TREDJE TIRSDAG

Posted by

Selvom han har været i Gaza nogle måneder, har Erik endnu ikke tømt hans udrustning ud af de tre køjesække. Den standardudrustning, som er beregnet til det danske klima, kan ikke bruges i Gaza. Han har tømt en stak hvide skjorter og to par kaki bukser ud af hans kuffert. Det  dækker hans daglige behov. Han kan være på farten i løbet af et kvarter, hvis de bliver beordret til at evakuere – eller ‘relokere’, som det hedder i manualen. Hans rygsæk er allerede pakket i henhold til sikkerhedsbestemmelserne. Maksimum 12 kilo. Heraf tre liter drikkevand og madrationer til tre dage. Resten må han bare efterlade, hvis det bliver for broget at være der. Det giver hans tilværelse i Gaza et stærkt præg af at være på midlertidigt besøg.

Han bor på tredje sal i en lejlighed, der er alt for stor, men med udsigt over Middelhavet. Han opholder sig kun i lejligheden, når han skal sove. Det er kun stuen og et af de tre soveværelser der er møbleret. 130 kvadratmeter lyst flisegulv med kridhvide vægge. Ingen finurlige kringelkroge. Køkkenet er ryddet, rent og ubrugt. Han bruger kun sin medbragte elektriske kedel, hans eget krus med FN logo på og et hjørne af køkkenet til hans lager af flaskevand. Han laver ikke mad i lejligheden. Køleskabet er gabende tomt, bortset fra et par flasker vin og en ramme Budweiser. Det er nemt at holde. Det sparer ham både for rengøring og bekymringer omkring indretning.

To unge kvinder, der arbejder ved FN, bor på første og anden sal i bygningen. Det har i bogstaveligste forstand både fordele og bagdele for Erik. Den storbarmede lysblonde underbo havde oprindeligt svært ved at skjule hendes henrykkelse, da Erik flyttede ind. Lisa er svensk og ansat i FN. Hun har et krævende og risikofyldt job med monitering af den humanitære situation i flygtningelejrene. Hun er sidst i tyverne. Frisk ude af universitetet. Erik er midt i trediverne. Lisa har ved flere lejligheder inviteret på kaffe, the, vin og en sludder for en sladder. Altid sparsomt påklædt.

I aften banker hun på Eriks dør ved 10-tiden. Kun iført vådt hår, badekåbe og en dyr parfume.

Lisa inviterer sig selv indenfor. Hendes påskud er, at hun lige vil sikre sig, at Erik er kommet ordentlig på plads. Hun vil se om udsigten fra Eriks lejlighed er bedre end hendes. Hun føler sig ansvarlig for hans velbefindende, da hun var den, som gav ham tippet om den ledige lejlighed.  Lisa kan ikke sove. Erik inviterer på israelsk hvidvin. Han tænder et par stearinlys og slukker det skærende neonrør, som er den eneste belysning i den sparsomt møblerede stue.

Hun bedyrer hendes glæde ved at have en officer som overbo. Det gør hende meget tryg siger hun med et sårbart, kælent blik med hovedet på skrå. Hun snor en af de blonde lokker omkring pegefingeren. Et kønt typisk nordisk ansigt med et charmerende smil og klare blå drillende øjne. Hun er en robust pige. Store fyldige bryster og brede hofter. 180 cm uden hæle. Skulderlangt blondt hår, som hun normalt binder op i en knold, når hun er på arbejde for ikke at drive de palæstinensiske mænd til vanvid. Så undgår hun også at rettroende drenge kaster sten efter hende. I Gaza er kvinder uden tildækket hår helt legitime mål for stenkast og andre ydmygelser.

Ved en pludselig bevægelse løsner badekåbens bælte sig ved egen magiske drift og med en fnisende undskyldning afslører hun helt tilfældigt, at hun er nøgen under badekåben. Erik får et kort glimt af den lille blonde trekant mellem hendes ben. Han lader hende simre lidt i egen juice. Mens de sludrer glider badekåben ubemærket til side, da hun flytter sig og trækker de lange ben op under sig på sofaen. Under samtalen presser Lisa armene sammen og giver udsigt til kløften mellem de store faste bryster. Erik ikke længere i tvivl om signalværdien. Lisa er ikke kommet for at konversere. Gaza gør noget ved kvinders kønsdrift. Adrenalinen går lige i hypofysen. Erik får associationer til stemningen i Carl Orffs ‘Carmina Burana’. Han behøver vist ikke at indhente hendes skriftlige samtykke.  

Erik smiler til hende, rejser sig op og trækker skjorten op af bukserne. “Jeg tager lige et brusebad,” griner han. Efter en hurtig skylle slynger Erik håndklædet om livet uden at tørre sig. Han er stor, bred og markeret. 192 høj og 105 kilo rå muskel. Han har tabt 10 kilo underhudsfedt henover den første måned i Gaza. Dels på grund af varmen, et strengt regime med to trænings pas om dagen og dels som resultat af en strengt kontrolleret kalorieindtagelse helt uden alkohol.  Han er skåret skarp som en klassisk græsk statue. Six-pack og hele molevitten. Han er solbrændt og håret er falmet fra mørkeblond til helt lysegul. Det gælder også hårene på arme og ben. Han har kun sparsom, men velplaceret blond behåring på mave og bryst. Hvis man er til store mænd, så er Erik bestemt et repræsentativt eksemplar. De fleste har svært ved at undgå at lægge mærke til ham, når han træder ind i et rum. Det kan gøre ham forlegen. Han hverken behøver eller ønsker opmærksomhed på grund af hans udseende.  

“Kom,” er det eneste han behøver at sige, da han igen træder ind i stuen. Lisa kæmper med et lille tilbageholdt gisp og et overophedet blik henover hans nøgne veltrænede overkrop. Uden tøven følger hun med ham ind i det mørke soveværelse, hvor hans håndklæde og hendes badekåbe lander på gulvet ved sengen. Da han langsomt glider op i hende, begynder hun med suk og hæse gisp at tælle højt. Hun når til fem og eksploderer højlydt, mens hun vrider sig som en ål under ham med fingrene begravet i hans ryg. Da hun igen er kommet til hægterne, ryger de en cigaret sammen på sengen i mørket.

“Det var lige præcis hvad jeg trængte til,” hvisker hun, mens hun tager et fast greb om hans ædlere dele. “Den sad lige i skabet,” siger hun med skånsk drilskhed. “Undskyld. Det skal ikke ske igen,” griner Erik i mørket. “Du er rigtig god til at tælle.” Hun bider ham i skulderen, vender ryggen til ham og presser sig ind i ske mod ham. “Må jeg sove her hos dig i nat?” spørger hun. “‘Jeg har fri i morgen, så vi kan sove længe og spise frokost på sengen,” foreslår hun. Erik bemærker, at svenskere altid tager fejl af morgenmad og frokost. Det kan godt blive lidt forvirrende, men stadig charmerende.

“Desværre. Jeg skal op klokken fire. Jeg har en opgave i morgen,” siger han. “Men du kan bare blive liggende. Bare føl dig hjemme.” Hun rejser sig op med et sæt og en typisk svensk forbandelse. “Soldater.” brokker hun sig. “I laver aldrig noget, men flimrer bare rundt i jeres uniformer uden at være til nogen nytte overhovedet.”

