SURFING GAZA – 2004

Posted by

Knud og hans makker, Mazen, har været i flygtningelejren Jabalia i den nordlige ende af Gaza Striben siden klokken fire i morges. De er her for at holde øje med kampene, der har raset i området de sidste tre uger.

En engelsk journalist, kameramand og lokal fixer er også med. De spurgte selv om de kunne være med. Knud har modstræbende ladet dem følge med. De har en pansret land-rover med TV i store røde bogstaver på siderne. Knud og Mazen har en almindelig ubeskyttet hvid firehjulstrækker med store blå FN markeringer. FN arbejder stadig ud fra den hypotese, at det blå flag giver samme immunitet som hellige køer. Knud har dog den bagtanke, at hvis tingene bliver lidt for festlige, kan de alle gemme sig i TV-holdets pansrede bil. Noget for noget, hvis venskab skal holdes.

Kampvognene er efterhånden trængt igennem FN skolerne, der afgrænser Blok 2 i den mest overbefolkede plet på kloden. Den lille gruppe måtte evakuere deres udsigtspunkt fra taget af en seks etagers bygning tidligt på morgenen, da kameramanden bevægede sig for hurtigt, blev opdaget og påkaldte sig maskingeværild fra kampvogne og snigskytter. Knud og Mazen nåede at trække filmholdet med ned til tredje sal før tagetagen blev blæst i stumper og stykker af tung maskingeværild. De blev alle beskidte af støvet på vej ned af trapperne, men ingen kom noget til. Det var tæt på. Det var rigtig tæt på at gå rigtig galt. Den lokale fixer er stadig rystet og kan ikke længere følge med. Han er blevet en klods om benet. Han er blevet skræmt og kan ikke få tingene til at hænge sammen.

Det er lige efter middagsbønnen i Gaza. De har forladt bilerne og går nu rundt på det centrale marked i Jabalia. Kampene foregår cirka 400 meter til højre for dem nede ad sidegaden, som løber langs skolerne. Enkeltskud og maskingeværild brager fra kampzonen. Den centrale markedsplads fyldes langsomt af mænd, der strømmer ud fra moskeerne omkring pladsen efter middagsbønnen. Alle mænd og drengebørn i lejren er på benene og drages mod kamphandlingerne efter imamernes opildnende prædiken. De samler sig i klynger eller bevæger sig rundt på markedet i den stegende støvede middagshede. Enkelte boder sælger stadig lokale grøntsager, men der er ikke meget omsætning. De fleste sælgere har pakket sammen og er gået hjem. Maskerede militser dukker op i små grupper og blander sig i mængden. Nogle få af dem bærer raketstyr. Resten har AK-47. Nogle få er iklædt selvmordsveste. De kommer i grupper fra hele Gaza Striben og forkynder deres ankomst med kampråb om hævn, død og ødelæggelse. Henover lyden af enkeltskud og maskingeværsalver er der pludseligt en hult drøn.

Lufttrykket fra eksplosionen brager ned gennem sidegaden og blæser støv og skidt ind i mængden på markedspladsen. Larmen stiger. Folkemængden råber og skriger. En flod af mennesker i panisk flugt kommer væltende ud fra sidegaden. Den lokale fixer stikker af. Han har endelig fået nok. Kameramanden begynder at filme og bevæger sig mod folkemassen, der kommer løbende imod ham. De bagerste, der kommer ud fra sidegaden halter, famler, bløder, kravler, skriger. De fleste er sårede. Mange er hårdt kvæstede. To mand kommer løbende. De bærer en skrigende mand imellem sig. Han mangler begge ben. Mængden er i chok. Knud griber fat i kameramandens skulder, fanger Mazens blik og råber: ”Vi skal væk herfra. Nu!” Mazen griber fat i journalisten og den lille gruppe skubber sig gennem folkemængden frem til bilen.

