SURFING GAZA – 1993

Posted by

Det er 1993. Knud har rumlende følelser for Jo. Hendes store brune øjne og lidt fornemme britiske udtale ringer en klokke i ham. Hun er frivillig. Lærer. Langt over hans niveau. At invitere hende på en date er ret upassende og uopnåeligt på så mange leder og kanter. Hun er ti år yngre end han. Rundt regnet. Men Knud er Viking. Han har en nedarvet forpligtelse til at gøre et godt forsøg. Når isen er tynd, kan man ligeså godt begynde at danse.

De får et let måltid på en amerikansk inspireret plastic indpakket kosher restaurant midt i det største indkøbscenter i Ashqelon. En mindre havneby en times kørsel syd for Tel Aviv. Hun er vegetar. Knud er på gyngende kulinarisk grund. Ingen svinekoteletter i miles omkreds. De får den samme salat. Falsk vegetarisk bacon. Ligner den ægte vare, men smager meget ligesom våd pap. Han gør en indsats. Knud foregiver at synes om kaninfoder. Vikinger lever ikke af salat, men når man er i Rom …

Det er ikke en date. Nej-Nej-Nej. Bare en selskabelig udflugt med kulturel udveksling. Et let måltid og en biograftur. Perfekt dække. Knuds chance for at demonstrere lidt intellektuel kapacitet på trods af de brede skuldre, de blå øjne og det blonde hår. Han er på bolden. Opdateret og forberedt. Han har sikret to billetter til den sene forevisning af den nye Stephen Spielberg film. Netop ude. Premiere. Schindlers liste. Ta-daa. Der er ikke et øje tørt.

Biografen er fyldt med unge mennesker. Nogle i civil. De fleste er værnepligtige soldater i typiske lurvede israelske uniformer. Drenge og piger jonglerer spande med popcorn, litervis af sodavand – og deres automatrifler. Nogle mere fikst end andre. Knud anstrenger sig for ikke at vise synlige tegn på bekymring over den matematiske sandsynlighed for et vådeskud fra blot en af ​​de hundredvis af automatiske skydevåben i dette publikum. Knud flytter sig nervøst i sædet. Geværet, der tilhører pigen, som sidder ved siden af ham, peger direkte på hans forplantningsevne. Effektiv showstopper for enhver romantisk tilnærmelse og spænder samtidigt ben for alle fremtidige forhåbninger om familieforøgelse, hvis noget skulle gå galt. Knud kigger ind i Jo’s brune øjne, før lyset slukkes. Hendes smil lægger en dæmper på hans professionelle betænkeligheder, beroliger hans bekymringer, og Knud føler sig tryg.

Knud følger ikke rigtig handlingen i ​​filmen. Han er mere optaget af skumle planer om en uskyldig taktisk test af Jo’s forsvar i det mørke teater. Filmen er dog ikke den ideelle baggrund for en romantisk offensiv.

Handlingen udspiller sig i Warszawa under 2. verdenskrig og skildrer nazisternes grusomheder mod den jødiske befolkning i ghettoen. Massedeportationer. Hungersnød. Død og ødelæggelse. En detaljeret fremstilling af nazismens terror og forfølgelser. Og midt i disse rædsler giver Schindler et heroisk glimt af håb ved at skaffe arbejdstilladelser til et mindretal af den indespærrede jødiske befolkning, der er afskrevet til udslettelse. Vilkårlig udvælgelse, etnisk segregation, summariske henrettelser og drama hele vejen rundt. Gennem Schindlers bestræbelser bliver de udvalgte få givet tilladelser til et arbejde udenfor ghettoen. De står i lange rækker for at forlade ghettoen og arbejde for deres undertrykkere. Jobbet giver dem en chance for at overleve endnu en dag. SS-soldater kontrollerer brutalt deres papirer.

Knud dropper alle ambitioner om at vende deres udflugt til noget mere end blot en aften i byen med en ven. Parret til hans venstre side græder. Meget stille i starten. Højere som filmen udvikler sig. Det unge publikum begynder at snøfte, hulke og græde. Deres indlevelse forplanter sig og fylder den tætpakkede biograf. Da filmen slutter og lyset tændes, jamrer, klynker eller flæber de fleste publikummer. Nogle kryber af gråd, men støttes af venner for at blive på benene. De unge soldater viser åbenlyst deres smerte og sorg, mens de sjokker mod udgangen.

Knud føler sig som deltager i en begravelse af ​​en fjern slægtnings glemte bekendtskab. Han kan ikke mønstre nogen grad af personlig indlevelse. Meget svært at finde et ansigtsudtryk, der ikke kan misfortolkes. Han kigger på Jo. Hun er okay. Hun synes uanfægtet. Intet synligt spor af opløsning. Go Commonwealth!

De skynder sig til bilen. Den hvide Toyota Land Cruiser med de sorte FN-markeringer skiller sig ud som et fyrtårn på den mørke parkeringsplads. Dette er måske forkert tid og sted at reklamere med det faktum, at Knud er en sølle dansk militærobservatør, som gør tjeneste for De Forenede Nationer i Gaza. Han viser i hast Jo ind på passagersædet. De slipper ud af byen i ubemærkethed, mens de indfødte er optaget andetsteds.