“Det er muligt,” parerer Erik. “Men du må da indrømme, at vi får det til at se godt ud ikke at lave noget.” 

“Jeg skal altså sove længe,” vrænger Lisa skuffet. I mørket får Erik et glimt af hendes nøgne skønhed, inden blondinen smutter tilbage i badekåben og med et forsonende kindkys tager afsked.

Erik ved, at et par af pigerne i det lille internationale selskab har et internt væddemål kørende om, hvem af dem, som kan score ham først. Der er ingen tvivl om, at aftenens aktivitet vil fremkalde fnisende skolepigesladder i krogene. Lisa skal nok vende tilbage en anden gang, når trykket stiger på kedlen. Hun er i sandhed en god nabo. Måske kan hun nå at tælle til mere end fem næste gang, så Erik også kan nå at blive inviteret til festen. Erik lægger vægt på, at yde en diplomatisk præstation for at fremme samarbejdet mellem de forskellige FN-organisationer. Hvis alle er glade, kan det kun styrke den samlede humanitære indsats i Gaza. Han bidrager hellere end gerne med det, han nu engang kan byde ind med. Nogen må jo ofre sig for trivsel og velfærd i den lille internationale klub. Det er et offer, Erik hellere end gerne yder. Erik ved ikke meget om Lisa. Kun at hendes favoritsang er Nancy Sinatra’s hit fra 1966: ‘These boots are meant for walking’, som hun ofte skråler til de flestes store begejstring. Han falder i søvn med et smil på læben og sangen kørende i hans hoved.     

Gaza har sin egen rytme. Den lokale moské, en lille firkant i gasbeton, er placeret klods op ad Eriks bolig. Ved solopgang bliver Erik vækket, da imamen tænder for mikrofonen. Det giver et drønende dunk i højtaleren, som er placeret på en pæl udenfor hans vindue i soveværelset. Et decibel-chok, der ryster sengen og kan vække selv de døde. Det er ikke det værste. Nogle dage rømmer han sig, hoster og hakker efter mikrofonen er tændt. Det er en brat og temmelig ubehagelig opvågnen. Ikke ligefrem nogen åbenbaring. Men så bliver det endnu værre. Manden er tonedøv. Hans kald til morgenbøn dingler vilkårligt på må og få gennem tonearterne. En ynk uden lige. Nul point for det kunstneriske indtryk. Uskønt, men højt. Angstfremkaldende – grænsende til det traumatiske. Meget effektivt. Det skal han have. Der er hverken folk eller fæ, der tør at lægge sig til at sove efter en sådan indsats. Hans præstation kan kun sammenlignes med en kristen præst, der slår på et grydelåg med en træske i stedet for at ringe med kirkeklokkerne. Til gengæld sparer Erik udgiften til et vækkeur. Dagen er skudt i gang i Gaza.

Erik koger en kedel vand til dagens første kop Nescafé. Gold naturligvis. Morgenstund skal have guld i mund. En smule luksus i en noget minimalistisk tilværelse. Han slubrer den skoldhede kaffe i sig på den vestvendte altan med udsigt over stranden og havet. Den salte duft fra havet overdøver den sædvanlige stank af henkastet skrald og affald i opløsning, der er så kendetegnende for oplevelsen i Gaza.

Den opgående sol varmer omgivelserne op, men her i skyggen af bygningen er luften stadig kølig omkring de 20 grader – eller i hvert fald endnu ikke brændende varm. Han har afsluttet hans morgenrutine. Opvarmning; armbøjninger; kropshævninger; knæbøjninger og mavebøjninger. Udstrækning, barbering og brusebad. Han ville have foretrukket en løbetur langs stranden i solopgangen, men sikkerhedsbestemmelserne for militære observatører tjenestegørende i Gaza Striben forbyder al færden til fods udenfor FN installationer.

I dag er en speciel dag i det Herrens år 1992. Tredje tirsdag i måneden. Det betyder, at det lille hold på to militære FN-observatører i Gaza endelig er betroet en faktisk opgave. Erik skal eskortere en FN lastbil med diplomatpost igennem Gaza fra nord til syd. Han skal se til, at posten kommer sikkert frem og undgå, at lastbilen farer vild. En simpel ‘Følg Mig!’ øvelse. Ubevæbnet naturligvis. Hvor svært kan det være. I regn og slud …..

FN vil vise flaget og foregive, at der midt under den igangværende Intifada alligevel eksisterer en form for normaltilstand i Gaza. En argumentation, der holder fast ved, at man – til trods for den noget blakkede situation – kan opretholde en kurer-rute mellem Jerusalem og Cairo ved at køre postbilen igennem Gaza. International symbolpolitik, som skal demonstrere og dokumentere FN’s ubegrænsede bevægelsesfrihed. Ren paradeforestilling. Man kunne lige så godt køre udenom Gaza ad den nyanlagte omfartsvej, som alle andre bruger langs ydersiden af indhegningen. Det ville være mere sikkert og helt udramatisk at tage turen på den israelske side af hegnet. Men symbolværdien ville sandsynligvis gå fløjten.

Alligevel er Erik tændt. Opgaven giver mulighed for en beordret tur til Rafah, grænseovergangen mellem Israel og Ægypten. Helt legitim militær sightseeing i Ray Bans og nystrøget hvid skjorte med masser af tingel-tangel henover brystet. Fås ikke bedre. Et tiltrængt afbræk i den noget rutineprægede daglige trummerum. En chance for at se noget andet end den faste tilladte rute mellem kontoret i Gaza City og den nordlige grænseovergang til Israel. Opgaven ligger udover de mange restriktioner, som er indeholdt i den sædvanlige instruks, observatørholdet normalt følger. Deres mandat handler om, at gøre sig usynlig og holde lavest mulige profil. De skal være her, men helst uden at blive smurt ind i noget. Som at gå en tur på stranden uden at efterlade spor i sandet. ‘Vild med Dans’ på æg. Erik har planlagt en tidlig morgentur i nabolaget, som en forberedende føler, der afgør hans valg af rute, når opgaven går i luften senere på formiddagen.

Klokken fem får han liv i den gamle rustne Cherokee Jeep med bøn, overtalelse og trusler om vold. Den har bestemt set bedre dage for år tilbage. Som den sidst tilkomne på observatør-holdet i Gaza, har Erik fået udleveret den ældste bil. Den her synger på allersidste vers. Når han skifter gear, lyder det som om man ryster en dåse med løse bolte. Den hvide maling falder af i flager og er erstattet af rød rust. Derfor har Erik døbt bilen ‘Røde Orm’. En hyldest til symbiosen mellem viking og Cherokee – de oprindelige amerikanske indfødte stammer.