De kører til den lokale FN førstehjælpsklinik. Et par minutter senere kommer den første ambulance brølende. Gårdspladsen i klinikken er fyldt med folk, der alle synes at dirigere de andre, så ambulancen kan komme ind. Vild forvirring. Kaos er nok en underdrivelse. Kameramanden filmer. Bagdøren til ambulancen bliver revet op. Folkemængden går i panik og enkelte begynder at skrige ”Allah U’Akhbar” igen og igen i anerkendelse af martyrers tilstedeværelse. Ambulancen er fyldt med kropsdele. Arme, ben, kroppe uden hoveder, hoveder uden kroppe, kroppe uden indvolde, løse fødder og hænder. Gud er I sandhed stor på denne eftermiddag i Jabalia.

Frivillige hjælper ambulancefolkene med at bære kropsdelene ind i klinikken; de lægger dem på det beskidte sandede gulv. En knægt på 12-14 år bærer stolt den smadrede overkrop af en mand indenfor. Der er blod, snot og hjernemasse alle vegne. Der er en masen og trængsel i indgangen til klinikken. Det er en tumult, som Knud har oplevet mange gange før. Han og Mazen holder sig på afstand. Kameramanden er holdt op med at filme. Der er ingen nyhedsstationer, der vil købe den slags billeder. Ingen penge at tjene på splat. Ikke engang Al Manar eller Al Jazeera vil købe den slags. Han er skuffet. Spild af tid. Han kigger på journalisten og trækker opgivende på skuldrene.

Knud og Mazen kan ikke gøre mere. Det har været tre meget travle uger i FN’s førstehjælpsklinik. Klinikken er slet ikke indrettet til at behandle de mange dræbte og sårede. Knud får kontakt til overlægen og beder ham om at ringe, når de har lagt puslespillet og fundet ud af hvor mange dræbte de har. Overlægen ser træt ud – meget træt. I hans blodige kittel ligner han mere en slagter end en læge. Knud lægger hånden på brystet i respekt for lægen. Han trækker lægen til side, holder ham i hånden og spørger ind til, om han har brug for hjælp. Klinikken er løbet tør for medikamenter og forbindinger. De har brug for genforsyninger. Mazen ringer til de rette mennesker i organisationen. De lover at levere samme dag. “Artikel’afie,” siger Knud, mens han trykker overlægens hånd. “God arbejdslyst.” Overlægen smiler med besvær. “Assad inte. Assad,” siger lægen med et træt smil og klasker Knud i ryggen. “Du er en løve. En løve.”

Forbindelsesofficeren ringer. Han har en rapport fra en kampvogn, der har set en bygning falde sammen. Knud beder ham om at få rapporten verificeret. Han fortæller forbindelsesofficeren, at den type sårede de har set, ikke stammer fra en nedstyrtet bygning, men fra en eksplosion. Forbindelsesofficeren lyder bekymret, især over, at Knud og Mazen faktisk befinder sig i Jabalia. “Vi skyder ikke på dig,” siger han. “Det ved jeg godt,” siger Knud og dropper forbindelsen. Knud ved, at de kan spore helt nøjagtigt, hvor han er gennem telefonens positioneringssystem.

Knud og Mazen nipper til skoldhed sød te fra små glas i skyggen under en udspændt presenning i et hjørne af klinikkens overfyldte gårdsplads. Klinikkens sikkerhedsvagt holder en massiv væg af nysgerrige børn væk med ihærdige tunge svirp fra et langt stykke finger-tykt elektrisk kabel. Hans anstrengelser giver dem lige nok plads og ro til at tale med de lokale pinger. En sikkerhedsvagt fra en nærliggende UNRWA-skole nærmer sig forsigtigt. Han forklarer, at hans hjem, der ligger indvendig på en af FN skolernes område blev smadret af en kampvogn for et par dage siden. Heldigvis havde han evakueret sin kone og sine 8 børn, før hans hjem blev ødelagt. Han beder om et sted, hvor han kan bo med sin familie, mens kampene står på. Han er blot en enkelt ud af mange, der arbejder som vagt eller pedel og bor på en af de 185 skoler FN driver i Gaza Striben. Knud ringer til den rette i UNRWA’s hovedkvarter og bliver henvist til den ansvarlige. UNRWA har midlertidigt oprettet genhusning på en anden skole til familier, der har mistet deres hjem under kampene. Knud fortæller vagten, hvor han skal henvende sig. Han kysser Knud på kinderne. Knud føler intet behov for kindkys. Det eneste han gjorde, var bare at ringe. Knud ser på Mazen. “Hvad vi kan gøre?” spørger han. “Vi kan ikke gøre noget,” siger Mazen med et smil. “Ingen verdens ting.” De griner begge fjoget. Det er deres eget lille mantra.