De kører mod Gaza i tavshed. Selvom det generelle indtryk af aftenen forbliver fredfyldt, rumsterer den magtfulde intensitet i den filmiske oplevelse stadig. Knud er glad for, at det ikke er en date. Bare en kulturel picnic med en ven. Alle normale forhåbninger forbundet med en date vil helt sikkert være spildt, når man inviterer til et let måltid med efterfølgende gravøl.

Lige efter midnat  stopper han bilen ved Erez. Grænseovergangen til Gaza ligner et anlæg for betaling af vejafgift ligesom på enhver anden europæisk motorvej. Der er ingen trafik. Knud stiger ud af bilen. Helt i henhold til reglementet sætter han det blå FN-flag fast i metalrammen og sørger for at lampen, som oplyser flaget, er tændt.

På den modsatte side af grænseovergangen sjokker hundredvis af palæstinensere igennem en labyrint af metal gelændere. Israelske soldater i deres sædvanlige afslappede påklædning vogter den lange række af palæstinensiske mænd, der meget langsomt bevæger sig mod den israelske side. Soldaterne kontrollerer deres identitetspapirer og arbejdstilladelser grundigt. Nogle mænd udtages af rækken og bliver tilbageholdt i en aflåst indhegning. Tasker og poser gennemsøges. Hver anden mand bliver kropsvisiteret af unge soldater. De fleste sjosker igennem kontrollen og tager opstilling i afventende klynger.

På israelsk side venter Schindlers efterkommere i lastbiler, varevogne eller busser. De samler palæstinenserne op. Når deres køretøjer er fyldt, kører de ind i Israel. Destinationen er landbrug, fabrikker, byggepladser eller værksteder, hvor de palæstinensiske arbejdere tjener en beskeden dagløn. Hver dag forlader ca. 80-100.000 palæstinensiske arbejdere Gaza til et job i Israel. De er heldige. De får en indkomst, der kan forsørge deres familier. I modsætning til de resterende 1,5 million, som kæmper for at opretholde en tilværelse i det besatte Gaza. Ikke desto mindre har landskabet ved Erez en direkte reference til Spielbergs skildring af Warszawa under 2. verdenskrig. I princippet er ligheden slående.

De sidder og betragter skuet et øjeblik i stilhed. Knud kigger på Jo. I det øjeblik kan han læse, hvad han tænker i hendes øjne. En fælles åbenbaring. Knud starter bilen og de kører ind i det kulsorte mørke i Gaza. Han er glad for, at det ikke er en date. Eventuelle romantiske forhåbninger er helt sikkert borte med blæsten nu. Alt for meget Warszawa på en enkelt aften.

De kører langs kystvejen mod syd. Knud slukker lygterne og tænder kabinelyset et par hundrede meter fra den israelske kontrolpost ved grænsen til Gaza City. De nærmer sig langsomt og forsigtigt bommen for ikke at skræmme de unge, der bemander kontrolposten. Soldaten vil vide, hvorfor de vil krydse. Han er synligt overrasket, da Jo, med en helt naturlig intonation og et charmerende smil, fortæller ham, at de skam bor her. Som om det er den mest indlysende ting i verden. Det britiske imperiums evne til underdrivelse slår til igen. Han ryster på hovedet i vantro, da de kører forbi. At bo i Gaza overstiger hans mest fantasifulde fatteevne.

Det daglige udgangsforbud fra skumring til daggry forvandler Gaza City til en spøgelsesby. Om natten er de mørke gader befolket af nervøse israelske fodpatruljer, sværme af rotter større end katte – og en gang imellem et ensomt FN-køretøj. I dagslys forvandles de samme gader til en eksplosion af mennesker, trafik og æsel kærrer. Efter en hurtig tur gennem de tomme mørke gader når de frem til den indhegnede bungalow, hvor Jo bor. Hun smiler. Knud stjæler et genert kys. Han mærker ingen modstand. Tværtimod. Go Vikings! Efter et langtrukket øjeblik trækker hun sig modvilligt og smutter gennem jernporten til huset. Knud kører til sin ydmyge bolig. Han er glad for, at dette ikke var en date. Bare en aftenudflugt med en god ven. På den anden side, hvis det havde været en date, kunne han ikke have planlagt en bedre afslutning.

Der er noget uforståeligt absurd i denne konflikt og dens mekanismer. Undertrykkere positionerer sig selv som ofre – eller omvendt. Skiftende styrkeforhold i en konflikt om tro, der har raset i årtusinder. Det udfordrer observatørens neutralitet på en måde, der konstant stiller krav om, at man vælger side. At være ubevæbnet i en kontrovers, hvor alle parter er bevæbnet til tænderne, gør en sårbar. Sårbarhed er vidnets eneste våben, men kræver lige portioner af mod, tro, håb og masser af kærlighed. Hjerteskærende.

Men i aften er Jo den ubestridte hjerteknuser. Knud snupper en syndefuld skinke sandwich i smug, før han går i seng. Men det må Jo endelig ikke vide noget om.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.