Erik kører mod syd ad strandvejen. Der er endnu ingen trafik. Kun et par få standhaftige fodgængere i nattøj og flip-flops, der trasker hjem efter morgenbønnen i den lokale moské. Erik er alene med det smaragdgrønne glimtende middelhav på hans højre side. Til venstre er de bølgende sandklitter forvandlet til marker med jordbær, tomater og chili. Kunstgødning er ikke tilgængelig i Gaza. Forbudt. Kemikalier kan bruges til fremstilling af sprængstof. Sandet er alligevel overraskende frugtbart, når man tilsætter rigelige mængder af  vand og gødning fra dyr eller mennesker. Specielt det sidste er tilgængeligt i overflod. Det giver den kølige morgenluft en lidt særpræget, men fyldig bouquet. Langs vejen ligger klynger af skure bygget i bølgeblik, hvor beboerne langsomt er ved at vågne og tænde bål. De bor, hvor peberet gror. Helt bogstaveligt.

Han sætter mere fart på den gamle spand. Et par kilometer foran ham stiger en mørk koksgrå paddehattesky hurtigt mod himlen, som skudt op af jorden. Da han kører over en bakketop, kan han se en lille varevogn, der er skødesløst henslængt i højre vejside. Det er her røgen stammer fra, men bilen er ikke i brand. Der er røg og os, men ikke synlige flammer. Idet han kører forbi, kan han kort skimte en person bag rattet. Erik standser, stiger ud og går tilbage mod varebilen. Forruden er helt krakeleret og jo tættere på han kommer, kan han se, at malingen er boblet op. Luften omkring varevognen flimrer af varme.

Bag rattet sidder en sort mand. Han er forkullet. Hans hår, øjne og tøj er brændt væk. Huden hænger i sorte strimler fra hans blodige arme og bryst. Hans læber er også væk og tænderne er halvt synlige i en grotesk grimasse. Der er en stærk lugt af brændt flæskesvær. Hans venstre hånd sidder stadig på rattet. Den er er smeltet fast. Bilens sparsomme plastic interiør er forvredet i en ubestemmelig form. Bag førerens forkullede lig er varerummet fyldt op med gasflasker fra gulv til loft. Gasflaskerne er forbundet med et virvar af sodede halvt smeltede ledninger. Der er stadig noget, der syder.

Det er et scenarie, Erik har oplevet før i Niinisalo under FN-kurset for militære observatører i de kolde finske vinterskove. Knap så virkelighedstro, men øvelsen lærte ham, at der er kun en eneste fornuftig løsning: Se at komme væk! Det gælder om, at lægge så stor afstand til bomben som muligt. Hurtigt.

Officerer løber ikke. Det skaber panik blandt soldaterne. Derfor fjerner Erik sig fra varevognen med faste og raske skridt. Muligvis lidt længere skridt end sædvanligt, men stadig med ophøjet ro og velovervejet værdighed – rank ryg og stramme siddemuskler. Det kan godt være, at Erik ikke er den modigste observatør i verden, men han kan knageme få en taktisk tilbagetrækning til at se godt ud. En skam, at der ikke er et publikum, som kan bevidne hans påtagede stoiske ro.  

Der er ikke noget Erik kan gøre for chaufføren i varevognen. Han er et sikkert sted udenfor fare og uden tvivl pakket ind i en flok skønne jomfruer. Den mindste gnist kunne potentielt ende med en meget kraftig eksplosion. Det henstår i det uvisse. Bedre at være på behørig afstand, hvis det skulle ske. Erik er endnu ikke klar til turen til Valhalla.

Det er nok den første selvmordsbilbombe registreret i Gaza. Erik har i hvert fald ikke hørt om tidligere tilfælde. En prototype, der ikke helt virkede efter hensigten. En mindre, men kraftig eksplosion med stærk intensiv varmeudvikling må have forårsaget martyrens endeligt. Spild af liv. Heldigvis kun hans eget. En noget morbid fortolkning af de hellige skrifter, der bygger på den påstand, at målet helliger midlet. Hvis den slags bliver en populær ekstremsport, så er der papirarbejde til Erik. Så skal han til at ændre i risikovurderingen for Gaza. Det kan let gå hen og blive en diplomatisk gordisk knude.

Erik kører op på den nærmeste bakke, hvor han stadig har øjne på varevognen, men fra sikker afstand. Indenfor den næste time vil den øde strandvej forvandles til en sand flod af trafik. Myldretid med israelske militærkolonner, der under bevogtning transporterer soldater og personel til baser, politistationer og den israelske civile administration. De militære kolonner har muligvis været mål for det fejlslagne angreb.

Men kystvejen benyttes også af busser og biler, der fragter tusindvis af palæstinensiske FN ansatte og andet godtfolk til jobs i Gaza City. I en blandet forening kunne skolelærere og kontormus lige så godt være kommet galt af sted.

Erik forsøger at kontakte operationsrummet på radioen. Han kan ikke få hul igennem. Måske er radiooperatøren gået på skjoldet. Måske er systemet nede. Hvem ved. Arbejdsmiljøet i Gaza har en snært af ‘Palle alene i verden’ over sig. En noget ensom ørkenvandring, hvor troen på at gøre en forskel faktisk udgør den eneste reelle forskel. Målet bliver i sig selv helligt, når man er uden midler.

Han sadler op og kører i hast de tre kilometer mod syd til den nærmeste israelske militærpost ved bosættelsen Netzarim. Erik finder et par måbende soldater, som forstår engelsk. Han forklarer dem situationen. Han hentyder i meget løse vendinger, at det måske ville være hensigtsmæssigt, hvis kystvejen eksempelvis blev afspærret for trafik. Soldaterne ser ud til at fatte det. Efter nogen råben og skrigen springer et par mand ind i en jeep og halser af sted i den retning, hvor Erik er kommet fra. Andre soldater lægger pigtråd ud over vejen og bemander kampstillinger.

Der er ikke mere Erik kan gøre. Aben er sprunget fra hans skulder. Hurtigt sidestep ud af rampelyset. Som besættelsesmagt har de israelske styrker ansvar for opretholdelse af ro og orden i Gaza. De har fået et vink med en vognstang. De har bolden. Det minimerer Eriks papirarbejde. Han noterer sig tidspunktet med filtpen i venstre håndflade. 05.57. Han smutter, imens soldaterne er optaget af at iværksætte deres beredskab. Det kan være skadeligt for hans helbred, hvis en tilfældig palæstinenser ser, at han taler med besættelsesmagten. Neutralitet er en balanceakt, hvis man vil undgå at blive en del af konflikten.

Heldigt, at det netop skete på den tredje tirsdag i måneden. Ellers havde Erik ikke været ude på vejene så tidligt. Han har tjent sin dagløn i dag – og så er dagen knap nok kommet rigtig i gang. Nemt job. Han skulle kun give bolden et puf, så fandt den selv ud af at trille ned ad bakken.

Erik giver Røde Orm et par rap med ridepisken og kører en omvej tilbage mod Gaza City. Gearkassen synger sit requiem.

Han kører ad hovedvejen, Salah Ed Din, der går fra nord til syd igennem hele Gaza Stribens længde. I Gaza City er Salah Ed Din en bred firesporet gade med midterrabat, men nogle steder er de yderste spor blokeret af parkerede biler, affaldscontainere eller æselkærrer.