Der lyder endnu et drøn. Denne gang fra en helikopter, der affyrer et missil. Missilet slår ned et sted i kampområdet med et voldsomt brag. Knud kan se støv og røg bølge mod himlen nogle få hundrede meter væk. Knud kigger spørgende på journalisten, som nikker. De kører i retning mod eksplosionen. Gennem de snævre gader, hvor beboerne har hængt net op henover gaderne i håb om, at kunne skjule sig fra dronerne. Det altseende øje i det høje. Da de når frem gennem de trange gyder er det meste overstået.

Ambulancen er på vej væk. To militante på en motorcykel er blevet ramt af missilet og sprængt til atomer. Et par andre er strøget med i købet. Heriblandt et par børn. Døden slår tilfældigt ned denne hede eftermiddagsstund i Jabalia. En gruppe mænd render rundt og samler kød og benstumper op fra sandet omkring eksplosionsstedet. De lægger stumperne i plastposer fra den lokale købmand. Det er vigtigt at martyrerne får alt med sig i graven. Journalisten kigger på Knud. ”Er det her normalt?”, spørger han. ”Endnu en dag på kontoret”, siger Knud med et skævt grin. Journalisten kan se, at Knuds øjne ikke smiler.

De tager afsked med journalisten og kameramanden. De skal til tv-stationen og sætte dagens indslag sammen inden deadline. Knud og Mazen kører til den østligste udkant af Jabalia. Knud beslutter sig for, at de skal på høflighedsvisit til den lokale politistation. Stationen ligger på en lille bakke, hvor der er udsigt over hele Jabalia. Den skjulte dagsorden bag Knuds besøg er, at han lige skal se, om han kan overskue konfrontationslinjerne, så han kan plotte linjerne ind i hans hoved og få opdateret kortet hjemme på væggen på kontoret. Politistationen er en tidligere israelsk militærlejr, hvor der var et højt tårn, hvorfra snigskytter kontrollerede det omkringliggende område. Tårnet er væk, men Knud ved, at der er godt udsyn over den østlige del af Jabalia fra politistationen.

De trænger igennem den sædvanlige tumult af mennesker, der er så karakteristisk for alle offentlige bygninger i hele Gaza. På politimesterens kontor får de serveret skoldhed sød te i små glas. På væggen bag politimesteren hænger et stort billede af Yassir Arafat eller Abu Amar, som han også kaldes. Knud spørger ind til politimesterens opfattelse af situationen og de får en lang snak om alle de genvordigheder kamphandlingerne skaber for ham og hans folk. Han fortæller, at flere af betjentene er blevet dræbt under kampene. Samtalen afbrydes af et voldsomt postyr i venteværelset udenfor politimesterens kontor.

En flok drenge har fundet en ueksploderet artillerigranat. Det er en ordentlig krabat. Knud gætter på 155 mm. De er fire mand om at bære den og lægger med stolthed granaten på et bord, så politimesteren selv kan tage skatten i øjesyn. Der er stor salgsværdi forbundet med det tunge metal i granaten. Men det helt store scoop venter, hvis de kan få det høj-eksplosive sprængstof ud af granaten. Det kan genbruges og returneres til afsenderen i et hjemmebygget missil. I teorien, altså. Venteværelset fyldes hurtigt af nysgerrige, der maser og skubber for at se uhyret. En ung mand maser sig igennem mængden udstyret med hammer og mejsel. Knud registrerer, at knægten har tænkt sig at forsøge at åbne granaten med værktøjet. Knud takker politichefen for gæstfriheden og trækker hurtigt og resolut Mazen med sig ud af politistationen. De kører sydpå.

