REBOOT DANMARK

Posted by

179 – 0

Hovedpersonerne i den britiske komedie serie, ‘The IT-Crowd’, er to it-nørder, som har kontor i koncernens kælder. De har én løsning på alle it-problemer: “Sluk din computer og tænd den igen.” En lavpraktisk løsning som virker forbavsende godt rigtig tit – også i den virkelige verden.

Et enstemmigt folketing valgte samme simple løsning, da corona ramte Danmark. De slukkede for meatspace. Heldigvis lukkede de folkevalgte ikke cyberspace på samme tid. Uden teknologi havde vi alle siddet dér i buldrende mørke. Det ville have været mega surt.

Uanset om det var rigtigt eller forkert at lukke Danmark ned, havde nedlukningen haft en helt anden virkning på din dagligdag, hvis du ikke havde adgang til digital teknologi. 

Med en score på 179 for og ingen imod har Tech-evangelisterne fået ny rygvind på den digitale cykelsti. De vil redde din tilværelse i en fart. Det betyder grønt lys for en fremtid, hvor avanceret internetteknologi permanent overtager stadig flere funktioner i din hverdag. Digitalisering har åbenbart en guddommelig kraft, der kan frelse verden.

90 DAGE MED ANGER

Efter 90 dage med lockdown har du nu lært det udenad: Du skal være ydmyg og taknemmelig for digitalisering. Teknologien får det hele til at hænge sammen, når jorden under dig bliver giftig. I det danske digitale eksperiment, er teknologi blevet kritisk for din mentale overlevelse.

Hvor lang tid kunne du undvære mobiltelefon, Netflix, NemID, e-Boks, Netbank, MobilePay, webshops, Skype, Facetime, Teams, Zoom, ‘likes’ på Facebook, kvidder på Twitter, selfies på Instagram eller fællessang med Phillip Faber?

Du behøver ikke at svare med det samme. Kom tilbage, når du har været indespærret uden adgang til teknologi et par år og fortæl mig, hvordan du selv synes det går. Hvis du til den tid stadig er ved dine fulde fem – så er du benhård.

Hvis du ikke kan undvære digital teknologi, må du uden anger acceptere et panoptikon af selvkontrol, selvbeherskelse og selvcensur. Dit valg står mellem underkastelse eller udelukkelse.

TEKNOLOGI UDEN BREMSER

Digital omstilling til et datadrevet demokrati er i den nuværende form ikke konstruktivt eller demokratisk. Det er kriminelt. Det er en forbrydelse mod fællesskabet. Noget tyder på, at de folkevalgte på Christiansborg har afleveret nøglerne til dit privatliv og din personlige frihed til private virksomheder og en håndfuld tech-giganter. Accelereret digital omstilling står helt udenfor demokratisk og pædagogisk rækkevidde. Folkestyret er blevet et Facebook-styre.

Du er sendt ud på den digitale motorvej i en hurtig bil uden bremser. Du kan selvfølgelig købe bremser imod ekstra betaling. Det giver dig en smule sikkerhed og en falsk fornemmelse af tryghed. Selvom du køber sikkerhed og tryghed, er det stadig en gåde, om det er statens eller tech-giganternes færdselsregler, der gælder i cyberspace.

Du kan være sikker på, at det er dig, der betaler, mens staten og tech-giganterne scorer kassen. Når socialt samvær bliver digitalt, er der en usynlig betalingsmur omkring fællesskabet.

HVAD KOSTER DET?

Hvad koster adgang til digitale lyksaligheder?  

De fleste tror, at adgang til det digitale eksperiment er gratis. Det er en sandhed med modifikationer. Det ser ud, som om det er gratis at få post i E-boks eller oprette en profil på Facebook og Instagram, men uden du lægger mærke til det, betaler du med cookies – lunser af din personlige frihed. Desuden kræver adgang til de gratis glæder en investering i teknologi.

Medlemskab til det datadrevne demokrati kræver, at du køber smartphone, tablet, laptop, computer, printer, scanner, fiberforbindelse, mobilt bredbånd, wi-fi, DR-licens, TV2, ViaPlay, Netflix, HBO, anti-virus, anti-ransom, telefonabonnement og webcam. Medlemskontingentet til det datadrevne demokrati er altså ikke gratis, men sluger en anseelig del af dit månedlige rådighedsbeløb.

Hvis du er privilegeret, har du allerede omfavnet de politiske ambitioner om et datadrevet demokrati med ‘digital service i verdensklasse’. Helt uden at stille spørgsmål. Du vil nemlig ikke fremstå som landsforræder.

Du har købt adgang til den politiske våde drøm om ‘et stærkt og trygt digitalt Danmark’. Helt kritikløst. Du vil ikke have, at man kalder dig konspirationsteoretiker, dissident, oprører eller systemkritiker.

Du har investeret i al den teknologi, der gør dig ‘digitalt ressourcestærk’. Du har skam ikke noget at skjule. Du siger “OKAY!” til overvågning, smittesporing, dataindsamling og nudging.

Du har med glæde betalt den afgift, der åbner dørene til  smittefri digitale menneskelige relationer, webshopping, fjernundervisning, podcast, webbaseret videndeling, webinarer, hjemmearbejde, endeløs underholdning og en overflod af digitale muligheder iført sutsko og karantænehår.

Det er svært at få armene ned over de mange lyksaligheder, der vælter ind over dig i det danske digitale eksperiment. Du betaler gerne dit medlemskontingent. Der er i hvert fald ingen, som skal kalde dig for sølvpapirshat. Men din fryd for digitalisering har stadig en pris.