Da han kommer tættere på centrum bærer gaden præg af den sidste tids uroligheder. Murbrokker, betonelementer, armeringsjern, møbler, køleskabe, udbrændte bilvrag og affaldscontainere. Dynger af stinkende skrald. Bunker af ståltråd efter brændte bildæk. Døde æsler og heste med store opsvulmede  maver, der rådner i solen. Stanken er ulidelig. Barrikader, der på de fleste steder kun gør et enkelt spor farbart i den brede gade. Erik og ormen snor sig ned ad gaden i adstadigt tempo. Der er stadig ingen trafik og kun få folk på gaden.  

Pladsen omkring den centrale moské i Sheyaia- kvarteret er epicentret for de sidste par ugers uroligheder. Kvarteret er ‘Ground Zero’ for en ny militant fraktion, Hamas. De vinder hurtigt tilhængere gennem en velfinansieret humanitær dagsorden,  en rigid religiøs tilgang til tingene og en hårdtslående militær strategi. Det ændrer den igangværende Intifadah fra civil ulydighed til væbnet modstandskamp eller terror – afhængigt af, hvordan man ser på det.

Pladsen foran deres moské bærer præg af voldsomme kampe. Bygningerne er overdænget med skudhuller fra håndvåben og et par enkelte store huller fra raketstyr. En mindre beboelsesejendom er styrtet sammen og ligger i ruiner. Beboerne leder efter noget de kan redde imellem murbrokkerne. Hamas tog æren for et bagholdsangreb for små fire uger siden, hvor fire israelske soldater blev dræbt. Det udløste en række israelske militære operationer med fokus på området omkring Sheyaia. Kampene har kostet mindst ti gange så mange døde palæstinensere og et par hundrede sårede.  

Der er skoledrenge, der stadig brænder bildæk på vej til skole. Det udvikler en tung giftig sort røg. Ungerne indsamler de brugte gummigranater med tåregas, som de israelske soldater har smidt henover de seneste dages kampe. Knægtene smider tåregasgranaterne ind i dyngerne af brændende bildæk. Det frigiver de sidste rester af tåregas i granaterne. Det kradser i næsen og halsen, men ikke mere end Erik lige får den snært af tåregas, som får hans tænder til at smage af metal. Ubehageligt, men det er til at leve med.

Han vinker til knægtene. De vinker tilbage. De råber og skriger, da han lunter forbi. “Abu Jibneh, Abu Jibneh,” råber de og griner. De genkender Erik. ‘Fader ost’ er det øgenavn de har givet ham på grund af hans blonde hår. Erik standser og langer et par håndfulde slik ud til den lille gruppe frontkæmpere. Børnene er oprørets soldater. Det er dem, som hånende smider med sten og udkæmper drabelige slag med de israelske soldater. Flere af dem kan prale med adskillige skudsår, som de stolt viser frem. Men de kan også lide slik ligesom alle andre børn. Han råber til dem, at de skal se at komme i skole. “Jallah, shebab, fi madrasa, ruh! Imshi, imshi, shebab!” De hujer og griner, mens de gør nar af hans arabiske udtale.

Erik hilser i forbifarten på et par butiksejere, som er ved at fjerne metalskodderne fra deres forretninger. Det er et godt tegn. Det tyder på, at der ikke sker så meget i dag. De sidste par uger har været præget af 24 timers udgangsforbud, hvor Gaza blev forvandlet til en spøgelsesby både nat og dag. Udgangsforbuddet er hævet her ved solopgang. De fleste har nok brug for at få handlet. Butikkerne har brug for at sælge noget. Det kunne gå hen at blive en nogenlunde fredelig normal dag i Gaza. Erik beslutter, at køre postbilen igennem Salah Ed Din senere på formiddagen.

Erik når frem til Rimal, området tæt ved kysten omkring havnefronten, som uofficielt  udgør diplomatkvarteret i Gaza. Små 50 meter fra kontoret beslutter Røde Orm at vende vrangen ud af de ædlere dele med et brag. Heldigvis kan Erik rulle langsomt ind foran muren, der afskærmer den lille bygning, som udgør observatørernes tilholdssted. Røde Orm har trukket et spor af sort olie i det gule sand på den stille villavej og afgiver en større pøl, hvor Erik standser. Heldigt, at Røde Orm besluttede at dø lige foran kontoret.

Samtidig lander Eriks makker, André, foran kontoret. Han griner og mobber Erik, da han ser, hvordan Røde Orm vender bugen opad. “Det ser ud til, at du skal på gåtur til Rafah i dag,” siger han bebrejdende. “Du skal da også kun ødelægge alting. Du får ikke lov til at låne min bil.” Erik prøver at undskylde sig, men det bider ikke på André. Han har afsagt sin stædige dom.

André er belgisk kavaleriofficer og Eriks diametrale modsætning. Han er tynd, spinkel og camp. Specielt når han bliver beruset slår hans orientering igennem for fuld skrue. Måske fordi han ikke er til damer, er han meget populær hos spindesiden i det lille internationale samfund i Gaza. Han er en god kammerat, lynende intelligent og samtidig bindegal.

Igennem de sidste par måneder har han og Erik udviklet et tæt kammeratskab. De supplerer hinanden og har samme opfattelse og tilgang til jobbet. De arbejder selvstændigt helt uden opsyn. Det nemmeste ville være at solbade og suge sig i hegnet, men de har begge den samme grundlæggende motivation: Hvis man ikke gør en forskel, skal man blive hjemme. Desuden har de begge en barsk kynisk galgenhumor. Det er en grundlæggende forudsætning for at fungere i Gaza – og FN i det hele taget. Kynisme og humor tager trykket. Men kynisme kan kun bruges i en meget snæver kreds. Ellers kan det blive misforstået som mangel på empati.

Holdet i Gaza er normeret med fire observatører, men den hollandske chef og den franske næstkommanderende har været udlånt nogle måneder til en nyåbnet observatørmission i Sarajevo. De afvikler 6 ugers afspadsering, så det er kun Erik og André, som er tilbage på den synkende skude. Det betyder, at de må køre ud på opgaver alene, mens den anden er back-up på kontoret, hvis den første får brug for assistance. Det betyder også, at de ikke har kunnet forlade Gaza i månedsvis, da reglerne siger, at der altid skal være mindst to observatører indenfor hegnet.

Chefens bil, en spritny Toyota Landcruiser med under 500 km på klokken, står parkeret i forhaven indenfor muren omkring kontoret. Erik fumler ved nøglerne til chefens bil, som hænger på nøglebrættet i kontoret. André skæver til ham.

“Hvis du tager chefens bil, så er du i en verden af rendyrket djævelskab, hvis der sker noget med den,” advarer han. Erik tager resolut nøglerne ned fra tavlen.

“Du kan jo tage den, så kører jeg til Rafah i din bil,” foreslår Erik.

“Aldrig i livet,” siger André. “Du kan ikke stikke end pind i en lort uden at ødelægge begge dele. Det er bedre, at du smadrer chefens bil, så det ikke går ud over mig,” konstaterer han tørt med afværgende fagter.

“Så er den ikke længere. Ikke så meget brok. Jeg skal nok passe godt på chefens lille bitch,” lover Erik. André ruller med øjnene.