Da de har kørt et par minutter, ser Knud i bakspejlet, at politistationen forsvinder i et lysglimt. Kort efter hører de braget og bilen vugger let i trykbølgen fra eksplosionen. Knud standser bilen. De stiger ud og ser tilbage mod politistationen, der nu er forvandlet til en paddehat af skidt og støv, der søger mod den skyfri himmel. På afstand kan de se mennesker, der løber rundt eller ligger spredt omkring eksplosionsstedet. “Skal vi køre tilbage?” spøger Mazen. Knud tænker et øjeblik, mens han betragter det grumme sceneri. Han kigger på Mazen. “Hvad vi kan gøre?” spørger han. Mazen kigger på ham og ser derefter mod den voksende støvsky. “Vi kan ikke gøre noget,” siger han langsomt med en bedrøvet mine. “Vi kan ikke gøre nogen verdens ting.” De står lidt i tavshed og kigger mod den forsvundne politistation og den tumult, der udspiller sig omkring sceneriet. Uden at se på Mazen siger Knud: “Vi skal nok ikke fortælle nogen, hvor tæt på, vi har været i dag. Det kunne blive brugt imod os.” Mazen ser frem for sig. Efter et stykke tid siger han: “Det har du nok ret i.” De sætter sig ind i bilen og fortsætter mod syd. “Jallah,” siger Knud og banker sømmet i bund. De siger ikke noget til hinanden undervejs. På radioen melder operationsrummet om en større eksplosion i Jabalia som følge af et israelsk missilangreb. De bliver anmodet om at opgive deres position. Knud melder tilbage på radioen, at de er i Sheikh Radwan, langt fra Jabalia. Han fortæller, at de er på vej tilbage til kontoret.

Knud og Mazen er tilbage på kontoret sent på eftermiddagen. Knud løber hurtigt igennem de mange mails, der venter på computeren. Hovedkvarteret vil have at vide, hvor mange fødende kvinder, der har aborteret i ambulancer, som blevet stoppet og tilbageholdt i militære kontrolposter på vej til fødeklinikken. Tallene fra de sidste tre år skal de have nu til en igangværende konference i Geneve. Emnet er åbenbart hot.

Chefen vil have tallene for hvor mange nødrationer de uddelte i den sydlige del af Gaza i går. Sikkerhedsofficeren vil have det totale tabstal under de seneste kamphandlinger og hvor mange hjemmelavede missiler Hamas har affyret siden december sidste år.

Knud banker liv i deres databaser. Alle henvendelser skal behandles omgående.

Økonomiafdelingen vil have forslag til, hvordan Knud påtænker at bruge besparelserne på budgettet og en forklaring på, hvorfor der er besparelser. Chefens mistro til programmet gør, at han vil have det lukket og derfor har han syltet ansættelsesprocessen af nye internationale folk. Programmet er voldsomt underbemandet. Chefen søger at udmatte holdet og fremprovokere opsigelser fra de nuværende på det lille hold af to internationale og fire lokalt ansatte. Argumentationen er, at hvis der ikke er nogen ansatte, er der heller ikke noget program. Knud skal finde en passende diplomatisk forklaring til donoren, der betaler programmets løn- og driftsudgifter. Det kan vente. Knud har ikke tid til diplomati og politisk fnidder lige nu.

UNICEF anmoder om Knuds hjælp til at formidle adgang til en lukket zone i den nordlige del af Gaza, hvor de vil uddele legetøj og skolebøger til børnene hos de familier, som er permanent indespærret i området uden adgang til skolegang. De vil gerne have et møde med Knud. Den ansvarlige er en køn charmerende ung dame fra Frankrig. Det er et møde Knud ser frem til. Han prøver at finde plads i kalenderen.

WFP vil have støtte til uddeling af mad i den sydlige ende af Gaza i overmorgen. Knud har modtaget en mail med kørernes ID numre og numre på køretøjerne, der skal igennem kontrolposten til det lukkede område. Faxen skal sendes til forbindelsesofficeren senest klokken 16:30. Om ti minutter.

Knuds kvindelige kollega er stresset. Chrissy ringer. Hun hænger fast på et hotel i Jerusalem. Grænseovergangen mellem Israel og Gaza er lukket på grund af kampene. Hun kan ikke komme tilbage efter hendes tvungne ferie, som hun tog af sted på for snart tre uger siden. Knud konstaterer, at hun efter knap et år i Gaza har rundet det farlige hjørne, hvor man bliver opslugt af hele situationen og ikke længere kan forestille sig, at verden udenfor Gaza kan tilbyde samme intensitet.

