baltikum, står overfor et styrkeforhold på omkring 1 til 1000.  Selvom ‘flere kampvogne, krigsskibe og kampfly’ er forbundet med en velafprøvet idé om effektiv afskrækkelse gennem konventionel styrke, skal der mange flere til. Rigtig mange flere. Ellers skal vi til at retfærdiggøre et baltisk Thermopylæ. En snubletråd.

Niels bliver distraheret. I den varme lyse sommeraften svæver en trio af lokale skønheder forbi stambordet. Høje hæle, lange slanke ben, korte skørter, yndig krigsmaling og lækkert hår i en brise af Manolo Blahnik, Dior, Givenchy,  Chanel og Yves Saint Laurent. Han tager en pause fra sin kvidren til staklerne derhjemme. Han beundrer den rutinerede behændighed og elegance, hvormed pigerne manøvrerer en minimal snært af skørt ind mellem stolebetræk og siddemuskler, da de tager plads et par borde væk. Kunst.

Niels kan fejre, at det er 20 år siden danske soldater invaderede Baltikum. Under radaren, i al ubemærkethed. Midlertidigt tjenestested på tvivlsomme ansættelseskontrakter og rødbedefarvede pas. De skjulte sig i ruindynger af tidligere sovjetiske militære anlæg gemt væk i de dybe baltiske skove. Voldsomme kuldegrader, masser af snedriver, rædselsvækkende sanitære forhold og ydmyge boligforhold. Et minimum af ressourcer og materiel, der gjorde hver dag til en ulige kamp for at levere en tilnærmelse af kvalificeret basal militær træning til de måbende baltere.

“Det er ikke vigtigt hvad i laver. Det faktum, at i er her og får lov til at blive, er en sejr i sig selv,” sagde den daværende danske forsvarsminister, da han trak Niels til side under et besøg og blotlagde den politiske intention bag den fællesbaltiske mudrede bakke, de var sat til at bestige. Ministerens politiske succes-kriterium fandt ikke samme udelte strategiske forståelse hos de militære chefer derhjemme. Det baltiske eventyr fik ikke spalteplads under morgenbønnen på regimentsgangen. Til gengæld blev de udsendte ikke forstyrret i at klare sig selv.

De udsendte til østfronten gik hurtigt over i den samme glemsel som Borgelin og det Dansk-Baltiske Auxiliærkorps. For ikke at nævne de mange ‘unævnelige’ danskere, der med en dansk regerings bortkomne velsignelse til kamp mod bolsjevismen, ligger spredt ud over hele Baltikum på tyske begravelsespladser fra 2. verdenskrig.

Pionerer på østfronten har en historisk tradition for at opsamle et noget blakket ry i den hjemlige andegårds opfattelse af Østeuropa. Der var en mental smittefare – et mistænksomt stigma – forbundet med deltagelse i invasionen af Baltikum efter murens fald. Niels kunne kun håbe på, at der var noget andet end en låst dør uden håndtag at komme hjem til.

Alligevel var det ikke uden en vis professionel stolthed, når han fik at vide, at en håndfuld vestlige rådgivere og en sølle fællesbaltisk let infanteribataljon, under øvelser tæt på de østlige grænser, kunne skabe ængstelse og frygt i så høj grad, at flere panserdivisioner blev opmarcheret og sat i alarmberedskab på den anden side. De udsendte var bestemt ikke noget at være bange for, men man kan jo aldrig forudsige, hvordan ens egen opførsel kan blive opfattet helt anderledes af andre.

Tjeneren kommer hen til bordet og rømmer sig. “De tre damer derovre vil gerne byde på en drink,” siger han og gør et diskret kast med hovedet i retning af de tre skønheder et par borde væk. “Damerne bad mig spørge, om De vil have Deres drink ‘shaken’ eller ‘stirred’,” mumler han uforstående. Pigerne i Riga er ikke uden evner. “Giv dem en flaske Bollinger på min regning,” siger Niels. Tjeneren forsvinder. Skønhederne undgår fnisende at se i Niels retning, men lader uskyldigt som om de nyder udsigten over Daugava.

Da de udsendte indtog Baltikum i sidste århundrede var det kun gamle pjaltede mennesker, der ryddede de enorme mængder sne i gaderne. I storbyens centrum med den obligatoriske symbolske centerplacering af McDonald’s, det glitrende totem for den vellykkede integration af vestlig dekadence, kunne man let forledes til at overse konsekvenserne af systemskiftet. Udenfor det polerede oplyste bycentrum havde Riga en grålig blyfarvet nuance. Pensionister, der mistede den pension, som de havde optjent under sovjet-styret, skovlede sne for at betale husleje. Fyrede universitetsprofessorer og tidligere offentligt ansatte med russiske aner stod i lange rækker på det centrale marked. De solgte tændstikker stykvis. Falbød hjemmestrikkede sokker, vanter og håndgjorte stearinlys eller tilbød brugte uemballerede el pærer mod håndører. En tavs opgivende demonstration af den hårde medfart, som systemskiftet betød for den ældre generation og det russiske mindretal. Den vestlige magtovertagelse nåede ikke ud i de store grå forstæder, hvor nedslidte grumsede betonkolonner stod som monumenter over den hedengangne tilgang til planøkonomi.

“Her kunne det sagtens blive bedre. Send flere penge til social resiliens,”

kvidrer Niels til de travle derhjemme. I den militære fokus på oprustning kunne man snildt tænke sig, at det ville være en idé, at der blev brugt kræfter på at integrere de store dele af den baltiske befolkning, som blev sat udenfor døren, da vesten rykkede ind. Hvis det gik bare halvt så godt, som det går derhjemme, ville de baltiske lande måske være mere robuste overfor kølige vinde fra øst.

I sommerskumringen bliver det for kedeligt at sidde alene i vandhullet. Niels flytter til bordet med skønhederne og champagnen. Som stamgæst har han set Katja, Sasha og Svetlana tidligere. De keder sig. Der er ikke andre potentielle mål for deres charme omkring det fashionable vandhul. “No money – No party,” siger Sasha i en lidt skuffet opgivende beskrivelse af deres dilemma. De skåler i Bollinger. “We luv’ ya, Daragoj” siger Katja og smiler. Hun giver Niels et kram og lægger lokkende de blonde krøller mod hans skulder. “Me too, Solnetskaja,” svarer han og beroliger skønhederne med, at der snart vil komme flere danske soldater til Riga. Niels taster hurtigt  sit sidste kvidder til de lærde derhjemme:

“Det kunne faktisk blive rigtig godt, men man kan ikke bygge tro, håb og kærlighed fra indersiden af en kampvogn.”

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.