Erik briefer André om de observationer han har gjort sig under den tidlige morgentur. De drøfter kort hvilken betydning selvmordsangreb kan få for udviklingen i den militære situation i området. Observatørholdet har ansvar for planlægning af sikkerhedsprocedurer og evakuationsplaner for alle internationale, der officielt arbejder i Gaza. De sammensætter informationer til den overordnede sikkerhedsevaluering. De benytter indhentning gennem både formelle og uformelle kilder. De har designet en database over militære hændelser, som de trækker på til de månedlige rapporter. Det er et følsomt emne. De bruger meget tid på at koordinere deres risikovurderinger gennem fortrolige samtaler med forskellige centrale nøglepersoner i det internationale miljø i Gaza, inden deres vurderinger af trusselbilledet ender op i Jerusalem og New York. De navigerer et politisk minefelt, hvor det gælder om at undgå selvsving i de øvre diplomatiske luftlag. En stram trusselvurdering kan have konsekvenser for de forskellige organisationers muligheder for at fungere i Gaza.

De beslutter at formulere nogle få sætninger til den ugentlige rapport til hovedkvarteret i Jerusalem, men det må vente. De har begge andre opgaver.

André har aftalt møde med det Internationale Røde Kors. Han vedligeholder et register over alle internationale ansatte, der arbejder i Gaza for FN og andre hjælpeorganisationer. Ialt omkring 30-40 bindegale individer. Han har fået oplyst, at der er tilgået nye ansatte hos Røde Kors, så derfor skal han lige have deres oplysninger til registeret. Med et skævt grin fortæller han Erik, at han har hørt rygter om, at der er en ny kvindelig delegat fra Røde Kors, som er flyttet ind i den samme bygning, hvor Erik bor. “Det er noget af en harem, du er ved at samle dig, derude på strandvejen,” siger han.

“Bare fordi man ser lidt godt ud, skal man altid høre for det,” knurrer Erik og trækker på skuldrene.  

Erik flytter sine stumper fra Røde Orm til chefens Toyota. Han har en lille sort boks, hans private ‘survival-kit’, der indeholder nogle af de stumper, man kan få brug for i et snæver vending. En kikkert, udvidet førstehjælpstaske, Gerber værktøj, en stor pose slik til ungerne og cigaretter til de voksne. Toiletpapir og tre flasker vand. Vådservietter til at rengøre hænderne, når han har rørt ved andre. Det skulle holde smitsom øjenbetændelse og andre onder, der overføres ved håndtryk, på afstand. Han lister forsigtigt bilen ud af den smalle jernport og vinker til André, der lukker porten bag ham.

Erik kører til mødestedet med lastbilen, som skal komme fra Jerusalem. Mødestedet er parkeringspladsen bag en tankstation et par kilometer inde i Israel udenfor hegnet omkring Gaza. Tankstationen ligger ved vejkrydset, hvor hovedvejen fra Tel Aviv drejer væk fra ruten til Gaza og ind mod Ber Sheva og Negev ørkenen. Tankstationen har et cafeteria, der tilbyder en veludstyret morgenmadsbuffet. Derfor er Erik tidligt på den. Han når at få et solidt morgenmåltid, inden lastbilen kommer. Han når endda at få en sludder med en ung dansk servitrice, der arbejder i cafeteriet. Hun har lige afsluttet gymnasiet og tilbringer frivilligt hendes sommerferie i den kibbutz, der driver tankstationen og cafeteriet. Han kan forstå på hende, at det nok ikke lige var det arbejde, hun havde forestillet sig, da hun tog hjemmefra. Han tilbyder hende en sightseeing tur i Gaza. Hun afslår høfligt, men med et udtryk af dyb forfærdelse. Alligevel scorer han en ekstra kop gratis kaffe og et smil.

Lastbilen lander. Erik kender ikke chaufføren, men hans ‘shotgun’ er ‘Røde Olsen’, en rødhåret dansk befalingsmand, som tidligere har været under Eriks kommando på en anden mission. Gensynet skaber glæde. De får formiddagskaffe i cafeteriet, mens Erik opdaterer dem om den generelle situation, dagens rute gennem Gaza, afstand mellem køretøjerne, radiokommunikation, osv. De drøfter, hvordan de skal forholde sig ved tekniske problemer, punkteringer, angreb, stenkast og brandbomber. Erik sikrer sig, at lastbilens vinduer er udstyret med ‘blast-film’, en gennemsigtig plastic hinde monteret indvendig på ruderne. Det gør ikke ruderne skudsikre, men forhindrer, at ruderne splintres, hvis de rammes af stenkast. Chaufføren nikker. De har fået blast-film monteret på lastbilen dagen før. De beslutter, at Olsen kører sammen med Erik på den første del af turen, så de kan få snakket og fortælle historier fra gamle dage.

De kører mod syd ad Salah Ed Din gennem Gaza. Erik og Olsen pludrer og sludrer undervejs. Masser af løgnehistorier og grin. Den lille konvoj får ikke meget opmærksomhed. De indfødte har for travlt med at genoprette hverdagen efter de sidste par ugers udgangsforbud. Erik udpeger de lokale seværdigheder. De glider uhindret gennem de forskellige israelske kontrolposter på ruten. De når til Khan Younis i den sydlige del af Gaza efter en lille times kørsel ad hovedvejen. Erik standser og Olsen indtager sin plads ved siden af chaufføren i lastbilen. Den firesporede hovedvej går over i en snæver gade gennem Khan Younis. Observatørerne har døbt gaden ‘Korridoren’.

De rammer korridoren og lastbilen vækker omgående stor begejstring hos skolebørnene. Den lille konvoj løber spidsrod ned ad gaden. Alle kaster sten og andet kasteskyts mod lastbilen. Den er nem at ramme. Erik kan se, at de to stakler i lastbilens førerhus er anspændte og dukker sig. Han sætter farten op og de følger efter. De tager et hårdt venstresving for enden af korridoren og fortsætter ud på hovedvejen mod Rafah. Det er overstået. Ikke flere stenkast, men Erik standser først efter omkring 15 kilometer, da de når indkørslen til terminalen udenfor Rafah på grænsen til Ægypten. Han stiger ud og sammen besigtiger de skaderne på lastbilen. Den er oversået med buler fra sten og har fået en smadret baglygte. På venstre side finder de et kort stykke armeringsjern, der har boret sig fast i lastrummets aluminium. Stumper af armeringsjern er en ny trend indenfor kasteskyts. Et velplaceret stykke armeringsjern kan faktisk gennemtrænge de israelske soldaters fragmentationsveste. Chaufføren er rystet. Olsen griner. De har fået en på opleveren, men slap fra det i god behold. Kun materielle skader. De tager afsked og Erik venter indtil lastbilen er sikkert igennem den elektriske port i indhegningen omkring terminalen.