At indleve sig i arbejdet i Gaza betyder, at efter en periode på omkring 8-10 måneder opstår der en tilstand, hvor Gaza synes at være det eneste, der giver mening i livet. En slags mental beruselse, der er svær at slippe. Knud har efter meget tovtrækkeri og sværdslag fået ledelsen til at acceptere, at internationale skal tvinges på en uges betalt ferie hver 8. uge. Selvom dette princip faktisk anvendes af alle andre FN organisationer i området, Har Knuds forslag ikke styrket hans popularitet hos ledelsen. Det er svært at forestille sig hvor stor belastning det er at arbejde i marken hver dag, hvis man sidder på et kontor. Chrissy er klar over, at situationen for holdet i Gaza er presset. Hun bedyrer, at hun helst ville være i Gaza. Knud er glad for, at hun er, hvor hun er. Hun har tidligere bevist, at hun går sukkerkold, når tingene bliver for brogede. Det påvirker dømmekraften. Det bliver for følelsesladet. I Gaza skal man besidde en form for kynisme og indse det paradoksale i jobbet for at overleve. Hun har hovedpine. Knud beder hende om ikke at bekymre sig for meget og hvile sig lidt. Knud udviser empati og fortæller, at de nok skal klare ærterne. Så slemt er det heller ikke, lyver han. Knud beroliger hende med, at kampene sikkert snart stopper, så hun kan komme tilbage. Hendes opkald minder ham om, hvor udmattet han selv er. Han har ikke haft en fridag i de sidste syv måneder.

Kontoret ligner en mødding. Knud ser på Mazen. Han registrerer, at han ser slidt ud. Knud formoder, at han selv ser mindst lige så brugt ud. ”Lad os få det overstået!” siger han til Mazen, der retter sig op i stolen. ”Hadehr”, siger Mazen. “Javel chef.”

Klokken er 2030. Det er mørkt. Knud må ikke være ude når det er mørkt. Det er for farligt, siger sikkerhedsofficeren fra sit sikre kontor. Det kan han have ret i. Knud turnerer ofte i Gaza efter mørkets frembrud i al hemmelighed. Gaza er en helt anden verden, når mørket sænker sig. Så kommer de lokale militser på gaden med bombeveste pakket med sprængstof, maskingeværer og køller. De bevogter stolt deres eget territorium. Oftest er det unge drenge, der står for bevogtningen. De lægger panserminer ud i de huller i vejbanen, der markerer, hvor de har gravet store mængder af hjemmelavet sprængstof ned under vejen. Minerne er forbundet med ledninger, så den udpegede ansvarlige kommandør kan udløse sprængladningerne på afstand. Om dagen kan man kun se de runde huller i asfalten, men man skal vide, hvad man kigger efter. Sprængladningerne har i flere tilfælde vist sig at kunne stoppe kampvogne og sprænge pansrede mandskabsvogne til atomer på en særdeles effektiv måde.

Man kan se forskel på de enkelte militser ved deres forskelligt farvede pandebånd, bannere og uniformering. Knud har derfor fået indsigt i, hvilke faktioner og militante grupper, der kontrollerer de enkelte områder i byen og i flygtningelejrene. Det er vigtig taktisk information, hvis han kommer i en situation, hvor han skal forhandle med den lokale militante kommandør.

Nogle aftener arrangerer de lokale militser større militærparader, hvor de marcherer maskerede gennem deres bydel og rekrutterer nye medlemmer eller bare blærer sig med deres våben. Knud tager ofte en ‘sniger’ om aftenen og bevæger sig rundt helt alene uden at fortælle det til andre. Det har givet ham indblik i, hvordan tingene er skruet sammen under overfladen. Knud er blevet god til at bevæge sig under radaren. De lokale er efterhånden vant til og har accepteret hans tilstedeværelse. De genkender ham. Heldigvis har sikkerhedsofficeren ikke opdaget hvad han har gang i.