DER BOR EN BAGER       

Prisen for adgang til det datadrevne demokrati kan ikke altid prioriteres i budgettet hos de mange fattige, som lever under kontanthjælpsloftet. Det skaber en kløft mellem dem, som har råd til at bruge den elektroniske motorvej og dem, der må tage bussen. Datadrevet demokrati er ‘Bageren fra Nørregade’ om igen: “Hvis du har penge, så kan du få, men har du ingen, må du gå.”

Digital lyksalighed medfører en anden definition af at være ‘udsat’. I et datadrevet demokrati er de fattige, arbejdsløse, syge, gamle og svage ikke længere kun sårbare. De er udstødt. De er sat udenfor døren. De eksisterer ikke længere. Vi kan fejre, at vi har afskaffet fattigdom. Fattige findes ikke, når du sidder fast i morgentrafikken på Ring 3. Der er ingen omtale af fattige på Facebook, Instagram, Altinget, TV2 eller DR1. 

Fattige kommer ikke til orde. De er usynlige. De er glemt.

Fattige deltager ikke i diskussioner om ret til ferie i udlandet. De har ikke midler til besøg på restauranter, caféer og værtshuse. De har ikke råd til finkulturelt flimmer i teatret eller på museer. De har ikke feriepenge til gode. De sidder ikke hjemme til fuld løn eller på lønkompensation og de kan slet ikke se fordelene ved at arbejde hjemmefra, for de har ikke noget job. De har kun adgang til ulønnet praktik, fordi slavearbejde er den eneste vej tilbage på arbejdsmarkedet, selvom gratis arbejde slet ikke kan betale sig.

Sociale medier er ikke længere sociale. Digitale medier er de privilegeredes legeplads. Når eliten stikker af og solidaritet går i skyen kræver det en omstigning til digital klassekamp. Den danske fortolkning af klassekamp trænger til en genstart efter corona.       

For de fattige, som allerede var udstødt før pademien ramte, er det nye normale kun mere af det samme – bare meget værre.

DET NYE NORMALE

Efter nedlukningen er din hverdag opdateret med berøringsangst. Det nye normale er affolket, berøringsfrit, kontant- og kontaktløst. Teknologien er helten i en virkelighed, hvor analogt socialt samvær er den nye smitsomme skurk. Den digitale omstilling har overhalet almindelig sund fornuft. En forførelse, som har lokket dig ud i digital apati. En ekstase, hvor du ukritisk, ufrivilligt eller i forskellige gradbøjninger af frivillighed afskriver din retssikkerhed og din demokratiske ret til frihed.

Hjemmearbejde betyder, at nu er det slut med at pjække. Hvis du er rask nok til at sidde op i sengen, så kan du arbejde derfra. Hjemmearbejde afskaffer barnets første sygedag og barselsorlov. Arbejdsmiljø er ikke længere et arbejdsgiveransvar. Det er dit eget ansvar. Arbejdstid og fritid er ikke længere adskilt. Du er på, uanset om påske, pinse eller jul står for døren. Der er ikke længere en undskyldning for ikke at tage telefonen, når arbejdet kalder. Hvor mange år kan du holde til at arbejde globalt 24/7?

Du har købt katten i sækken. Du tror du er benhård, men det eneste nye, som du får, er vådt blår. 

DET NYE SORT ER KULSORT

‘Shop ‘til You Drop!’ er regeringens parole for reboot af Danmark. Genåbningsudsalget prioriterer de stærke, som har råd til at bruge penge på restauranter, værtshuse, kro ophold, frisør, shop amok i det lokale indkøbscenter, badeferie, safari, museer og zoologisk have. Men de, der har brug for lægebesøg eller støtte fra offentlige instanser, må vente lidt længere. De står bagerst i køen, der i øvrigt blev længere under krisen.  I et datadrevet demokrati er det kun dem, der køber adgang til digitale medier, som kan få magthavernes opmærksomhed.  

Hvis du i februar 2020 havde betænkeligheder ved masseovervågning, dataetik, ansigtsgenkendelse eller politiske indgreb i din ret til personlig frihed og privatliv, er dine fine fornemmelser nu blevet gjort til skamme.

Digital teknologi er en grundlæggende forudsætning for flertallets stiltiende accept af udgangsforbud, undtagelsestilstand, grænselukning, opholdsforbud og retningslinjer for socialt samvær. Hovedløs digitalisering er en religiøs kult, hvor du ‘frivilligt’ underkaster dig kontrol for at undgå social eksklusion.

Digitalisering er et berusende politisk magtmiddel. Under krisen har magthaverne fået bekræftet, at digitalisering er et formidabelt overtalelsesvåben. De har opdaget, at det er muligt at kyse en hel befolkning og holde gadens parlament foran skærmen bag lukkede døre – bare ved mediernes magiske magt. Fra et politisk synspunkt kan digital omstilling kun gå for langsomt. Det virker!

Helt uden modstand fra oppositionen fik corona en rød regering til at gå i sort. Det varsler en skræmmende vision for en digital fremtid, hvor det nye sort bliver kulsort.

Corona har gjort det tydeligt for enhver. Cyberspace skal ikke erstatte, men bære meatspace. Det er tid til at ryste posen og tage kontrol med digitalisering og brug af data. Teknologi har en velsignet evne til at skabe enorme værdier. En helt essentiel opdatering efter reboot af Danmark vil være en enstemmig omfordeling af de værdier, som digitalisering benåder os med. Hvis et enigt folketing kan enes om at lukke butikken, bør de kunne enes om at åbne den igen på en måde, der gavner alle. Hvis de ikke kan enes, skal de fyres og sendes i ulønnet praktik. Alt andet vil være kulsort.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.