Erik får kontakt til André på radioen og melder, at han er på vej tilbage. André kvitterer. Han kører tilbage samme vej, som han er kommet. Ikke særligt smart, men der er ikke andre muligheder. Da han når til korridoren i Khan Younis er alle stadig på stikkerne. Han ruller vinduet ned og stikker armen ud af vinduet og vinker til ungerne. Det er hans mulighed for at afvæbne stenkast. Knægtene griner og vinker. Da han passerer en lille sidegade ser han, at en ung mand har spændt en slangebøsse og affyrer et projektil fra 25-30 meters afstand i samme øjeblik Erik kører forbi. Der lyder et skarpt højt smæld lige bag Eriks hoved. Han jogger omgående pedalen i bund og bilen springer frem med et brøl. Han brager ned ad korridoren og standser først, da han er kommet ud i relativ sikkerhed på den brede hovedvej.

Sideruden lige bag Eriks hoved er gennemhullet. Ruden holdes på plads af blast filmen, men projektilet er gået lige igennem, som en varm kniv gennem smør. Sideruden på modsatte side er også splintret. På bagsædet ligger en lille stålkugle og ruller rundt. Erik er godt nok tykpandet, men det kunne være gået helt galt, hvis han var blevet ramt. For FN ansatte er der en meget fin tynd streg i sandet mellem at være en hellig ko, som er under lokalsamfundets accept og beskyttelse, til at være en meget sårbar skydeskive. Han stopper stålkuglen i lommen, skriver ‘12.03’ med filtpen i venstre hånd og kører tilbage til kontoret.

André skriger af grin. “Hvad sagde jeg?” hulker han. “Man kan da heller ikke sende dig i byen uden du laver lort i det hele. Den her tager du selv, når himlen falder ned over dig. Chefen får et føl. Du har ødelagt hans nye bil.” Erik haler stålkuglen frem fra bukselommen. “PCMB,” siger han. “Plastic Coated Metal Bullet,” understreger han, da han rækker André projektilet.

PCMB er et våben de israelske styrker anvender ved bekæmpelse af optøjer. Det er en ladning på størrelse med en sodavandsdåse fyldt med stålkugler dækket af et lag tyndt plastic, hver med en vægt på omkring 20 gram. Dåsen monteres på et geværløb og skytten affyrer en gaspatron, der får stålkuglerne til at spredes i en sværm med stor hastighed. Meget effektivt mod demonstranter.

“De må have indsamlet nogle PCMB og genbruger dem som ammunition i slangebøsser. Det er min hypotese,” siger Erik. “Jeg så ham, der skød og han var ikke israeler.”

André holder op med at grine og undersøger stålkuglen. “Du har ret,” siger han. “Det er alvorligt. Du var mindre end en halv meter fra at blive slået ihjel i dag. Korridoren er ikke for børn længere.” André ser faktisk bekymret ud.

“Slangebøssen havde en støttebøjle til underarmen. Det var ikke bare hjemmelavet legetøj og drengestreger,” siger Erik. “Projektilet kom så hurtigt, at jeg ikke kunne se det.”

André ryster på hovedet. Han rækker stålkuglen tilbage til Erik. “Den kan du gemme til børnebørnene,” formaner han. “Du skriver selv rapporten. Du må hellere få den sendt til Jerusalem med det samme. Du skal nok ikke gøre det for detaljeret. Det kunne skræmme dem deroppe på kommandobroen. Jeg skal til kaffemøde hos Medêcin Sans Frontiere. Vi ses på klubben senere?”

André stikker af. Erik banker en hurtig rapport sammen. De har fået en computer på kontoret. Stort monstrum. Grønne flimrende bogstaver på en sort skærm. WordPerfect for DOS. Kanonsmart. Erik bruger et par timer på at få maskinen til at printe det samme, som han har skrevet på skærmen. Det spiller ikke. Til sidst giver han op og klaprer hurtigt rapporten ind på den gamle skrivemaskine. Det virker. Han stikker rapporten i fax maskinen og får den skudt af til operationsrummet på hovedkvarteret i Jerusalem. Det der med computere tror Erik ikke at der er en fremtid i. Det er godt nok moderne, men det er for bøvlet.

Telefonen ringer. Det er personelofficeren i Jerusalem. Han er tilfældigvis en dansk oberstløjtnant, som er stationeret med familie i et par år i Israel. De udveksler høfligheder og snik-snak. Oberstløjtnanten træder vande. Der er betingelser forbundet med udstationering i Gaza. FN tillader kun, at observatører er tjenestegørende i Gaza i maksimalt 90 dage. Det skal forhindre, at observatører går sukkerkolde i det noget specielle miljø. Erik har aftjent over halvdelen af hans tur. FN missionen en generelt en familiemission, men det er ikke muligt at have familien med til Gaza. Det giver problemer. De fleste, der har familien med, vil ikke arbejde i Gaza. Til gengæld kan observatører frit vælge deres næste tjenestested, efter de har taget deres tur i Gaza. Erik har bedt om overflyttelse til Beirut. André har fået en overførsel til Beirut og skal flytte indenfor de kommende tre uger.

Oberstløjtnanten har en udfordring. “Vi har ikke nogen, der kan afløse dig,” siger han. “Kan du blive lidt længere indtil vi finder en? Vi skulle få nogle singler indenfor de næste seks måneder. Jeg har på fornemmelsen, at du har det godt i Gaza,” siger han opmuntrende.

“Javist,” siger Erik. “De tossede har det altid godt. Det går nok.” Han tager seks måneder ekstra i Gaza og oberstløjtnanten er lettet.

“Det løser virkelig min udfordring,” siger han og lover, at han ‘skal se, hvad han kan gøre’ vedrørende en overflytning til Beirut. Oberstløjtnanten ved, at han skylder. men han vil ikke love noget. Erik er parat. Han har det godt med det selvstændige liv i Gaza uden nogen, der fortæller ham, hvad han skal gøre. Men det siger han ikke højt.

Erik når kun at tænde for el-kedlen til en kop kaffe før telefonen ringer igen. Det er operationsofficeren i Jerusalem. Han er amerikaner. Flink fyr. Erik har mødt ham et par gange ved festlige lejligheder i Government House, det lille rustikke palads, der er rammen om FN missionens hovedkvarter. Han fortæller, at generalen, på baggrund af dagens hændelse med lastbilen, har besluttet, at udstede et adgangsforbud for alle, der ikke er stationeret i Gaza. Det betyder, at lastbilen ikke skal igennem Gaza, når den returnerer fra Cairo.

Erik fortæller ham, at de har brug for at bugsere deres beskadigede køretøjer til Jerusalem. De beslutter, at André og Erik selv trækker de to køretøjer til den israelske grænse, hvor hovedkvarteret vil hente køretøjerne. De aftaler, at det skal foregå fredag formiddag, hvor de indfødte i Gaza holder ‘weekend’ og sover længe inden de samles til middagsbøn. Turen vil måske give André og Erik en mulighed for at handle lidt ind, mens de alligevel er udenfor hegnet.