I dag er Knud en god dreng. Han er i sin lejlighed. Telefonen ringer. Det er Knuds kone. Hun vil gerne købe en ny læderjakke, som hun har forelsket sig i under hendes shopping tur med veninderne. Knud har vanskeligt ved at leve med deres langdistanceforhold. Han har ikke set hende i lidt over otte måneder. Hendes opringning får ham til at tænke på, hvor meget han savner hende og knægten. Knud savner deres liv sammen. Han savner et normalt familieliv. Han leder febrilsk efter et normalt job tættere på hjemmet eller et sted hvor familien kan være med. At skrive jobansøgninger er et langsigtet projekt, som han ikke har plads til i kalenderen. Hendes opringning minder ham om hans rumlende dårlige samvittighed over at skulle være væk og hans udfordringer med at finde et andet job. Der er dog ikke tid til fornemmelser og melankoli lige nu. Han skyder tanken fra sig. Ned til den voksende klump i maven.

Den anden telefon ringer. Det er Ahmad. Han forklarer at en fransk journalist er blevet kidnappet af en ukendt gruppe for fem minutter siden. Knud ringer til sikkerhedsofficeren, der – som altid – bliver pissesur over, at Knud har informationer først. Han ser Knud som en trussel. Knud er ligeglad.

Sikkerhedsofficeren går på radioen og beordrer alle internationale til at blive på deres bopæl indtil videre. Som sædvanlig tager han æren og fremstår som den, der er alvidende om, hvad der foregår i dette vanvid. Knud ved, at sikkerhedsofficeren er meget utryg ved at være i Gaza. Derfor bliver han helst på kontoret. Hvis man ikke bevæger sig rundt eller får indsigt i forholdende og sammenhængen den skarpe ende, så kan Gaza hurtigt blive overvældende og skræmmende.

Knud har ikke været ude af Gaza i mere end tre måneder. Han er løbet tør for cigaretter og det meste af det, der ikke kan købes i Gaza. Han får fat på dørmanden over samtaleanlægget og får ham til at løbe til købmanden efter cigaretter og til det nærmeste kebab værksted efter aftensmad. Dørmanden får lidt håndører for ulejligheden og Knud lægger de to shawarma i mikrobølgeovnen og giver maden en gang nuklear opvarmning. Knud ved fra dårlig erfaring, at mad fra gadeudsalget skal have lidt atomkraft inden den spises. Ellers kan det koste Knud tre pinefulde dage på tønden.

Telefonen ringer. Der er en ambulance med en strandvasker, der har ligget i vandet i tre-fire dage. Liget blev fundet af en flok børn på stranden. Ambulancen har ventet i tre timer ved en kontrolpost, hvor soldaterne ikke vil lade den passere. Ambulancen har ikke air-condition og soldaterne har givet ambulancefolkene forbud mod at åbne vinduerne eller forlade ambulancen. De brækker sig af stanken i den overophedede ambulance. Knud ringer til forbindelsesofficeren og minder ham om, at det er militæret, der har anmodet FN om at transportere liget. Forbindelsesofficeren lover, at han vil ordne det. Nogle minutter senere melder ambulanceføreren på radioen, at ambulancen har passeret kontrolposten og er på vej til lighuset.

Overlægen fra Jabalia ringer og beretter at de har samlet tolv hele lig, men har nogle stumper tilovers, så han vurderer der er mindst tre mere. 63 sårede i alle regnbuens farver lige fra rifter og brandsår til mistede lemmer. Knud takker for hans indsats og gør et hurtigt notat til hans rapport.

Chefen ringer. Han vil have en undersøgelsesrapport over en episode i en FN pigeskole hvor et barn er dræbt og to andre børn såret af skud, mens de stod på række i skolegården. Skolen ligger i den sydlige del af Gaza Striben op ad grænsen til Ægypten. Hovedvejen mod syd er afspærret af de israelske styrker i lange perioder. Hvis Knud kører sydpå, kan han risikere at blive afskåret. “I morgen, chef. Ikke nu,” siger Knud. Han forklarer chefen, at han stadig er alene på den synkende skude. Chefen fnyser. Han er ikke begejstret, men insisterer ikke på, at blande sig i Knuds prioritering af opgaverne.