Erik bruger et par timer på at banke data ind i deres database. Der er en voldsom stigning i kidnapninger og henrettelser af lokale. Uden en egentlig politistyrke til at opretholde lov og orden er det de militante grupper, som udøver selvbestaltet justits i lokalsamfundet. Det er i mange tilfælde brutalt. De forskellige grupper har deres egne henrettelsesmetoder, som viser, at det netop er dem, der har foretaget gerningen. Hængninger, nakkeskud, halshugning eller hug med en økse. De fleste offentlige henrettelser er religiøst begrundet. Alkoholisme, udenomsægteskabelige forhold, blodfejder og æresdrab. Det er umuligt at få bekræftet med sikkerhed, hvad baggrunden i virkeligheden er. Det er næsten for nemt at tage en hætte over hovedet og derefter gennemføre forskellige uhyrligheder. Den seneste trend er kidnapninger af personer, som er mistænkt for samarbejde med de israelske styrker. De bliver afhørt og tortureret, hvorefter de aflægger en tilståelse, der bliver videofilmet, før de bliver henrettet. De store nyhedsbureauer har udlovet dusør til dem, som kan fremlægge videomateriale, der dokumenterer hele processen. Derfor er der flere og flere blandt de lokale, som løber rundt med et videokamera ved hånden. Det er ikke kun konflikten med israelerne, der afstedkommer sårede og dræbte. Lokalsamfundet i Gaza er ved at gå i opløsning. Justits følger ældgamle regler og traditioner. Nogle konflikter har eksisteret mellem familier henover flere generationer. Erik laver nogle notater, som han vil drøfte med nogle af deres lokale forbindelser og forsøge at få observatørernes data bekræftet inden han skriver til Jerusalem. Hans mave begynder at rumle sent på eftermiddagen.     

Erik kører til klubben. UN Beach Club ligger direkte ned til stranden ved siden af den lille fiskerihavn, hvor bådene bliver trukket op på stranden om dagen. Klubben er en mangeårig institution i Gaza. Den har en lang historie siden 1957, hvor den gamle træbygning oprindeligt blev etableret som officersmesse for staben i de tidligere FN missioner. Klubben er samlingspunkt for alle internationale, der arbejder i Gaza. Der er en spisesal, køkken, en opholdsstue med pejs og tv, en stor terrasse, hvor der er uhindret udsigt over stranden og havet. Der er også en lille bar, som er det eneste sted i Gaza, hvor der udskænkes alkohol. Der er ikke adgang for palæstinensere udover de få, som arbejder der. Under terrassen er der et mindre rum med meget sparsomt træningsudstyr. På hver side af bygningen er der placeret israelske poster og observationstårne mod stranden foran klubben. Stranden er afspærret med massive ruller af rusten pigtråd.

Klubben styres af Rashid. Han er en del af institutionens historie og fast inventar. Han har været ansat siden klubben åbnede. Dengang var han bare en stor dreng. Han har været der i små 40 år. Erik finder ham i køkkenet på en stol med hovedet begravet i begge hænder. Han ser opgivende på Erik, da han kommer igennem døren.

På terrassen sidder André og betragter den nedgående sol over Middelhavet. Richard Wagners ‘Das Rheingold’ brager for fuld hammer ud af klubbens højtalere. Richard Wagner, Adolf Hitlers yndlingskomponist, er forbudt i Israel grundet hans antisemitiske disposition. André har fået den bindegale idé, at det er hans pædagogiske kald og pligt at uddanne de israelske soldater i vagttårnene på begge sider af klubben. Det er blevet hans faste fyraftensritual, at spille udvalgte dele af ‘Der Ring des Nibelungen’ for fuldt drøn for de israelske naboer. Erik hiver stikket til pladespilleren. Stilheden sænker sig over UN Beach Club. Rashid ånder lettet op og sukker i taknemmelighed. André vender sig om med et mopset udtryk, men accepterer Eriks løftede pegefinger. “Det må være nok for i dag,” siger Erik brysk. “De skal lære det,” siger André belærende. “Rashid får tynd mave af Wagner,” siger Erik. “Du må forstå, at han kan blive beskyldt for undergravende virksomhed, hvis israelerne får fat i ham.” André trækker på skuldrene.

Erik går til det lille træningslokale og river lidt rundt med de rustne vægte. Den salte luft ved stranden har langsomt ætset malingen af metallet. Udstyret er meget sparsomt og slidt. Han er den eneste, som bruger det. Alligevel får han rusket muskulaturen igennem og opbygger en sund svedetur. Efter et hurtigt brusebad sætter han sig overfor André på terrassen, mens solen er ved at gå ned bag horisonten. Det bliver hurtigt mørkt. På havet udfor klubben tænder de små fiskerbåde lygterne, som lokker fiskene til. En israelsk patruljebåd tænder projektørerne og kontrollerer fiskerbådene en efter en.

Rashid kommer med et stort fad dagfriske kæmperejer kogt i hvidløg og chili. Der følger en stor tallerken pommes frites med. Rashid forsvinder og kommer tilbage med to glas og en flaske Moët & Chandon. “Det er kyndelmisse i dag,” siger Erik. “Det skal fejres.” André ser uforstående på ham. “Det er den katolske lysmesse, der markerer, at halvdelen af vinteren er gået,” forklarer Erik, mens han beskrivende slår ud med armen mod de mange lys fra fiskerbådene, der blinker på havet. “Så lærte du også noget i dag,” siger Erik. “I øvrigt er det også min fødselsdag, men det er mindre vigtigt.” De skåler i champagne og går i gang med at pille rejerne.

Lidt efter lidt ankommer de sædvanlige stamgæster fra de forskellige FN organisationer og slutter sig til de to observatører. Det bliver til snak, pjat og flere flasker champagne henover aftenen.

Ved ti-tiden går Erik til den lille bar for at betale regningen og tømme den sidste flaske. Rashid skifter til sit barmandskostume, som væsentligst består i, at han ifører sig en fez. Han kæmper med regnskabet.

Mens Erik venter på Rashids matematiske beregninger slutter en ung dame sig til dem ved baren. Erik har ikke set hende før. Hun er betagende smuk. Fantastisk figur. Lange slanke ben i jeans, som ser ud som om, de er malet på. En hvid løstsiddende åbenstående mandeskjorte med en lille rød tanktop indenunder.  Hun har bundet en knude på skjorten. Et rigtig kønt ansigt med grønne øjne, perfekte symmetriske træk, en lille præcis næse og et stort smil med smilehuller. Charmerende. Hendes mørkebrune hår er bundet op i en stor knude i nakken. Hun er omkring tredive og næsten ligeså høj som Erik i små sandaler med bare tær. Et par høje hæle og hun ville være højere end han er. Hun løsner håret og ryster den mørkebrune manke, der når helt ned til lænden. Hun ligner en, der egentlig burde være i pitten ved et formel-1 løb, snarere end ved baren i UN Beach Club i Gaza. Erik skal anstrenge sig for ikke at glo. Hun vender sig mod ham med et stort perfekt smil.         

“André fortæller mig, at du havde problemer i Khan Younis i dag,” siger hun med en lettere bekymret mine, der giver hende små rynker mellem øjnene.

“Blondes have more fun,” siger Erik henkastet, mens han trækker på skuldrene og griner til skønheden. Hun lyser op i et stort smil. Hendes rynker forsvinder. Hun har en perfekt række hvide tænder, der sagtens kunne bruges i en reklame for tandpasta. Hun lader sine fingerspidser glide langsomt nedad fra hans overarm igennem hans blonde hår på underarmen. Hun lader hånden hvile ovenpå hans hånd. Berøringen sender elektriske ladninger op og ned ad hans rygrad og giver ham gåsehud. Han kæmper for ikke at vise forbavselse. Han anstrenger sig bevidst om at holde øjenbrynene på plads og undgår med en kraftanstrengelse at kæben rammer brystet.

“Jeg synes, at blonde mænd er rigtig sjove,” siger hun på engelsk med en stærk fransk accent og med endnu et af de store kridhvide smil. Hun presser drillende tungespidsen ud gennem fortænderne. Erik er helt væk og griner højt. Måske også lidt nervøst.

“Jeg er Giselle,” siger hun og rækker hånden frem. Fine lange fingre med perfekte negle. Han gengælder hendes håndtryk. Hendes franske udtale er en direkte mavepuster. Han kæmper med at bevare fatningen. “Selvfølgelig er du Giselle,” siger han smilende, mens han smager på hendes navn og prøver at efterligne hendes hvislende franske udtale.

“Jeg er Erik,” siger han med et gutturalt dansk ‘r’. “Eric,” siger hun med et stort grin stadig med den lille lyserøde tungespids mellem fortænderne. “Du har store hænder, Eric,” siger hun med et legende blik op og ned ad ham, mens hun holder hans hånd fast. Erik er for een gangs skyld mundlam. Han står bare der med et fjoget grin og kæmper for at finde på noget at sige. Hun kommer ham i forkøbet.

“Jeg skal være oven på dig,” siger hun på engelsk med den markante franske intonation og et indladende smilende blik. Erik er tæt på panik. Han slipper hendes hånd. Han kan ikke længere holde øjenbrynene nede på plads.

“Ok,” siger han. Han tøver. Han er vant til at kvinder kan være direkte overfor ham, men hun er i en klasse udenfor kategori. “Det er helt fint med mig. Jeg foretrækker også at være nederst,” siger han med påtaget beherskelse. Hun kaster hovedet tilbage i et grin og ryster manken.

“Jeg tror du misforstod. André fortalte mig, at vi bor i samme bygning. Jeg skal bo på fjerde sal ovenpå dig,” griner hun og kører begge hænder gennem håret. Erik kan mærke, at han bliver rød i hovedet af forlegenhed. Hun redder ham med et stort grin. “Mit engelsk er ikke så godt. Det giver mig problemer til tider,” undskylder hun. Hun lægger en beroligende hånd på hans overarm, men finder ud af, at hun kun lige kan nå rundt om armen, selv hvis hun strækker tommel og langfinger alt hvad hun kan. Hun slår en høj latter op, mens hun stirrer og beundrende måler hans overarm.

“Jeg ser, at i har mødt hinanden,” siger André. Han har sneget sig op på dem, mens de øjensynligt er helt optaget af hinanden. “Barbie, må jeg præsentere Ken. Ken må jeg præsentere Barbie,” siger han med en påtaget formel mine. Giselle ser på Erik. “Enchanté,” siger hun til Erik med et lille kniks. “Velkommen til Gaza, Giselle,” siger Erik med et lille høfligt buk. Han griber hendes hånd og giver den et lille let kys. Hun strækker velvilligt armen frem mod ham. “Uuh,” siger André med en høj piben. De griner højlydt alle tre og de skåler i champagne.

“Hvis hun må, så vil jeg også have lov til at røre,” siger André og tager fat om Eriks overarm. “Fingrene væk,” brummer Erik. “Det er lukket militært område for dig,” siger han bistert. Erik rækker den anden arm mod Giselle. “Vil du ikke også mærke den anden, så du kan sammenligne?” spørger han. Hun griner, men i stedet for at tage fat om hans arm,  lægger hun begge hænder på hans brystkasse i et grådigt greb og borer fingrene ind i hans brystmuskel. “Hård,” siger hun henvendt til André. “Stenhård,” griner hun, mens den lille lyserøde tungespids igen kommer til syne mellem fortænderne.

“Det er hans fødselsdag i dag,” siger André. “Ohh,” siger hun, lægger armen om livet på Erik og giver ham et kys på kinden. “Tillykke,” siger hun og lægger hovedet mod hans skulder. Erik står bare der og ser fjoget ud. André griner og ryster på hovedet.

“Giselle, vi går nu,” lyder en brysk stemme fra spisesalen bag dem. Det er hendes chef fra Røde Kors. Hun stivner og forlader dem med en genert undskyldende afsked. Erik følger hende med øjnene. Lige inden hun forsvinder gennem døren drejer hun hovedet og da hun konstaterer, at han kigger efter hende, får han endnu et stort tandpastasmil og et lille forsigtigt vink. Så er hun forsvundet.

André står og betragter Erik med et stort grin. “Du ligner en stor våd hund,” griner han. “Man kan jo ikke gøre for at man har lidt charme,” forsvarer Erik sig. “Hendes chef er ikke meget for, at hans delegater snakker med sådan nogle frygtelige farlige militærfolk som dig,” siger André. “Han tror du kunne blive dårlig indflydelse på deres objektivitet.”

“Hvorfor snakker han så med dig?” spørger Erik. “Jeg er speciel,” siger André, spidser munden og ser uskyldigt op mod loftet. “Ok, jeg forstår,” griner Erik. “Jeg vil ikke høre mere.” De tømmer den sidste flaske champagne.

Erik kører mod lejligheden gennem de mørke tomme stræder. Han bliver stoppet af en israelsk fodpatrulje, der er gået i stilling omkring et vejkryds. Han slukker bilens lygter og tænder kabinelyset, så de kan se ham. Soldaterne er nervøse. De peger på ham med deres våben. En soldat kommer op på siden og stikker geværmundingen ind i bilen. Han peger på Erik med hans automatvåben. Mundingen er mindre end en halv meter fra Eriks bryst. Soldaten ser noget stram ud, mens en befalingsmand kontrollerer Eriks papirer. Erik sidder helt stille og forsøger at smile afvæbnende til soldaten. Soldaterne taler russisk til hinanden. Efter et par minutter får Erik lov til at køre videre. Han kører hjem meget langsomt uden at tænde forlygterne. Der er åbenbart øget aktivitet i nabolaget her til aften.

Et hurtigt brusebad og så i seng. Han falder hurtigt i søvn. Lang dag. Efter en kort tid bliver han vækket af, at nogen glider ned i sengen til ham og lægger armen om ham. Han vender sig forbavset om. I mørket kan han se et stort tandpastasmil. Det er Giselle. Hun er nøgen. Hendes hud er som silke. “Du burde lære at låse døren til din lejlighed,” siger hun og kysser ham. “Bare rolig. Jeg skal nok passe på dig. Jeg har låst døren for dig,” hvisker hun og lægger sig indover ham. “Det var da betænksomt af dig, søde nabo,” mumler han. Snart sidder hun overskrævs på ham og kysser ham igen med et stort grin. Han gør slet ikke modstand.

For første gang i flere uger hører Erik ikke kaldet til morgenbøn.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.