Knud ser nyhederne på BBC. Der er ingen nyhedsværdi i en almindelig dag i Gaza. Det sælger ikke længere. Kun tredive sekunder om fortsatte kampe i området og gamle arkivbilleder. Journalisten har åbenbart ikke haft held med at sælge dagens indslag fra Jabalia til redaktionen derhjemme.

Ambassaden ringer og vil have en beskrivelse af dagens begivenheder. De ønsker Knuds vurdering af, hvorvidt det er muligt at få et par danske ingeniører ind i Gaza i denne uge. Knud kigger i krystalkuglen og fraråder det. Han fortæller dem, at ingen har kunnet få folk henover grænsen fra Israel de sidste fire uger grundet kampe. Selvom de kunne krydse grænsen kan Knud kun bekræfte, at den nuværende situation ikke tillader at folk uden indgående lokalt kendskab flimrer rundt uledsaget. Knud understreger, at han ikke har ressourcer til hverken at vise dem rundt eller yde dem beskyttelse. Ambassaden er glade. Ingeniørerne får endnu en uge på hotel i Jerusalem udenfor hegnet. Ambassaden har fået en anmodning fra Danmarks Radio, der beder Knud om at gå direkte på TV-avisen i morgen og give en førstehåndsbeskrivelse af situationen. Knud skal have chefens tilladelse til at køre til TV studiet efter mørkets frembrud. Chefen bliver sikkert skide sur, som sædvanlig. Endnu et kryds i hans sorte bog udfor Knuds navn for at omgå sikkerhedsbestemmelserne – endnu et søm i kisten.

En kamphelikopter affyrer et missil mod en bygning et par hundrede meter fra, hvor Knud bor. Strømmen går. Generatoren slår ikke ind. Knuds udlejer har igen glemt at hælde diesel på dunken eller har ikke mere adgang til rationeret brændstof fra den lokale tankstation. I mørket famler Knud sig frem til, hvor hans stearinlys altid bor, så han ved hvor det er, når han skal bruge det. Knud beslutter, at han lige så godt kan gå i seng. I skæret fra stearinlyset ser han på fotoet af hans søn. “Snart er vi sammen igen,” tænker han. “Inshallah – hvis Gud vil det.” Stenen i Knuds mave rumler.

Knud får et par timer på ryggen. Halvt sovende registrerer han rapporter på radioen om eksplosioner og skududvekslinger i andre dele af Gaza. Knud ænser kun svagt den dumpe lyd af lange byger af maskingeværild i det fjerne. Kampene fortsætter i bykvartererne på den anden side af byen.

Klokken 3 om morgenen vågner Knud brat, da bygningen ryster ved lyden fra et massivt drøn. Han kigger ud af vinduet og ser et kampfly i lav højde, der bryder lydmuren. Knud kan se de orange flammer fra flyets efterbrænder i mørket, da den flyver sydpå langs Middelhavskysten. I den efterfølgende stilhed efter overlydsbraget hører Knud, at folk råber og rumsterer. Et barn græder. En mand råber nogle eder og forbandelser. Knud har altid vinduerne stående åben. Gennemtræk i lejligheden skal forhindre, at vinduerne trykkes ind og splintres, når der er eksplosioner. Efter et stykke tid falder alle til ro igen og Knud døser hen.

Det første kald til morgenbøn ved solopgang. Strømmen er tilbage, men nu er der ikke noget vand. Knud tænder den elektriske kedel og koger noget vand fra hans reservebeholdning til en kop kaffe. Ingen brusebad her til morgen. Knud kigger på kalenderen han har taget med hjemmefra. Denne måned er prydet med et billede af Dybbøl Mølle i solskin på en dansk sommerdag. Det virker malplaceret. Næsten absurd. Han sætter et mærke. Han har slået hans egen rekord. Han har været i Gaza i 1000 dage i denne omgang. Sidste gang han arbejdede for FN i Gaza, var det kun blevet til lidt over 700 dage. Ingen dage er ens i Fun City.

Telefonen summer og danser den lille vibrator dans på køkkenbordet. En ny dag begynder på kontoret. Knud øjner kun en meget lille chance for at dette vanvid nogensinde stopper.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.